Dramatisk brud mellem Irland og Vatikanet

Krisen mellem Irland og pavestaten tog en drejning til det værre, da Vatikanet tidligere på ugen hjemkaldte ambassadøren i Dublin

Den irske premierminister Enda Kenny beskylder Vatikanet for at tilsidesætte landets love i forbindelse med sexmisbrugsskandalerne i den katolske kirke.
Den irske premierminister Enda Kenny beskylder Vatikanet for at tilsidesætte landets love i forbindelse med sexmisbrugsskandalerne i den katolske kirke. .

Forholdet mellem det ellers meget katolske Irland og Vatikanet er for alvor kølet ned efter den seneste rapport om misbrug af børn begået i regi af den katolske kirke.

LÆS OGSÅ: Den katolske kirke mister privilegier

For to uger siden kom rapporten om misbrug i bispedømmet Cloyne. I modsætning til tre tidligere undersøgelser handler denne rapport om misbrug, som fandt sted, efter at de irske biskopper i 1996 var blevet enige om nye retningslinjer for håndtering af misbrug.

Men John Magee, der var biskop af Cloyne, indtil han indgav sin afskedsbegæring sidste år, valgte at følge retningslinjer fra Vatikanets troslærekongregation fra året efter, som satte pavestatens regler over de nationale regler.

Derfor blev sager om seksuelt misbrug og andre krænkelser ikke meldt til politiet. De seneste tilfælde er tilmed kun tre år gamle.

Rapportens afsløringer førte til en meget voldsom kritik af Vatikanet fra den irske premierminister, Enda Kenny.

Cloyne-rapporten afdækker den dysfunktion, manglende forbindelse, elitisme og narcissisme, som dominerer kulturen i Vatikanet op til i dag. Voldtægt og tortur af børn blev bagatelliseret og/eller kontrolleret for at opretholde institutionens forrang, dets magt, rolle og anseelse, sagde Enda Kenny i parlamentet.

Han beskyldte videre Vatikanet for at tilsidesætte landet love.

Dette er ikke Rom. Dette er republikken Irland i 2011. En republik baseret på love, rettigheder og ansvar, hvor lovovertrædelser og arrogance og en særlig opfattelse af en slags moral ikke længere vil blive tolereret eller ignoreret, fortsatte premierministeren.

Vreden fra de irske politikere og offentlighed fik flere til at tale om at udvise Vatikanets ambassadør eller pavelige gesandt ærkebiskop Giuseppe Leanza. Men Vatikanet kom den irske kritik i forkøbet, da ærkebiskoppen tidligere på ugen blev kaldt hjem til konsultation og fremover vil være udsendt til Tjekkiet.

Den tidligere britiske chefdiplomat Ivor Roberts, som både har været ambassadør i Irland og i Rom, kalder beslutningen usædvanlig.

Man kalder ledere af diplomatiske missioner hjem til konsultation fra lande som Zimbabwe, Libyen og Iran ikke Irland. Det næste skridt vil være en formel tilbagetrækning af den pavelig gesandt eller direkte at kappe de diplomatiske forbindelser, skriver han i en analyse af det anspændte forhold.

I Irland betegner over 90 procent af befolkningen sig som katolikker, og mellem 30 og 40 procent er faste kirkegængere.

Men den seneste rapport og det officielle Irlands kritik får iagttagere til at så tvivl om, hvorvidt pave Benedikt XVI som forventet kommer på besøg næste år.

Kirken har spillet en dominerende rolle i landet siden selvstændigheden i 1922. Men tilliden er nu så lille, at selv kirkens tavshedspligt i forbindelse med skriftemål er under pres. Justitsministeren vil bryde præster traditionelle tavshedspligt, så præster får pligt til at melde det til politiet, hvis de får kendskab til misbrug af børn. Alternativt kan de risikere op til fem års fængsel.

norum@k.dk