"Vladimir Putin har taget livet af den svenske, schweiziske og finske neutralitet på én dag," skrev Samuel Ramani, der forsker i russisk udenrigspolitik ved Oxford Universitet, tidligere på ugen på Twitter.
Og selvom konklusionen er en tilsnigelse – svenskernes neutralitet har i årtier været omdiskuteret, og den schweiziske regering holder stædigt fast i, at opbakningen til EU’s sanktioner ikke påvirker landets neutralitet – har Ramani ret i én ting: Invasionen af Ukraine har forandret den sikkerhedspolitiske situation grundlæggende. Ikke mindst i Sverige og Finland.
I en tale til nationen tirsdag aften konstaterede Sveriges statsminister Magdalena Andersson, at "trusselsbilledet er forværret", og i Finland udtalte statsminister Sanna Marin, at "Europa er i krig".
Begge lande har indtil nu sendt våben til ukrainerne og vil desuden øge forsvarsudgifterne. Men elefanten i rummet er stadig Nato-medlemskabet. Vil de nordiske naboer tilslutte sig forsvarsalliancen som konsekvens af krigen i Ukraine?
Allerede i sin nytårstale reagerede den finske præsident, Sauli Niinistö, på sin russiske kollega, Vladimir Putins, krav om Nato-garantier imod yderligere udvidelser ved at sige, at Finland i givet fald selv ville bestemme den slags.
Et borgerforslag om finsk Nato-medlemskab har siden nået over 50.000 underskrifter, og for første gang nogensinde viser en meningsmåling, at et flertal af finnerne bakker op. 53 procent er for, 28 imod.
"En pludselig og dramatisk forandring," konstaterede Matti Pesu fra Finlands Udenrigspolitiske Institut, Fiia, på Twitter.
Pesu peger dog samtidig på, at det blot er to af 10 finske partier, der støtter en ansøgning om Nato-medlemskab, og tirsdag aften understregede statsminister Sanna Marin, at spørgsmålet skal behandles omhyggeligt – ”og ikke baseres på en meningsmåling”.
Ingen ansøgning lige nu
Også i Sverige har opinionen flyttet sig, og flere svenskere er nu for at søge om optagelse i forsvarsalliancen end imod, skriver Svenska Dagbladet. Det samme er oppositionen, men den socialdemokratiske regering afviser indtil videre.
Og selvom befolkningerne i begge lande har fået historisk varme følelser for forsvarsalliancen, skal man ikke forvente medlemskab her og nu, vurderer Patrik Oksanen, forfatter og senior fellow ved den sikkerhedspolitiske tænketank Fri Verden i Stockholm.
"Sverige og Finland har aldrig været tættere på Nato-medlemskab end nu. Debatten har flyttet sig, indsigten i Ruslands ageren er vokset, og havde du sagt til mig for få uger siden, Finland ville sende våben til et land, som lå i krig med Rusland, ville jeg næppe have troet det," siger Oksanen.
"Samtidig er det vigtigt at huske på, at sikkerhedspolitik er noget af det, som forandrer sig langsomst. Og med tanke på den svenske og ikke mindst den finske historie er det bestemt ikke givet, at udviklingen i opinionen vil blive afspejlet i en ansøgning til Nato."
Vinterkrigen spøger
For at forstå det svenske og finske forbehold i forhold til Nato er det givtigt at spole tiden tilbage til 1939, da Josef Stalins Sovjetunionens angreb Finland tre måneder efter Anden Verdenskrigs udbrud.
Sovjetunionen frygtede, at finsk territorium kunne bruges til angreb på Leningrad (det nuværende Sankt Petersborg), fortæller Patrik Oksanen. Og det, der sidenhen blev kendt som Vinterkrigen, lagde kimen til en langvarig finsk frygt for, hvad den store nabo kunne finde på.
"Finnerne har over 1300 kilometer grænse til Rusland, og siden krigen har man konstant forsøgt at balancere sin eksistens i Moskvas skygge. Og grunden til, at Sverige ikke gik med i Nato i 1949, var netop med henvisning til, at det ville øge risikoen for, at Sovjet ville blive for interesseret i Finland," fortæller Patrik Oksanen.
Siden har Sverige forsøgt at gå en hårfin, politisk balancegang, en slags tredje vej, mellem det kommunistiske øst og det kapitalistiske vest.
"Under den kolde krig blev den svenske alliancefrihed decideret identitetsskabende særligt for de svenske socialdemokrater, og derfor er det selv den dag i dag svært for en socialdemokratisk regering at gå ind i Nato-debatten," siger han.
Patrik Oksanen understreger, at den nuværende svenske sikkerhedspolitiske doktrin er formuleret sådan, at svenskerne står klar, såfremt et land i EU eller Norden trues af ufred.
"Vi støtter jo også Ukraine med våben. Men den hårde, militære manifestation af den solidariske, svenske sikkerhedspolitik vil selvsagt være Nato-medlemskab, og det har man ikke været villig til at overveje hidtil. Men det, der sker i Ukraine nu, er jo et ganske tungtvejende argument. Og selvom jeg stadigvæk tror, at finnerne er tættest på at søge om optagelse, kan tingene hurtigt vende i Sverige også," vurderer Patrik Oksanen og nævner det forestående svenske parlamentsvalg til september.
"Du kan ikke vinde et valg i Sverige på forsvarspolitikken. Men du kan sagtens tabe et. Og den virkelighed er også ved at synke ind hos de svenske socialdemokrater, tror jeg."