Prøv avisen

De thailandske fodbolddrenge i grotten fylder os med både gru og håb

Der er hektisk aktivitet uden for grotten i det nordlige Thailand, hvor 12 thailandske drenge og deres fodboldtræner har været fanget siden den 23. juni. Hundreder af redningsfolk, både thailandske og fra den øvrige del af verden, arbejder sammen for at redde drengene ud i live. Her gælder det udlægningen af en slange, der skal bruges til at lede oppumpet vand væk fra undergrunden, så vandet i grotten ikke stiger yderligere. – Foto: Sakchai Lalit/ AP/Ritzau Scanpix

Hele verden følger 13 thailænderes skæbne i en grotte, selvom langt større og vigtigere historier burde optage os. For dette er en urhistorie om både gru og håb, og vi søger i stigende grad mod netop inspirerende fortællinger, lyder forklaringen

Det skal nok blive omsat til en spændingsfilm en dag: 12 drenge og deres fodboldtræner bliver fanget i en grotte af stigende vandmasser. Efter ni dage synes alt håb ude, men så sker miraklet: De bliver fundet af dykkere, men kampen fortsætter, for er det overhovedet muligt at få dem ud i live?

Siden drengene blev fundet i det nordlige Thailand mandag aften dansk tid, har det meste af verden fulgt deres skæbne time for time, minut for minut. Vi hører om de skrækslagne forældre, de heltemodige dykkere og de afkræftede drenge. De mulige redningsaktioner bliver nærstuderet. Spekulationerne får frit løb. Men hvorfor egentlig al den opmærksomhed? Der er talrige historier med flere ofre og større perspektiver, som ikke bliver fortalt, eller vi vælger at overhøre.

Det er der flere forklaringer på, og en af de mere ligetil skal findes tilbage i 2010, hvor et lignende drama udspillede sig i det nordlige Chile. Her fulgte det meste af verden 30 minearbejdere, der var fanget under jorden og først blev reddet ud efter 69 dage. Det forløb blev faktisk omsat til en spændingsfilm, og derfor er det ikke helt tilfældigt, at historien fra Thailand også optager os. Begge historier rummer simpelthen den klassiske dramaturgi om gru, håb, prøvelser og forløsning. Det er med andre ord bare en virkelig god historie, der er nem at identificere sig med og taler til alle følelser, forklarer Ulrik Haagerup. Han er tidligere nyhedsdirektør på DR og nuværende leder af Constructive Institute, et institut på Aarhus Universitet, som skal fremme den konstruktive journalistik.

Historier af den slags har optaget os til alle tider. Når de fylder mere i dag end tidligere, er det fordi, vi alle får kendskab til dem på samme tid og har mulighed for at følge dem så tæt. Men det skyldes også, at vi generelt er begyndt at søge netop denne type nyhedshistorier stadig mere, siger han. Det viser talrige undersøgelser: De historier, der ikke blot viser verdens gru, men også håb, muligheder og løsninger, bliver mere læst og delt med andre. Og på den måde opnår de mere opmærksomhed end mere traditionelle nyhedshistorier.

”Det er egentlig meget simpelt,” siger Ulrik Haagerup.

”Her har vi en historie, der ikke blot lukker sig om sig selv. Det er ikke bare drenge, der er druknet eller forsvundet, de er fundet, og man søger løsninger til at redde dem. Vi identificerer os med de forfærdede forældre, vi håber, at redningsaktionen lykkes, vi engagerer os følelsesmæssigt. Og vi gør det måske særlig stærkt, fordi der stadig ikke bliver bragt særlig mange af denne type historier.”

De nyheder, der er flest af, er i stedet præget af kynisme og en kommerciel tro på, at frygt, død og ødelæggelse sælger bedst. Stort set hele nyhedsbranchen er indrettet efter det mantra, mener han, og vi vil da også fortsat gerne høre om verdens problemer. Men vi vil også høre, hvordan de kan løses. Vi vil også opmuntres og inspireres.

”Rigtig mange er rigtig trætte af de traditionelle nyheder, som skævvrider virkeligheden og gøre os mere utrygge, end vi behøver at være. Verden er mere fredelig, og vi lever sundere og længere, og den optimisme skal nyhedshistorierne også afspejle. Når det sker – som i dette tilfælde fra Thailand – er det jo sigende, at det optager folk mere end endnu en historie om noget, der er for dårligt,” siger han.

At vi har en iboende brug for håbefulde historier, mener også Birgitte Stoklund Larsen. Hun er generalsekretær i Bibelselskabet, tidligere leder af Grundtvig-Akademiet og tidligere redaktør for Liv&Sjæl-redaktionen på Kristeligt Dagblad og har derfor de sidste mange år beskæftiget sig netop med de store fortællinger og vores fascination af dem.

Hun kalder historien om grotten for en urhistorie om håb og gru. Dem er Bibelen også fuld af: Jesus, der genopstår. Jonas, der råber på Gud i hvalens bug. Lazarus, der bliver kaldt ud fra de døde.

Og måske har vi særligt brug for håbefulde historier i disse år, fordi de er kendetegnet ved, at de ikke bare er en statistisk fremskrivning af det kendte, siger hun:

”Vi lever i dag et vældig kontrolleret liv og forsøger at forudse alt og tage alle sikkerhedsforanstaltninger. Men håbet ligger jo i, at noget sker imod vores forventning. Eller, som det står i Hebræerbrevet kapitel 11, vers 1: ’Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses’. Og det tror jeg, at vi har brug for. At der sker noget, der er større end vores egen vilje. Vi havde nok også hørt historien om grotten, hvis drengene var fundet døde, men i medierne var den ikke blevet lige så stor, og den var hurtigt glemt. Nu lever den videre, og vi lever med i den i håbet om, at det ender godt.”

Alligevel er det lidt paradoksalt, at en lille flok drenge på den anden side af Jorden får så meget opmærksomhed, mener hun. For der findes sikkert en del mennesker lige omkring os, der af helt andre grunde og på helt andre måder oplever at være i en lige så desperat situation.

”Jeg kunne da ind imellem godt ønske mig, at vi alle kunne mønstre samme opmærksomhed, empati og handlekraft for vores nærmeste eller opnå tilsvarende følelse af håbefuldhed omkring vores egen hverdag,” siger hun.