Advarselslamperne blinker stærkere og stærkere over det europæiske samarbejde. Sveriges beslutning om i går at indføre grænsekontrol har virket som en bombe og styrket indtrykket af, at det europæiske samarbejde skridt for skridt nærmer sig afgrunden.
”At redde Schengen er et kapløb med tiden, men vi er fast besluttet på at vinde det kapløb,” sagde EU's præsident, Donald Tusk, forud for et ekstraordnært EU-topmøde på Malta i går, efter at EU-landene tidligere på dagen enedes med en række afrikanske lande om en guldrandet aftale, der sigter mod at sende flere afrikanske migranter tilbage til deres hjemlande.
”Uden effektiv kontrol ved vores ydre grænser vil Schengen ikke overleve,” understregede Donald Tusk.
Efter Ungarns beslutning om at rejse et hegn mod grænsen til Serbien har Østrig og Slovenien truet med at indføre grænsekontrol, og i onsdags rejste Slovenien et hegn ved sin grænse til Kroatien.
Også Tyskland genindførte i midten af september midlertidigt grænsekontrollen til Østrig, da titusinder dagligt rejste ind i landet, efter at forbundskansler Angela Merkel havde sagt god for at lukke flygtninge, der var strandet i Ungarn, ind i landet. For at mindske presset har Tyskland og Østrig nu aftalt kun at lukke flygtninge ind via fem grænseovergange. Frygten er, at EU's åbne, indre grænser én efter én skal lukke til. Og det vil være katastrofalt for hele det europæiske samarbejde, der vil blive forvandlet til ”en kolonihaveforening,” som den østrigske kansler, Werner Faymann, udtrykte det i går.
”Schengen-samarbejdet og de åbne, indre grænser har betydelig symbolværdi,” siger Stefani Weiss, direktør for Bruxelles-afdelingen af den tyske tænketank Bertelsmann Stiftung, der blandt andet arbejder med programmet ”Europas Fremtid”.
”Selvfølgelig vil de europæiske institutioner stadig bestå, selvom de indre grænser lukkes. Men den frie bevægelighed for varer, kapital og mennesker er det synlige tegn på, at Europa er en union og ikke bare nabostater, der samarbejder. Intet signalerer stærkere end grænsebomme, at det nationale territorium har forrang for det europæiske fællesskab,” siger hun.
Men måske står Europa netop ved et vendepunkt, påpeger Uffe Østergaard, professor i europæisk historie og identitet ved Copenhagen Business School. Efter næsten 60 år med Rom-traktatens løfte om ”en stadig tættere union” som pejlemærke er det de nationale interesser og ikke visionen om fællesskab og fælles interesser, der styrer de politiske valg, mener han.
”Den svenske statsminister Stefan Löfvens beslutning om at indføre grænsekontrol er et nødråb om fælles europæiske løsninger på flygtningekrisen. Men det kan godt få den modsatte virkning. EU har aldrig rigtig valgt, om det skulle være en overstatslig union eller et mellemstatsligt samarbejde, men har prøvet at være begge dele på én gang. Både et Europæisk Råd, hvor stats- og regeringscheferne har tydelige nationale interesser, og føderale institutioner som parlamentet og kommissionen. Og nu ser vi, at de nationale interesser styrkes på bekostning af de fælles løsninger,” siger Uffe Østergaard.
”Befolkningerne opfatter i stigende grad de nationale grænser og ikke EU som en beskyttelse, fordi mange borgere nu for alvor begynder at mærke konsekvenserne af EU og de åbne grænser, for eksempel i form af konkurrence fra østarbejderne. Men virkeligheden er, at Europa vejer mindre i verden, fordi andre lande bliver større, og det burde få EU til at finde nye, fælles løsninger,” påpeger han.
EU har tidligere besvaret indre kriser med øget integration. Det var det, der skete med vedtagelsen af Maastricht-traktaten og indførelsen af euroen, der var svaret på Berlinmurens fald og den tyske genforening. Og for nylig har den græske krise ført til øget integration blandt euro-landene med vedtagelsen af for eksempel bankunionen.
Og for Stefani Weiss er det sidste ord ikke sagt i den europæiske krise.
”Et fortsat tæt samarbejde afhænger af, at EU bliver i stand til at beskytte sin ydre grænser. Og at de mest udsatte lande får hjælp til det af de øvrige medlemslande.”