Et dybt kompliceret, geopolitisk skakspil i Mellemøsten, der involverer USA, Saudi-Arabien og Iran, tog en farlig drejning i weekenden, da to saudiske olieanlæg blev ramt af voldsomme droneangreb. De iranskstøttede houthi-oprørere i Yemen har taget skylden for angrebene, der tvang Saudi-Arabien til at halvere sin olieproduktion og udløste en global frygt for verdens olieforsyningssikkerhed og en historisk stigning i oliepriserne.
Den amerikanske regering bebrejder mere eller mindre direkte Iran for angrebene, og i weekenden advarede præsident Donald Trump præstestyret i Teheran om, at USA har ”fingeren på aftrækkeren”. Iran nægter at stå bag og beskylder amerikanerne for ”bedrag”. Men iranske protester vil næppe overbevise amerikanerne. Og uanset, hvem der fik sendt dronerne af sted i weekenden, er angrebet på verdens største olieeksportør og en nær amerikansk allieret en klar eskalation af de seneste måneders ulmende krise.
Denne eskalation kommer på et tidspunkt, hvor Trump er ved at løbe tør for pressionsmuligheder over for Iran. Den amerikanske præsident støtter fortsat Saudi-Arabien i kongedømmets krig imod houthi-oprørerne i Yemen trods voksende modstand i Kongressen. Og han har flere gange truet styret i Teheran med et militært angreb uden at føre truslen ud i livet.
Det skete senest i juni, da Iran nedskød en amerikansk drone i Hormuz-strædet, hvor Trump i 11. time valgte at forsøge at få iranerne til at makke ret igennem nye sanktioner i stedet for med missiler. Trump har i sin tid som præsident indført nogle af de hårdeste sanktioner nogensinde mod Irans økonomi, og han har nu strammet garnet så meget, at det kan blive vanskeligt at fortsætte. Irans økonomi er i forvejen på sammenbruddets rand.
Muligheden for, at Donald Trump mødes med den iranske præsident, Hassan Rouhani, under FN’s årlige generalforsamling i New York senere denne måned synes nu også at være næsten lig nul. Mødet skulle i bedste fald have gydet olie på de oprørte vande og muligvis sat gang i genforhandlingen af vilkårene for den atomaftale med Iran, som Trump trak USA ud af i maj sidste år.
Et opgør mellem USA og Iran har ulmet lige siden, at Trump erstattede den amerikanske deltagelse i atomaftalen med en ”maksimalt pres”-strategi, hvor han ved hjælp af hårde sanktioner og andre midler håber at presse præstestyret til at vende tilbage til forhandlingsbordet og indvilge i en ny atomaftale med strammere begrænsninger på landets muligheder for blandt andet at udvikle missiler og støtte shia-muslimske militser rundt omkring i regionen.
Iran har imidlertid ikke kastet sig for Trumps fødder og betegner den amerikanske politik som ”økonomisk terrorisme”. Præsident Trump siger nu, at USA afventer efterretningsoplysninger, der bekræfter, hvem der er ”skurken” bag de overordentligt sofistikerede droneangreb på de saudiske olieanlæg. USA vil heller ikke handle uden grønt lys fra saudierne, der endnu ikke har meldt ud, hvem de anser som ansvarlig. Kronprins Mohammed bin Salman har sagt, at Saudi-Arabien er ”klar til at svare igen på dette terrorangreb”.
Trump ønsker ikke et militært opgør med Iran. Efter krigene i Irak og Afghanistan kan ingen amerikansk præsident indlede en sådan konflikt uden at skade sine politiske overlevelsesmuligheder derhjemme. Og præsidenten står over for en valgkamp allerede næste år.
Donald Trump kan ende med at stå over for valget mellem enten at forsvare en loyal allieret, Saudi-Arabien, og risikere en militær konfrontation med en uforudsigelig fjende, Iran, eller at holde igen og risikere at forekomme svag.
Han har fingeren på aftrækkeren, men han vil gøre meget for at undgå at trykke af.
Oliepriser sætter ny rekord