Mandag den 1. august står Matilde Kimer ved bagagebåndet i Vnukovo-lufthavnen udenfor Moskva. Den samme lufthavn, som Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, landede i august 1991 efter det mislykkede kup mod ham – et kup, der sidenhen førte til unionens undergang og på sin vis også blev Matilde Kimers vej ind i journalistikken såvel som den slaviske verden.
DR's mangeårige Rusland-korrespondent passerer paskontrollen uden problemer, og alt er, som det plejer. I hvert fald næsten, for når man fra Danmark tager til Moskva, lander man typisk i Sheremetjevo-lufthavnen. Men der går ingen fly til Moskva fra København eller nogen anden EU-lufthavn på grund af krigen i Ukraine, og man skal derfor via Istanbul.
Kort inden, bagagen begynder at rulle, kommer en ung paskontrolofficer Matilde Kimer i møde i hektisk løb.
"Der er sket en fejl, jeg beklager, min chef siger, at du skal følge med mig tilbage til paskontrollen."
Den danske korrespondent bliver ført ind på et kontor, hvor hendes hjerne, der endnu mangler dagens første kop kaffe, må opgive at følge med.
"Jeg kan høre, hvad han siger, jeg kan se paragrafferne på plancher på væggen, men jeg forstår intet. Jeg spørger til begrundelsen, men vagthavende siger, at den har han ikke. Han ved kun, at jeg ikke kan rejse ind i Rusland og omgående skal retur."
42-årige Matilde Kimer bliver ført i detentionsområdet, hvor en gruppe armeniere og nogle unge arabiske mænd i forvejen opholder sig.
"Armenierne er i godt humør og ser ud til at have haft en munter aften i Moskva, araberne forstår intet. Vi er alle udvist, og jeg begynder at agere tolk for de unge arabere, for paspersonalet forstår ikke engelsk, og de unge mænd taler ikke russisk," siger DR-korrespondenten.
Efter en halv dag sætter et par russiske officerer Matilde Kimer på et fly retur til Istanbul. Passet, det ser hun først igen i København.
"Det var surrealistisk, jeg blev ført ned til 33. række og kan huske, jeg spørger, om jeg også skal lænkes til sædet? Det føltes helt absurd. Jeg havde hverken fået vådt eller tørt i 14 timer."
Med sig til Danmark havde Matilde Kimer et indrejseforbud, som betyder, at hun tidligst kan søge om visum til Rusland efter den 1. maj 2032. Det har hun efterretningstjenesten FSB's papir på.
Planen var Japan
Matilde Kimers verden åbnede sig for 20 år siden, men faktisk pegede intet i retning af journalistikken dengang. Eller Rusland, for den sags skyld.
"Jeg ville til Japan og var opsat på, at det skulle være med den transsibiriske jernbane. Jeg var ret boheme og interrailagtig og tænkte, at det da ingen sag kunne være. Og det der med sprog, det var ligegyldigt."
Matilde Kimer ville tage afsted fra franske Paris, hvor hun var på besøg hos sin mormors bror og hans russiske hustru. Men sidstnævnte gjorde det klart for Kimer, at hun hverken kunne få transitvisum fra Paris – det skal ske i ens oprindelsesland – og næppe heller ville kunne klare sig på den transsibiriske jernbane uden minimum af kendskab til det kyrilliske alfabet og de mest almindelige russiske talemåder.
Japan blev droppet, og i stedet kom Kimer på seks ugers universitetsophold i Sankt Petersborg – hvilket udløste et visum. Nogenlunde samtidig blev drømmen om journalistikken vakt, og siden sin entre på DR i 2005 har hun skrevet sig ind i rækken af Ruslands-korrespondenter hos DR, der begyndte med Samuel Rachlin og Leif Davidsen.
Ukraine ændrede alt
Hverken Samuel Rachlin eller Leif Davidsen blev dog nægtet adgang til Rusland, der dengang var det totalitære Sovjetunionen. Så hvorfor lige netop Matilde Kimer?
"Jeg kan finde på tre forklaringer, der ikke gensidigt udelukker hinanden. Det ene er mig selv – at jeg fra min altan i Moskva har kaldt det, der foregår i Ukraine, for en krig. Det må man ikke, men på DR arbejder vi for et dansk publikum. Dem skal vi ikke lyve overfor," siger hun.
"Den anden grund kunne være en slags noget for noget-straf, at man går efter korrespondenten fra statens tv-kanal. Den tredje og sidste er, at efterretningstjenesten FSB jo sidder med lister og skal udvise så og så mange. Danmark er i kategori som særligt uvenligt land, og da erhvervsfolkene er væk, er der ikke så mange tilbage at vælge imellem."
Med udsigt til en længere Ruslands-pause, hvad gør hun sig så af tanker om tiden som journalist i både Rusland og Ukraine?
"Siden annekteringen af Krim-halvøen er forskellen, at i Rusland opfattes du som modstander, i Ukraine som en allieret – også selvom du er journalist. I Rusland har dørene ikke været lukket før nu. Men ingen tør sige noget efter invasionen. I Ukraine er det omvendt, her er folk nærmest på epo, trodser de ubegribelige omstændigheder og fortsætter med at kæmpe," siger hun.
"I Rusland lukker alle ned. Jeg er selv trodsig og siger, 'hvorfor gør I ikke noget?', men jeg ved også, at hvis folk stiller sig op på gaden med et skilt, hvor der står 'Nej til krig', så vil politiet spørge, om de gerne vil miste forældremyndigheden over deres børn."
Matilde Kimers personlige protest mod udelukkelsen fra Rusland er, at hun har hyret en lærer til at lære hende ukrainsk. Hun vil fortsat dække Rusland for DR, såvel som Ukraine og Centralasien, der også er en del af jobbeskrivelsen. Sidstnævnte bliver der måske bedre tid til nu.
"Hidtil har Vladimir Putin jo bare været skræmmende god til at tage al opmærksomheden."