Prøv avisen
Interview

Foto af druknet dreng udløste stærke følelser – og vidt forskellige politiske svar

Der opstår to politiske svar på flygtningekrisen, og den lille kurdisk-syriske dreng Alan Kurdi bliver brugt som begrundelse for begge, siger professor Rebecca Adler-Nissen. På billedet holder to frivillige fra den spanske organisation Proactiva Open Arms udkig efter flygtninge ved Libyens kyst. – Foto: Renata Brito/AP/Ritzau Scanpix

Billederne af den lille syrisk-kurdiske dreng Alan Kurdi, der druknede på vejen mod et nyt liv i Europa, chokerede for tre år siden verden. I de år, der er gået, er billedet blevet et argument og et strategisk våben i forsøget på at finde en løsning på flygtningekrisen, siger professor Rebecca Adler-Nissen

Den 2. september 2015 er dagen knapt begyndt, da den syrisk-kurdiske dreng Alan Kurdi sammen med sin familie efter tre års ophold i Tyrkiet stævner ud fra kysten i en gummibåd med kurs mod Europa. Så går noget galt. Få minutter efter afgangen kæntrer båden, og den treårige dreng, hans bror og mor når aldrig sikkert i land.

Og her ville historien om Alan Kurdis korte liv være sluttet, hvis ikke fotografen Nilüfer Demir den morgen havde befundet sig på den strand, hvor drengens krop skyllede op. For billederne af den lille dreng, der ligger livløst i vandkanten, mens bølgerne skyller henover hans ansigt, spredte sig som ringe i vandet på Facebook og andre sociale medier, ligesom det blev bragt på forsiden af aviser verden over. Alene på de første 12 timer efter billedet bliver offentliggjort, blev det set af over 20 millioner mennesker verden over.

Billedet er efterfølgende blevet kaldet et af verdens vigtigste og står for mange som beviset på Europas handlingslammelse i forhold til flygtningekrisen. Dets offentliggørelse skabte stor debat og et krav om, at nu måtte det være nok.

På søndag er det tre år siden, at Alan Kurdi skyllede op på den tyrkiske strand, og det er nærliggende at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt hans død har fået den betydning, som mange håbede. Som en del af forskningsprojektet ”Images and International Security” (Billeder og international sikkerhed), har professorerne Lene Hansen og Rebecca Adler-Nissen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet forsket i billedets betydning, for de efterfølgende forsøg på at finde en løsning på krisen.

”Den politiske og diplomatiske betydning af Alan Kurdi er ikke entydig. Han spillede en central rolle i den tyske kansler, Angela Merkels, velkomstpolitik i 2015. Men samtidigt var han også en væsentlig begrundelse for aftalen mellem EU og Tyrkiet som i marts 2016 praktisk talt lukkede flygtningeruten fra Tyrkiet over Middelhavet,” siger Rebecca Adler-Nissen.

”Det er ikke det samme som at sige, at det er Alan Kurdis død, der får alt det her til at ske. Men hans død bliver et kort, som man kan spille. Han bliver en reference, som alle forstår, og som er svær at komme udenom. Det er enormt stærkt billede, og på mange måder symboliserer det hele krisen i al dens tragedie,” siger hun.

Når Rebecca Adler-Nissen skal sætte ord på, hvorfor billedet bliver så betydningsfuldt, tager hun udgangspunkt i markedssprog og bruger ord som behov og et hul i markedet. Hun forklarer, at der på det tidspunkt, Alan Kurdi drukner, er et enormt behov for at have et billede på den flygtningekrise, som politisk er ved at splitte Europa. Et behov, som Alan Kurdi dækker, fordi han bliver et menneskeligt ansigt på en fjern krise og dermed taler til folks sympati og følelser på tværs af politisk observans.

”Det får folk op af stolen og skaber en øjeblikkelig fornemmelse af et behov for handling. For følelser mobiliserer os på en helt anden måde end rationel samtale. Samtidigt giver det en form for fællesskab, hvor man sammen kan blive enige om, at det er helt forfærdeligt,” siger Rebecca Adler-Nissen.

I dagene efter billedets offentliggørelse træder statsoverhoveder og politikere fra hele verden frem og fordømmer den handlingslammelse, EU står i. Krisen må og skal stoppes, lød det fra alle sider. Og det var noget helt nyt, at politikerne på den måde reagerede, siger professoren. Ikke alene fordi politikerne kommenterede på et enkelt billede, et enkelt individs historie, men også fordi de gjorde det som fædre og mødre – som mennesker.

”Mange af dem talte om, hvordan de er blevet dybt bevæget personligt. Det meget personlige sprog bliver blandet sammen med en mere hård ’nu må vi handle’-retorik. Det er en markant reaktion,” siger hun.

Den følelsesladede retorik skabte et stort pres på politikerne for at sætte handling bag deres ord. Og i tiden umiddelbart efter Alan Kurdis død, bliver mange initia-tiver sat i gang over hele Europa og resten af verden. Angela Merkel lover, at Tyskland vil tage imod flere af de flygtninge, der er strandet i de hårdt pressede sydeuropæiske modtagerlande, mens den daværende britiske premierminister, David Cameron, efter et stort offentligt pres lover, at Storbritannien vil tage imod flere flygtninge. Og under en måned senere sker et gennembrud, da et flertal af EU-landene stemmer for en omfordeling af 120.000 asylansøgere fra Ungarn, Grækenland og Italien til de øvrige EU-lande.

Det er nærliggende at spørge, om det var sket, hvis ikke Alan Kurdi var druknet? Et spørgsmål, som man af gode grunde ikke kan svare på, siger Rebecca Adler-Nissen. I projektet er det dog blevet tydeligt, at Alan Kurdi efter sin død bliver en del af debatten, og et billede, der både fremrykker og legitimerer de beslutninger, der bliver truffet.

”Ved mange af de efterfølgende topmøder refererer de politiske ledere til Alan Kurdi. Ofte taler de om, hvordan det er vigtigt at undgå endnu en ’Kurdi’ eller endnu en lille drengs død. På den måde væver han sig ind og ud af argumenterne,” siger Rebecca Adler-Nissen.

På tværs af landegrænser bliver Alan Kurdi den fælles referenceramme. Et billede på den humanitære katastrofe og behovet for handling. Men som tiden skrider frem, bliver det også tydeligt, at det ikke er ensbetydende med, at der er enighed blandt de europæiske lande.

Samtidigt bliver selve historien om, hvordan Alan Kurdi endte på båden, et stort diskussionsemne. Der bliver sat spørgsmålstegn ved, hvem der har ansvaret for tragedien, menneskesmuglerne eller hans forældre, og hvorvidt det overhovedet er Europas problem.

”Alle er enige om, at Kurdis død er tragisk. Og alle er enige om, at det ikke burde være sket. Men den følelsesmæssige reaktion er ikke det samme som, at man er enige om, hvad man skal gøre,” siger Rebecca Adler-Nissen.

”Der opstår to politiske svar på flygtningekrisen, og Alan Kurdi bliver brugt som begrundelse for begge. Enten skal man åbne grænserne mere og være bedre til at modtage asylansøgere og flygtninge, eller også skal man forhindre dem i at tage af sted, fordi det er den eneste måde at undgå en ’Kurdi’ til. Det er det sidste argument, der i øjeblikket står stærkest.”

I mange af de lande, der i begyndelsen åbnede deres grænser for flygtningene, er der i stigende grad kritik af denne politik. Skiftet i retorikken, og de politiske stramninger kan måske også forklares med, at Alan Kurdi ikke bliver det eneste billede på de flygtninge, der strømmer mod Europas grænser, vurderer Rebecca Adler- Nissen.

”Der er også andre begivenheder det år, som former debatten. For eksempel er der terrorangrebet i Paris, som giver et noget andet syn på indvandring end den lille uskyldige dreng. Alan Kurdi står aldrig alene som billede på, hvad flygtninge og migranter er,” siger hun.