Drømmen om Dannevirke lever stadig

I 1872 ankom 13 danske familier til New Zealand. De var blevet rekrutteret af den daværende newzealandske regering, som lovede dem en ny tilværelse fyldt med guld og grønne skove. De grønne skove fik de også, men guldet fandt de aldrig. Alligevel blomstrer Dannevirke den dag i dag

82-årige Patricia Mills er forkvinde for Dannevirkes historiske museum og en ivrig fortaler for, at byen skal kende sine rødder. Selv har hun britiske forfædre, men er opvokset i Dannevirke, og hun holder jævnligt foredrag på skoler og i foreninger, ligesom hun er involveret i Den Skandinaviske Klub i byen. –
82-årige Patricia Mills er forkvinde for Dannevirkes historiske museum og en ivrig fortaler for, at byen skal kende sine rødder. Selv har hun britiske forfædre, men er opvokset i Dannevirke, og hun holder jævnligt foredrag på skoler og i foreninger, ligesom hun er involveret i Den Skandinaviske Klub i byen. –. Foto: Annna Klitgaard.

Tæt skov, som nærmest kan sammenlignes med jungle, mødte dengang i september 1872 de 71 danske mænd, kvinder og børn, der gik i land i byen Napier efter fire måneder til havs. Hjemme havde de forladt et Danmark, hvor det var småt med landbrugsland, og hvor slaget ved Dybbøl i 1864 stadig sad frisk i erindringen. Begge dele var med til at fremme immigrationen til nye verdensdele. Fattigdommen hjemme gjorde det lettere at blive fristet af fjerne egne og håbet om en bedre tilværelse, og det var netop med disse drømme, de 13 familier var taget af sted. De 71 personer kom på skibet Ballarat og lagde til samme dag, den 15. september, som skibet Høvding, der bragte svenske og norske familier.

LÆS OGSÅ: Det er fantastisk at se en ny kirke gro

Det var et land langt fra Skandinavien på alle måder, der mødte dem.

Den newzealandske regering havde lovet dem 40 hektar land pr. familie for ét engelsk pund pr. enhed. At de selv skulle rydde det, havde der ikke været tale om, blot at de skulle afbetale pengene ved at anlægge veje og en jernbane. Området, som de kom til, også kaldet 70 Mile Bush, var ét stort skovområde. Enorme træer og tætte kroner dækkede for alt, og derfor kunne de i begyndelsen ikke bygge huse. Jorden skulle klargøres først, og derfor levede kvinderne og børnene i telte i den nordlige del af det nuværende Dannevirke i de første måneder, mens mændene ryddede skov i den sydlige. Fire dage om ugen måtte de slide for regeringen for at afdrage lånet, resten af tiden for familien, så de kunne få et mere permanent tag over hovedet. Og det var hårdt arbejde, fortæller forkvinden for Gallery of History i Dannevirke, Patricia Mills.

I første omgang kom alle de skandinaviske familier til det nuværende Norsewood fra kystbyen Napier, men af en eller anden grund blev de fleste nordmænd der, mens danskerne drog mod det, der nu er Dannevirke. Livsbetingelserne var meget hårde dengang, for der var hverken vand eller elektricitet. Der var faktisk ingenting, så danskerne skulle selv bygge alt fra bunden. Men det lykkedes utroligt nok for dem, siger Patricia Mills.

New Zealands regering ville have danskerne og nordmændene til at fælde den tætte skov, så der kunne anlægges en jernbane fra hovedstaden, Wellington, til området omkring Hawkes Bay længere mod nord. De ville også have telegrafmaster langs ruten, og samtidig kunne de tjene penge på træet. Arbejdet var besværligt og udmattende, og i de første 20 år var der ingen læge eller sundhedstilbud i byen. For danskerne var den eneste udvej derfor at henvende sig til den lokale maori-befolkning, forklarer Patricia Mills.

Maorierne brugte skoven som apotek. Hvis nogle af danskerne blev syge eller kom til skade, henvendte de sig til dem, og med tiden fik de to grupper et godt forhold til hinanden. Der er ikke nogen tegn på, at fældningen af skoven skabte splid mellem dem, og for dem, der ville jage, var der mad nok.

I begyndelsen var det dog ikke let for de danske udvandrere at få økonomien til at hænge sammen. Selvom der levede rigeligt med duer og vildsvin i skovene og ål i floderne, så udfordrede det dem at dyrke jorden, da der var rødder og træer overalt. Børnedødeligheden var da også ekstremt høj, fortæller Patricia Mills, men det var ikke kun på grund af sult og sygdom, også mændenes arbejdsmetoder dræbte.

Skoven voksede så tæt, at kvinderne bandt deres børn til træerne, mens de søgte efter mad eller forsvundne husdyr. Vi kender til en historie om en kvinde, der bandt sin lille pige til et træ, men i nærheden arbejdede nogle mænd på at rydde et stykke skov. Da de var færdige, stak de ild til området for at fjerne de sidste vækster, men pigen brændte med træerne og grenene.

Også de voksne kunne komme galt af sted, og på den lokale kirkegård vidner flere gravsten om unge mænd og kvinder, der ikke oplevede Dannevirkes overgang fra bygd til by.

Efterkommere er der dog nok af. I dag er Dannevirke hovedbyen i området, og selv-om den kun har 5500 indbyggere, er Patricia Mills stolt af, hvor meget byen er vokset i dag. På grund af de hårdtarbejdende danskere og efterfølgende briter og tyskere oplevede området aldrig den finansielle krise, der ramte andre newzealandske byer hårdt før 1900-tallet. I stedet voksede Dannevirke støt, og under den første borgmester, pastor Hans Madsen Ries, der sad i tre embedsperioder fra 1892, fik mange af indbyggerne vand og elektricitet samt bedre mulighed for kommunikation med omverdenen.

Jernbanen forbandt Dannevirke og Norsewood med andre dele af landet. Det samme gjorde vejene og telegrafmasterne. I 1892 fik Dannevirke status af en selvstændig kommune, og Ries blev borgmester for byens dengang 838 indbyggere.

Som indbyggertallet er vokset, og tiden er gået, er interessen for den danske historie dog falmet. Det er især byens yngre indbyggere, der kun sjældent eller sammen med skolen lægger vejen forbi museet, og det er Patricia og Den Skandinaviske Klub i byen, som hun også er medlem af, kede af. Selv har hverken hun eller Nancy Wadsworth, der er medhjælper på museet, danske forfædre, men alligevel er de stolte af byens historie, og Nancy har besøgt Danmark en enkelt gang og håber på at vende tilbage i år, siger hun.

Jeg vil gerne se Dannevirke syd for den danske grænse. Jeg har arbejdet her i længere tid, og jeg interesserer mig meget for historien. Det er en skam, at de unge ikke gør det samme, for den viden om de første danske nybyggere, vi har i dag, vil, når vi dør, blive en museumsgenstand.

Dog er begge damer stolte af at være en del af museet og den historie, der ligger til grund for det, og stolt viser de det danske rum frem. På væggen hænger et billede af dronning Margrethe II og prins Henrik, der begge besøgte Dannevirke i februar 1978, samt passagerlisterne for skibene Høvding og Ballarat. Det var familier om bord på dem, der startede det hele, og det er dem, der, så længe de to kvinder er i live, er fundamentet for alt andet i området.

Klassikeren som tarteletter med høns i asparges vil bliver serveret under Tarteletfestivalen i Odense. --
Klassikeren som tarteletter med høns i asparges vil bliver serveret under Tarteletfestivalen i Odense. -- Foto: Anna Klitgaard.