Prøv avisen

Dutschkes attentatmand ej i Stasi-arkiv

ARKIVFOTO. Den tyske studenterleder Rudi Dutschke havde frem til sin død en mistanke om, at den højrenationalistiske østtyskfødte mand, der affyrede adskillige livsfarlige skud mod ham på åben gade i Vestberlin i påsken 1968, i virkeligheden var hyret af Foto: Erik Jepsen

Efter nye Stasi-afsløringer spørger afdød studenterleders søn, om hans fars attentatmand var Stasi-stikker. Men der findes ingen sagsmappe i Stasi-arkivet.

Den tyske studenterleder Rudi Dutschke havde frem til sin død en mistanke om, at den højrenationalistiske unge østtyskfødte mand, der affyrede adskillige livsfarlige skud mod ham på åben gade i Vestberlin i påsken 1968, i virkeligheden var hyret af den østtyske efterretningstjeneste Stasi.

Dutschke blev epileptiker som følge af det livstruende attentat og druknede juleaften 1979 under et epileptisk anfald i badekarret i familiens hjem ved Århus. Han efterlod sig et brev til sin hustru, Gretchen.

- I brevet fra Rudi, som min mor skulle åbne i tilfælde af hans død, har min far luftet en formodning om, at Ministeriet for statssikkerhed (Stasi, red.) kan have stået bag attentatet mod ham. DDR-styret var ifølge min far bange for, at den antiautoritære socialisme, som Rudi stod for, kunne brede sig til den anden del af Tyskland, siger den afdøde studenterleders yngste søn, Marek Dutschke, til avisen Bild.

Men den mistanke er der næppe hold i.

Lederen for det tyske Stasi-arkiv, Marianne Birthler, oplyser ifølge det tyske nyhedsbureau dpa, at der ikke findes nogen sagsmappe om attentatmanden Josef Bachmann i den 112 kilometer store bunke af sagsakter og de millioner af kartotekskort, der er lagret i arkivet.

Bachmann begik i 1970 selvmord i fængslet.

Stasi-arkivet er kommet under pres, efter at det i sidste uge overraskende kom frem, at politibetjenten Karl-Heinz Kurras, som i juni 1967 skød den studerende Benno Ohnesorg, i virkeligheden var kommunist og Stasi-stikker.