Prøv avisen

Dyr mad og få job har gjort Iran uroligt

Demonstration ved et universitet i Irans hovedstad, Teheran, hvor folk har luftet deres frustration over blandt andet en skrantende økonomi. Foto: ritzau/AP

Skrotningen af en række internationale sanktioner skabte håb om økonomisk boom i Iran. Men det er ikke sket, og nu går frustrerede iranere på gaden.

Tirsdag blev endnu en blodig dag i Iran.

Mindst ni personer mistede livet og bragte dødstallet i den seneste uges demonstrationer op over 20. Samtidig skulle hundredvis være blevet anholdt.

Den primære årsag til protesterne menes at være utilfredshed med økonomien. Job er der ikke nok af, det er dyrt at købe mad, og der bliver skåret ned på støtten til dem, der har mindst.

Det mærker 42-årige Farzaneh Mirzaie, der er hjemmegående. Hun bor i hovedstaden Teheran med sin mand og to børn.

- Livet er virkelig hårdt. De høje priser har presset os. Min mand arbejder i det offentlige, men hans løn er langtfra nok til at få det til at hænge sammen for os, fortæller hun til nyhedsbureauet AFP.

Det meste af hendes familie arbejdede tidligere på en tæppefabrik i Kashan, en by 250 kilometer syd for Teheran. Men de har alle mistet deres arbejde for nylig.

- Ejeren af fabrikken har ikke råd til at købe materialer til tæpperne, så han har fyret alle. Hvordan skal de overleve, spørger Farzaneh Mirzaie.

Historier som denne er ifølge AFP normale over det meste af Iran.

Da internationale sanktioner mod Iran blev fjernet for to år siden som led i en aftale om landets atomprogram, var det ellers iranernes håb, at der ville komme et økonomisk boom.

Men det er udeblevet. Arbejdsløsheden er ifølge officielle tal 12,5 procent. For unge ligger den på omkring 25 procent, skriver CNN Money. Det vil sige, at hver fjerde mellem 15 og 29 år står uden arbejde.

Samtidig er inflationen på ti procent, så pengene bliver hurtigt mindre værd.

Tamer Badawi, der forsker i Irans økonomi ved Al-Sharq Forum i Tyrkiet, mener, at der er en "forventningskrise" i landet.

- Den bunder i en dyb følelse af økonomisk frustration, siger han til nyhedsbureauet Reuters.

Under demonstrationerne er banker, politistationer og regeringsbygninger tilsyneladende blevet angrebet og udsat for hærværk.

Den 52-årige oliearbejder Nasser Khalaf mener, at det illustrerer desperationen i store dele af befolkningen.

- Jeg tror ikke, at folk kan lide at begå hærværk og sætte ild til ting, men det er den eneste måde at blive hørt på, siger Khalaf til AFP og fortæller, at han selv har to sønner i 20'erne, som ikke kan finde arbejde.

Den iranske præsident, Hassan Rouhani, har sagt, at folk gerne må demonstrere, men at det skal ske fredeligt.

Tirsdag kommenterede Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, for første gang urolighederne. Han beskylder "Irans fjender" for at stå bag optøjerne.

- De seneste dage har Irans fjender brugt forskellige midler, herunder penge, våben, politik og sikkerhedstjenester til at skabe problemer for Den Islamiske Republik, siger han ifølge Reuters.

Khamenei nævner ikke nogen lande eller navne. USA's præsident, Donald Trump, har på Twitter åbent støttet demonstranterne.

Det er uvist, hvordan urolighederne vil ende. Men frustrationen over manglende job og en skrantende økonomi vil formentlig ikke forsvinde over natten.

- Vores land er som en guldgrube. Man kan finde hvad som helst i Iran. Men vi får ikke gavn af det, mener Farzaneh Mirzaie, den 42-årige husmor.

/ritzau/