Prøv avisen

Forfatter: Dyre fredsaftaler er spildt på Den Demokratiske Republik Congo

Foto: Craig Ruttle, AP/ritzau

Det internationale samfund forsimpler årsagerne til borgerkrigene og volden i Den Demokratiske Republik Congo. Det resulterer i kostbare, udsigtsløse fredsaftaler, mener den belgiske DRCongo-ekspert Kris Berwouts, der har udgivet en bog om konflikterne i det store centralafrikanske land

Der er ikke noget andet afrikansk land, der har så meget eller forskelligartet regnskov som Den Demokratiske Republik Congo. Landet er hjemsted for 1000 plantearter og 1500 dyrearter, der ikke lever noget andet sted i verden, heriblandt den sjældne okapi.

Okapier og regnskov er dog ikke, hvad de fleste forbinder med landet. De fleste mennesker forbinder DRCongo med mere eller mindre konstante ”barbariske og meningsløse” krige og konflikter, anfører den belgiske forfatter og DRCongo-kender Kris Berwouts.

”I dag opfatter mange landet som et sted, hvor altødelæggende irrationelle konflikter vedbliver med at genopstå i en evig cyklus,” siger han.

Da Kris Berwouts satte sig for at skrive sin nye bog ”Congo’s Violent Peace” (Congos voldelige fred), skete det med det formål at nuancere den opfattelse og pege på, at selvom volden i landet er grusom og forkastelig, er den styret af underliggende logikker.

I bogen kritiserer han også de ”meget dyre internationale indgreb i landet”, som ”ikke har formået at skabe betingelserne for, at den congolesiske stat kan rejse sig fra asken”, og peger på, at den ene internationalt forhandlede fredsaftale efter den anden er kuldsejlet gennem årene.

I 2000 stiftede Kris Berwouts for første gang personligt bekendtskab med DRCongo som udsendt for Røde Kors. Med i bagagen havde han en belgisk mastergrad i afrikanske sprog og afrikansk historie fra universitetet i Gent.

Siden har han gennemført talrige undersøgelser og feltarbejder i landet, der er 50 gange større end Danmark, har 79 millioner indbyggere og strækker sig fra den afrikanske vestkyst tværs over kontinentet, hvor det blandt andet grænser op til de østafrikanske lande Tanzania, Rwanda og Uganda.

”Og gennem årene er jeg blevet mere stadigt mere optaget af at identificere de forskellige lag i de congolesiske konflikter. Jeg har aldrig ment, at begivenhederne er styret af følelser og instinkter,” fortæller han.

Siden 2001 har DRCongo været ledet af præsident Joseph Kabila, der overtog præsidentposten efter sin far, Laurent-Désiré Kabila, som blev myrdet samme år. Efter to genvalg udløb Joseph Kabilas tid som præsident ifølge landets forfatning uigenkaldeligt i 2016.

Men congoleserne venter stadig forgæves på hans afgang. Joseph Kabila har tidligere lovet, at der vil finde valg sted ved udgangen af 2017, men i lighed med mange andre internationale iagttagere tror Kris Berwouts ikke på, at det kommer til at ske lige foreløbig.

Da den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Haley, i fredags gæstede landets hovedstad, Kinshasa, advarede hun om, at DRCongo vil miste international støtte, hvis der ikke bliver afholdt nyvalg i 2018. Valgkommissionen har ellers meldt ud, at valget tidligst kan finde sted i april 2019 på grund af problemer med vælgerregistreringen.

Uanset de officielle forklaringer er Kabila godt i gang med at videreføre congolesiske præsidenters tradition for at klamre sig til embedet. For siden DRCongo blev uafhængigt af Belgien i 1960, har ikke én præsident i landet, der fra 1971 til 1997 hed Zaire, forladt præsidentposten på demokratisk og fredelig vis.

Alligevel er det politiske drama i Kinshasa blot én ud af flere konflikter, der væver sig sammen i den mosaik af vold, drab og fattigdom, der hærger landet. Og Kris Berwouts får jævnligt kaffen galt i halsen, når han hører vestlige politikeres og internationale iagttagere og mediers udlægninger af ”konflikten i DRCongo”:

”Det er meget vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer én congolesisk konflikt,” understreger han:

”For det første er der magtkampen i Kinshasa efter opløsningen af Belgisk Congo. Få uger efter landets selvstændighed i 1960 befandt Congo sig i en forfatningsmæssig og institutionel krise, som landet ikke kunne håndtere. Det nye land blev hurtigt en brik i den kolde krigs skakspil, og der gik flere år, før regeringen opnåede kontrol med hele landet.”

Da det omsider lykkedes i 1960’erne, blev landet regeret ekstraordinært dårligt og kleptokratisk fra 1965 til 1997 af præsident Mobutu Sese Seko, en autoritær og sjældent korrupt leder.

”Statsinstitutioner og offentlig myndighed blev – og bliver i høj grad stadig i dag – opfattet som midler til personlig berigelse,” konkluderer Kris Berwouts.

For det andet spiller nabolandet Rwandas ”eksport” af konflikten mellem hutuer og tutsier til congolesisk jord en væsentlig rolle i de fortsatte kampe i DRCongo.

Efter folkedrabet på omkring 800.000 tutsier og moderate hutuer i 1994 flygtede to millioner hutuer fra Rwanda ind over DRCongos østlige grænse for at slippe væk fra tutsi-forfølgerne i oprørsgruppen Rwandas Patriotiske Front (RPF), der efter folkedrabet havde erobret magten i den rwandiske hovedstad, Kigali.

Blandt de flygtende var der også soldater fra de nedkæmpede militærgrupper og hæren i Rwanda, som havde iværksat folkedrabet, samt forhenværende regeringsrepræsentanter.

”Tilsammen var de i stand til at organisere livet i flygtningelejrene og blev autoriteterne i lejrene. De brugte flygtningelejrene som baser for overraskelsesangreb på det nye styre i Kigali,” siger Kris Berwouts.

RPF gik til modangreb, og lige siden har Rwanda været både direkte og indirekte involveret i konflikter på congolesisk territorium. Senest har Rwandas regering støttet oprørsgruppen M23, der har hærget i det østlige DRCongo siden 2012.

Som den tredje årsag til, at der ikke er tale om én enkeltstående konflikt, nævner Kris Berwouts, at der finder en ulovlig udnyttelse af DRCongos mineralrigdom sted.

DRCongo er – i det mindste ved første blik – velsignet med stort set alle de naturrigdomme, verdensmarkedet efterspørger: ædelsten, olie, guld, uran, kobolt, kobber, tin, bly, zink, nikkel, kul og olie. I 2015 var landet den næststørste eksportør af diamanter efter Rusland.

”Mange forskere peger på handlen med landets rigdom af råstoffer som hovedårsagen til, at nabolandene bliver ved med at involvere sig i Congo, og den ultimative grund til, at en lang række udenlandske og nationale bevæbnede grupper vedbliver at kæmpe om magten i forskellige dele af Kivu (en region i den østlige del af landet, der grænser op til Rwanda, Burundi og Uganda, red.). Denne fortælling har dikteret den internationale respons på kriserne,” siger belgieren.

Men Kris Berwouts hører ikke til den gruppe forskere, der mener, at råstofferne er den primære årsag til volden og kaosset i DRCongo.

”Råstofferne betyder, at konflikterne kan fortsætte så længe, fordi de bevæbnede grupper får penge fra handlen til at fortsætte kampene. På samme måde er råstofferne en vigtig årsag til, at omverdenen vedbliver at være involveret i landet. Udplyndringen af råstoffer spiller en væsentlig rolle på alle niveauer – men de er ikke den eneste grund til volden og lidelsen i det østlige Congo,” understreger han.

Og volden og lidelsen i landet er til at tage og føle på. De seneste 20 år har mindst fem millioner mennesker mistet livet som følge af voldelige uroligheder og krige. Senest satte DRCongo trist rekord, da nye kampe i den sydlige del af landet pressede antallet af internt fordrevne congolesere i indeværende år – 1,5 millioner – til markant at overstige antallet af flygtede i det krigsramte Syrien, og i skrivende stund truer en ny hungersnød millioner af congolesere. Mindst 70 forskellige bevæbnede grupper anslås at husere i den østlige del af landet, og ifølge nyhedsbureauet Reuters er mindst 3300 mennesker blevet dræbt i landet siden oktober sidste år.

Fra det globale nord kan landets situation nemt tage sig uigennemskuelig og nedtrykkende ud. Men, mener Kris Berwouts, det internationale samfunds forestilling om, at der kan skabes varig fred i DRCongo ved at få de stridende parter til at underskrive en fredsaftale, hvor de forpligter sig til en fælles politisk dagsorden, og hvor det internationale samfund samtidig introducerer ”en række post-konflikt standardforholdsregler”, er urealistisk i DRCongos tilfælde:

”Fordi den tilgang ikke tager tilstrækkelig højde for, at konflikterne, der udløser volden, ikke er blevet løst.”

Men der er gode grunde til, at omverdenen har haft travlt med at forhandle fredsaftaler på plads i DRCongos tilfælde.

”Landet er vigtigt på grund af sine naturressourcer,og nogle af dem, eksempelvis uran, har stor strategisk betydning. Omverdenen er rædselsslagen for udsigten til en kollapset stat i et uranproducerende land,” siger han.

Sidste år gennemførte Kris Berwouts en spørgeundersøgelse i DRCongo blandt mennesker fra alle samfundslag.

”I de interviews var det håndgribeligt, at folk er vrede og skuffede over deres vanskelige leveforhold. De har svært ved at brødføde sig selv og deres familier, der hersker kolossal arbejdsløshed såvel for ufaglærte som for veluddannede. Folk har svært ved at finde ordentlige boliger, og de, der kan opdrives, er for dyre at bo i. Der er ikke adgang til ordentlig uddannelse eller sundhedsbehandling, og svigtende vand- og elforsyning er også kilder til frustration,” forklarer han.

Næsten alle congolesere i undersøgelsen placerede hovedansvaret for deres dårlige livsbetingelser og fattigdom hos regeringen.

”For deres vedkommende har demokratiseringsprocessen i landet ikke ændret noget fundamentalt. De benyttede sig ofte af ordsproget ’Vi ønsker ikke bare en ny chauffør, vi vil også have en anden bil at køre i’.”

Ifølge Kris Berwouts bliver det ikke internationalt forhandlede fredsaftaler, som skaber fred og bæredygtig forandring i landet:

”Løsningerne vil komme fra congoleserne selv. De bliver nødt til at opbygge et nyt Congo fra græsrodsniveau og opefter.”

Kris Berwouts. Foto: Yasmin Berwouts