Dyre vacciner koster liv

Færre børn i verden vil blive vaccineret, fordi priserne på vacciner vokser, viser en ny rapport fra Læger uden Grænser, der opfordrer de rige lande til at lægge pres på medicinalindustrien

Arkivfoto: Pakistanske børn bliver vaccineret mod polio
Arkivfoto: Pakistanske børn bliver vaccineret mod polio. Foto: Farooq NAEEM.

Vaccinationer til børn er ved at blive en luksus, som mange lande ikke har råd til. Det er konklusionen på en ny rapport fra Læger uden Grænser, der opfordrer medicinalindustrien til at sætte priserne på vacciner ned. Organisationen beder verdens donorlande i den såkaldte Gavi Alliance om at lægge pres på virksomhederne, når de i dag mødes i Berlin for at indsamle 7,5 milliarder dollars til en ny vaccinationsrunde.

”For høje priser forhindrer landene i at benytte nye vacciner, der kan redde liv, og truer eksisterende immuniseringsprogrammer. Som det er nu, afhænger prispolitikken kun af, hvad lande og donorer er villige til at betale, ikke af et rationelt system der sikrer, at så mange som muligt får adgang til at blive vaccineret,” skriver den internationale nødhjælpsorganisation.

Læger uden Grænser kritiserer medicinalindstriens prispolitik. Især de to lægemiddelgiganter GlaxoKline Smith og Phizer er i organisationens søgelys. De beskyldes for at presse priserne i vejret, blandt andet på pneumokok-vacciner mod særlige typer lungebetændelse, der er en af de store dræbere af børn i de fattige lande.

Læger uden Grænser opfordrer GlaxoKlineSmith og Phizer til at sætte prisen på plumokok-vacciner ned til fem dollars pr. barn, hvor Gavi Alliancen har forhandlet sig frem til ti dollars, mens mellemindkomstlande som Marokko og Tunesien betaler henholdvis 63 og 67 dollars for den samme vaccine, mens Frankrig slipper med 57.

De allerfattigste lande beskyttes mod høje priser af Gavi Alliancen, der forhandler sig til for eksempel pneumokok-vacciner til ti dollars pr. barn og sælger videre til knap 80 af verdens fattigste lande for fem dollars. Men lande lige over Gavis fattigdomslinje betaler op til 60 gange mere for den samme vaccine ifølge Læger uden Grænsers rapport ”The Right Shot” om ”barrierer mod vaccination”.

”Penge bliver ganske enkelt en barriere mod vaccinering,” konkluderer organisationen, der advarer om, at de eksisterende vaccinationsprogrammer risikerer at blive skåret drastisk ned i de kommende år. Om fem år skal et ud af fire lande, som i dag får vacciner via Gavi, ud og forhandle vaccinepriser på egen hånd med medicinalgiganterne.

Ulla Griffiths, seniorlektor i sundhedsøkonomi ved Skolen for Hygiejne og Tropemedicin i London, LSHTM, bekræfter, at de fattige lande uden for Gavi Alliancen klarer sig særligt dårligt i forhandlingerne med medicinalgiganterne.

”Markedet for vacciner er uigennemsigtigt, og medicinalvirksomhederne betragter det som fortrolige oplysninger, hvor meget vaccinerne sælges for i de enkelte lande. Det betyder, at det er meget svært for især mindre lande at benytte konkurrencen til at skaffe sig fordelagtige priser,” siger Ulla Griffith.

Blandt andet for at skabe større gennemsigtighed på markedet for vacciner begyndte Unicef i 2011 at offentliggøre de priser, organisationen betaler for vacciner.

”Nogle priser for vacciner er for høje, og en af grundene til, at 20 procent af verdens børn ikke vaccineres, er, at vaccinerne er for dyre. Vi mener, at større åbenhed om priser skaber mere effektive markeder og sund konkurrence, og i nogle tilfælde har det faktisk bidraget til, at priserne er blevet lavere,” siger Shanelle Hall, direktør for Unicefs indkøbsafdeling i København.

Medicinalvirksomheden GSK (GlaxoSmithKline) forstår ikke kritikken fra Læger Uden Grænser. Anna Padula, talskvinde i GSK med speciale i vaccine, peger på, at der aldrig tidligere er blevet vaccineret så mange børn fra verdens fattigste lande mod så mange sygdomme.

"Det er positivt og har været muligt takket være hidtil udset samarbejde mellem regeringer, NGO’er og medicinalselskaber. Omkring 80 procent af alle GSK’s vacciner, herunder også pneumokokvacciner leveres væsentligt billigere til til udviklingslande end til de rige lande. Priserne er særligt lave til Gavi og UNICEF og helt ned til en tiendedel af priserne i de rige lande. Samtidig har vi omfattende forskningsprogrammer på områder der særligt gælder fattige lande, som for eksempel malaria, TB, HIV og ebola," skriver hun i en mail til Kristeligt Dagblad.

Hun tilføjer, at mange mange vacciner er komplekse og kræver store investeringer for, at GSK kan producere og levere dem.

"Vores pnemokok-vaccine er en af de mest komplekse, vi nogensinde har fremstillet og kombinerer ti vacciner i én. For lande under GAVI sælger vi denne vaccine til så lave priser, at vi kun lige akkurat kan dække vores omkostninger. Hvis vi skulle give yderligere rabat, ville det true vores evne til at levere vaccinen på længere sigt. Ikke desto mindre søger vi fortsat veje til at reducere produktionsomkostningerne og eventuelle besparelser vil gå til Gavi," skriver hun og fortsætter: 

"Vi forsøger også at støtte vacciner i fattige lande på andre måder. I år har vi for eksempel tilbudt at fastfryse prisen i fem år til lande, der ryger ud af Gavi-systemet på grund økonomisk vækst, for at sikre, at børnene stadig kan blive vaccineret. Vi har også indgået en aftale om at levere pneumokokkovaccine til Læger Uden Grænser, så børn kan immuniseres i krisesituationer."