Dyrets tal er alligevel ikke 666

Ny forskning i originalteksten fra Johannes Åben-baring afslører, at "dyrets tal" i virkeligheden er 616

"Her kræves der visdom! Den, der har forstand, må regne på dyrets tal, for det er et mennesketal. Dets tal er 666."

Den kryptiske passage fra Johannes Åbenbaring 13:18 om "dyrets tal" – 666 – har i århundreder fascineret os. Udover at være nævnt i Det Ny Testamente som et symbol på Satan er tallet blevet knyttet til satanisme, stregkoder og gambling, når tallene på spillehjulet tilsammen giver 666. Nu viser ny forskning imidlertid, at det legendariske tal slet ikke er 666, men derimod 616.

Det er forskere i Storbritannien, der har kastet sig over 400.000 papyrusfragmenter, der blev fundet i 1895 i den egyptiske by Oxyrhynchus. Ved hjælp af en ny fotografisk teknik har de formået at samle dele af de ødelagte og misfarvede tekster, som menes at være fra omkring år 300.

– Forskere har diskuteret dette i lang tid, og det ser nu ud til, at 616 var dyrets oprindelige tal. Dette er en meget tidlig bekræftelse af tallet. Tidligere end nogen anden tekst, vi har fundet fra den passage, siger Ellen Aitken, professor i den tidlige kristendoms historie ved McGill Universitet, til den canadiske avis The National Post.

Teorien om 616 er ikke helt ny. I mange bibler findes der således fodnoter, der henviser til, at nummeret oversat fra originalsproget græsk godt kunne være 616. Men nu er teorien altså blevet bekræftet.

Den opsigtsvækkende afsløring vil dog ikke få nummeret 666's popularitet til at falde nævneværdigt, mener professor i filosofi og religion ved Toronto Universitet, Elijah Dan:

– En masse ceremonier ville i så fald skulle ændres og en masse film omskrives, siger han til The National Post.

rodgers@kristeligt-dagblad.dk