Prøv avisen

Ecuadors glemte flygtninge er velintegrerede

Den colombianske familiefar Ricardo Belalcazar Ortíz flygtede til nabolandet Ecuador for ni år siden, og først efter seks år blev han genforenet med sin familie, da konen og sønnen fik lov til at rejse til Quito. - Foto: Lise Josefsen Hermann

Colombia har verdens næsthøjeste antal af interne flygtninge. 60.000 er flygtet til nabolandet Ecuador

Solen bider i Quito, hovedstaden i Ecuador, i 2850 meters højde. I en åben trædør til et hvidt hus står en smilende mand.

”Buen pueda,” siger Ricardo Belalcazar Ortíz og viser med en håndbevægelse indenfor.

Velkomsthilsnen er colombiansk. Kom indenfor. Stuen er fyldt af kasser med tøj, som Ricardo sælger. Både han og tøjet kommer fra nabolandet mod nord, Colombia. Her boede han i grænseområdet Puerto Asis med hustruen, Fernanda Arcos Zamora, og sønnen Santiago.

Smilet stivner, når Ricardo husker tilbage. I området hersker en højreorienteret milits. Ricardo var tvunget til at betale 100.000 colombianske pesos (cirka 220 danske kroner) i beskyttelsespenge til militsen hver måned. Da militslederen i 2006 blev skiftet ud, krævede den nye 10 gange så meget. Ricardo kunne og ville ikke betale. Så han fik besked på at forsvinde, ellers ville han blive dræbt.

Ricardo pakkede sine ting og rejste til Ecuador.

”Den mørkeste del af min historie,” kalder han tiden, da han var alene.

Han boede hos en tante i de seks måneder, papirarbejdet tog. Imens rejste Fernanda og Santiago til byen Pitalito for at bo hos hendes forældre.

Hver måned krydser 500 colombianere grænsen til Ecuador som flygtninge ifølge officielle tal - det uofficielle er 900. Sådan har det været i 15 år. Mere end hver 10. colombianer er flygtet fra den væbnede konflikt, der har varet i mere end 50 år, og som har gjort Colombia til landet med næstflest internt fordrevne flygtninge - efter Syrien.

Ecuador er med officielt omkring 60.000 colombianske flygtninge - og mange flere uofficielt- det latinamerikanske land, der har modtaget flest flygtninge.

Mens Ecuador modtager colombianske flygtninge med åbne grænser, har et andet naboland, Venezuela, vist en modsat attitude.

I august lukkede Venezuela grænsen, 1400 colombianere blev deporteret, og 17.000 er vendt frivilligt tilbage til Colombia. Først i denne uge åbnede Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, for, at de deporterede kan få lov at vende tilbage.

Flygtningene i Ecuador har det nemmere. Med papirerne i orden gik Ricardo i gang med at sælge urnepladser på en kirkegård. Snart blev urnerne skiftet ud med salg af universitetskurser i Quito.

Så begyndte han at sælge tøj, og dét blev hans levebrød de næste år. Det var hårdt at leve adskilt i seks år, indtil Fernanda og Santiago kom til Ecuador, fortæller familien.

Over halvdelen af de colombianske flygtninge i Ecuador er velintegrerede. Arbejde er en del af opskriften, mener Sonia Aguilar, talskvinde for UNHCR, FN's Flygtningehøjkommissariat, i Ecuador:

”Succesen er, at flygtninge har adgang til basale rettigheder som retten til arbejde, uddannelse og sundhedssystem. Det er milepæle, der ikke er almindelige i en verden med stadig flere på flugt,” siger hun.

For UNHCR er Ecuador et eksempel på et land, der tager ansvaret på sig:

”Ecuador har åbne grænser og modtager flygtninge. I en tid, hvor nægtelse af indrejse for personer, der søger sikkerhed, er stigende, viser Ecuador sin humanitære side,” mener Sonia Aguilar.

Udfordringerne fortsatte dog for den nu genforenede familie. Tøjfirmaet lukkede, og Ricardo stod uden arbejde. Så opstod ideén med chocolaticos, som Ricardo siger med colombiansk accent.

Svigermoderen lavede chokolade i Colombia og har en opskrift. Råmassen er colombiansk, lavet af kakao fra Ecuador. Så familien begyndte at fremstille chokolade. Ricardo genoptog tøjsalget som selvstændig, og Fernanda tilbød manicure privat. Chokoladestykkerne, som er fyldt med peanuts, solgte de i første omgang til deres andre kunder.

Den nu treårige Felipe blev født, og i dag det går godt med Santiago i skolen. Familien er faldet til i Ecuador.

”Jeg vil ikke tilbage til Colombia. Vi er glade for Qui-to,” siger Ricardo Belalcazar Ortíz.

Ifølge FN ønsker 90 procent af de colombianske flygtninge i Ecuador da heller ikke at vende tilbage.

Opholdet i Ecuador har også udfordringer. Ecuador modtager flygtninge, men ikke alle ser positivt på dem. Ricardo kender fordommene:

”For mange ecuadorianere er colombianere synonyme med onde og kriminelle. Men det er vi altså ikke alle sammen. Der er gode og onde mennesker i alle lande. Vi må vise dem, vi omgås, at colombianere kan være gode og ærlige,” siger han.

Hos UNHCR genkender Sonia Aguilar situationen:

”Der er diskrimination af colombianere i Ecuador, og her er fremmedhad. Det er en stor udfordring.”

Det er vigtigt at se potentiale i flygtninge, mener Sonia Aguilar.

”Ecuador er solidarisk. Flygtninge er mennesker med usædvanlige historier, der bidrager til værtslandet med en mangfoldighed, der beriger vores samfund,” siger hun.

For syv måneder siden kom Fernandas forældre til Ecuador. n af faderen, Nachos, nevøer blev myrdet. Nacho blev truet og fik brændt sit lager og sin bil af. Flugten til Ecuador var den eneste udvej. Da forældrene står bag chokoladeopskriften, besluttede de at opkalde chokoladen efter faderen, og Choconacho opstod.

”Det er vores frø i Ecuador. Tag en chokolade,” siger Ricardo Belalcazar Ortíz stolt og smilende.

”Bien pueda.”