Edisney Galvão røg crack i går. I løbet af dagen havde han ikke lyst og tænkte, at det var på tide at holde op. Igen. På tide at forlade det skur under motorvejen, hvor han bor. Men ud på natten kunne den 32-årige brasilianer ikke modstå fristelsen. Der havde været fødselsdag for en lille pige fra naboskuret, og da børnene var lagt til at sove, fandt de voksne det stærkt vanedannende stof frem.
”Jeg rummer både mørket og lyset. To sider af mig, som kæmper imod hinanden. Når jeg ikke ryger, begynder jeg at tænke igen, komme til live igen. Men hvis nogen tilbyder mig at ryge med, er det uendelig svært at sige nej. Så vinder mørket,” fortæller Edisney Galvão.
Så han fyldte lungerne med crack, den mest afhængighedsskabende form for ko-kain og samtidig et af de mest afhængighedsskabende stoffer overhovedet. Et stof, der har gjort flere end en million mennesker afhængige i Brasilien. I intet andet land på kloden bliver der røget så meget crack som i sambalandet
Edisney Galvão stoppede glaspiben og tændte op under en lille gullig klump med samme kuperede overflade som sten. Ilden fra lighteren fik klumpen til at give en knitrende lyd fra sig. Som så mange gange før åbnede crack-kokainen for dopamin-depoterne i Edisney Galvãos hjerne. Dopamin, hjernens lykkemiddel, strømmede atter gennem hans sind, løftede ham op og fik alle problemer og depressive tanker til at fordufte. For en stund glemte han, at han bor under mere kummerlige forhold end i selv de fattigste favelaer. Og væk var den dårlige samvittighed over, at hans forældre ikke ved, at han bor der.
Da effekten aftog efter 15 minutter, fyldte han piben med endnu en klump crack. Klumpen koster kun, hvad der svarer til 10 kroner, samme pris som en æske kiks, så han gjorde det igen. Og igen.
I dag udgør Brasilien verdens største marked for crack-kokain og det næststørste marked for ren kokain, kun overgået af USA. Ifølge tal fra universitetet i São Paulo har omkring tre procent af den brasilianske befolkning, altså næsten seks millioner mennesker, eksperimenteret med kokain i en eller anden form.
Brasilien var længe et af verdens mest ulige lande. Men i løbet af det seneste årti er det lykkedes at mindske den store forskel mellem rig og fattig. Flere eksperter trækker derfor en tråd mellem Brasiliens voksende middelklasse og et større marked for crack-kokain. Men den sammenhæng holder ikke, mener professor Dartiu Xavier da Silva. Han forsker i afhængighed på universitetet i São Paulo.
”Selvom der er mennesker fra forskellige lag af samfundet, som ryger crack, så tilhører de en minoritet. De fleste crack-rygere findes i det ekstremt fattige lag af samfundet, de mennesker, som bor på gaden, outcasts,” siger da Silva.
Han henviser til, at selvom middelklassen er blevet større i de senere år, er situationen vendt igen. Nu vokser antallet af folk, der lever på gaden.
I 2014, da landet var vært for VM-slutrunden i fodbold, fejrede brasilianerne, at de ikke længere var at finde på FN’s liste over lande med hungersnød. For tiden er de i fare for at blive føjet til listen igen. Efter en god periode op til VM er Brasilien atter i dyb økonomisk krise. En række store korruptionssager har været med til skabe den største arbejdsløshed i årtier. 14 millioner mennesker står uden arbejde.
Det er blandt disse mennesker, gadens folk, at crack-misbrugerne findes.
”De fattigere ryger crack, fordi det er det billigste stof, der er tilgængeligt. Og der er utroligt meget af det i Brasilien,” siger Dartiu Xavier da Silva og refererer til lan-dets centrale rolle i den globale kokain- distribution.
Længe har nationen, der grænser op mod Atlanterhavet, været et vigtigt transitland for kokain, der bliver transporteret fra blandt andet Bolivia til Europa. Førhen var det kun en mindre andel af kokainen, som blev i Brasilien, men nu om dage beholder brasilianerne op mod 60 procent af den bolivianske kokainproduktion. Og for mange mennesker forvandler crack-kokainen sig fra et frikvarter i hverdagen til et fængsel, de ikke kan slippe ud af.
I Brasilien er der inden for de senere år opstået særlige steder for disse mennesker. Fænomenet kaldes Cracolandia – eller Crackland – og findes over hele landet. Fra små, afsides landsbysamfund i hjertet af Amazonas’ regnskov til mørke afkroge af landets kronjuvel, Rio de Janeiro.
Det er her, i et af Rios cracklande, at Edisney Galvão bor.
Da klokkens visere runder middag, ligger Edisney Galvão stadig og sover. Nattens strabadser tynger hans hoved og tanker.
”Jeg har altid dårlig samvittighed dagen derpå,” fortæller han, da han slæber sig ud på den åbne plads under motorvejen.
Han ser spinkel ud i sin slidte T-shirt. Kindbenene stikker frem, og under kasketten gemmer han en let grånende og vigende hårpragt. I modsætning til mange af områdets andre beboere har Edisney Galvão en seng, en enmandsseng, som fylder knap halvdelen af skuret. Gulvet består af en spånplade, og på et ramponeret computerbord ved siden af sengen står et lille fladskærms-tv af ældre dato.
Det er ingen sag for beboerne under motorvejen at skaffe elektricitet. Langs motorvejen løber el-kabler, som beboerne i Cracolandia på ulovlig vis har koblet sig på. Ledninger føres fra elmasten ned til vejen og videre ned til blikhytterne, hvor de forsyner omkring 1000 mennesker med elektricitet.
Edisney Galvão er stolt af sin bolig. Han har selv bygget den. Han gik selv ud i den omkringliggende favela for at finde de spånplader, blikstykker og stumper af træ, som udgør det lille skur. Det er langtfra regntæt, men det betyder ikke så meget. Det skal regne og blæse kraftigt, hvis regnen skal trænge ind i hans hjem, der ligger fem meter under en firesporet motorvej, som fører bilister ind og ud af Rio de Janeiros centrum.
Det regner i dag. En heftig byge slår ned på bilerne over os og danner pøle af mudret vand på jorden. Men under vejen er der læ.
Der er stor forskel på de forskellige cracklande. I São Paulo findes det største og mest berygtede crackland, hvor tusindvis af misbrugere færdes på en stor gade i byens centrum. Nær gaden findes fine virksomheder, turister og en elegant koncertsal, hvor internationale artister optræder.
Sådan er det ikke her. Hele nabolaget omkring det crackland, hvor Edisney Galvão bor, er en favela, et slumkvarter, som bærer præg af hjemløshed og kriminalitet. Her er ingen turister eller forretningsfolk i nærheden. Ligesom i mange andre af Rios favelaer er uvedkommende ikke velkomne og risikerer at blive overfaldet og berøvet, hvis de skulle finde på at gå herind.
Indbyggerne bor ulovligt under motorvejen, men det er svært at se, hvad den golde strækning skulle bruges til, hvis crack-misbrugerne blev smidt væk. For at komme hertil svinger man fra motorvejstilkørslen ned ad en jordvej, hvor skrald i store bunker flyder langs en smal sti.
Det var aldrig åbenlyst, at Edisney Galvão skulle ende her, i storbyens rendesten.
Han voksede op i udkanten af Angra dos Reis, en by syd for Rio de Janeiro. Han blev født ind i en middelklassefamilie. Faderen var skolelærer, moderen sad i kassen i et supermarked. Som teenager begyndte Edisney Galvão at hænge ud i byens favelaer. Det har altid været i byens farverige, kaotiske og lovløse slumkvarterer, at de bedste fester findes, som han siger.
Inden længe røg han cigaretter, som han skyllede ned med øl, og da cigaretterne blev kedelige, krydrede han dem med pot. Edisney Galvão er nysgerrig af sind, og da han var i begyndelsen af 20’erne, sagde han ja, da hans ven rakte ham en pibe af mistænkelig karakter.
”Jeg var udmærket klar over, at der ikke var cannabis i den pibe. Men jeg har altid holdt af at feste. Jeg har altid elsket festen som et frikvarter fra det almindelige liv. Jeg startede ikke med at ryge crack, fordi mit liv var kedeligt, eller fordi mine forældre behandlede mig dårligt. Jeg startede, fordi jeg ønskede det. Jeg ville udforske det,” forklarer Edisney Galvão.
”Og jeg elskede det. Du bliver så høj. Det er ubeskriveligt. En vidunderlig følelse.”
Men med tiden forvandlede den vidunderlige følelse sig til et fængsel.
Da Edisney Galvão var i slutningen af 20’erne, flyttede han til Rio de Janeiro, hvor han fik arbejde som tjener på en restaurant i Copacabana, nabolaget, der er berømt for stranden af samme navn. Han gik stadig meget ud. Festerne var ikke blevet dårligere af, at han nu befandt sig i karnevalbyen.
Men han røg ikke længere kun crack til festerne. Flere gange om ugen fandt han glaspiben frem. Han havde råd til det. Han boede billigt og fik en hæderlig løn. Men det blev efterhånden svært for ham at passe sit arbejde.
Om morgenen var han altid tung i hovedet og uoplagt, hvis han havde røget. Sjældent nåede han ind til restauranten i tide, og flere gange følte han sig så langt nede, at han ikke kunne overskue at møde op. Indtil hans arbejdsgiver bad ham om bare at lade være.
”I begyndelsen røg jeg crack, når jeg var glad. Nu ryger jeg for at holde mit liv ud,” siger Edisney Galvão.
Hans mørke øjne og insisterende blik afslører et nærvær og en tilstedeværelse, som er sjælden blandt naboerne under motorvejsbroen. Mange af beboerne i Cracolandia, blot fem kilometer fra de verdensberømte strande, er svære at tale med. De fleste er villige til at indlede en samtale, men har vanskeligt ved at holde fokus og mister hurtigt tålmodigheden.
”Jeg kan kun give mig selv skylden for, at jeg er havnet her. Men her bor også børn, og
mange mennesker har ikke mulighed for at slippe herfra igen. De burde kunne få en hjælpende hånd fra politikerne,” siger Edisney Galvão.
Størstedelen af Brasiliens stofafhængige lever uden understøttelse fra staten og må håndtere deres afhængighed uden professionel hjælp. Mange af beboerne tigger sig til dagen og vejen på undergrundstogene, fortæller han.
Det er sandt, at mange tigger rundt om i Rio, men organisationer, der arbejder med misbrugerne, mistænker også beboerne for at rejse ind til turistområder som Ipanema og Copacabana for at stjæle sig til det næste fix. Andre beboere tjener til næste fix ved at samle dåser og andet affald, de kan sælge.
Crack-misbrugerne beskyldes ofte for at havne på gaden netop på grund af deres misbrug, som opsluger alt positivt i deres liv. Men den analyse afviser professor Dartiu Xavier da Silva.
”De her mennesker lever forfærdelige liv på gaden, fordi de er blevet forsømt af staten og samfundet. Stofmisbruget er en konsekvens, et middel til at dulme deres elendighed,” siger professoren.
Selvom der ikke er megen hjælp at hente for beboerne i Brasiliens crack-lande, prøver kirken at give dem et håb. Både folk fra den protestantiske og den katolske kirke arbejder med misbrugerne i det overvejende katolske land.
”Især den katolske kirke er med til at gøre en forskel. Den protestantiske kirke beskæftiger sig også med misbrugerne, men deres arbejde drejer sig hovedsageligt om at hverve nye medlemmer til kirken,” siger Dartiu Xavier da Silva.
Den italienske præst Renato Chiera kender Cracolandia indgående. Han besøger stedet hver uge. Sammen med et hold af frivillige medbringer han mad og drikke og giver beboerne et lyspunkt i en ellers mørk tilværelse.
”Cracolandia er som en kirkegård for levende. Menneskene her kommer igennem dagen ved hjælp af crack, mens de venter på døden. Det er et billede på en dystopisk form for hedonisme, hvor livet kun handler om en altødelæggende nydelse, som de fleste ville ønske, at de aldrig havde oplevet,” siger Chiera.
For ham handler besøgene i Cracolandia om at lytte og forstå, hvorfor folk er havnet her.
”Der er mennesker nok, som dømmer og handler med vold over for misbrugere.”
Især i São Paulo har politiet forsøgt med hård hånd at lukke for crack-landene. Men selvom militærpolitiet har spredt misbrugerne med vold og gummikugler, er crack-landene hver gang opstået på ny.
”Du kan ikke bruge vold og tvang,” forklarer den katolske præst.
”De her mennesker er blevet voldtaget for livet. De er ikke bange for noget – end ikke døden.”
Under et besøg i Cracolandia aflægger præsten en visit hos Edisney Galvão.
Normalt bebrejder Chiera ikke, at beboerne lever, som de gør. Men hvis der er håb om, at en misbruger kan komme ud af sin afhængighed, skal han have det at vide. På grund af sin tavshedspligt vil præsten ikke fortælle, hvad de diskuterede, men Edisney Galvão har ikke noget imod at dele.
”Faderen håber, at jeg kan kæmpe mig ud af det her sted. Han vil have, at jeg tager med ham og får mit liv på ret køl,” siger han.
Det er dog lettere sagt end gjort, når man er arbejdsløs og bruger alle de almisser, man kan komme i nærheden af, på crack.
”Jeg ved godt, at jeg ikke hører til her. Mit liv skal ikke ende her,” siger han.
To måneder senere besøger Kristeligt Dagblad Cracolandia igen. Edisney Galvão bor her stadig.