Prøv avisen

Edon og hans familie måtte flygte under Kosovo-krigen: I dag hader jeg våben

Familien Durguti ses her i foråret 1999 foran den amerikanske tv-station CNN’s base i Kukes, grænsebyen mellem Kosovo og Albanien, hvor flere hundrede tusinde kosovo-albanere søgte tilflugt under borgerkrigen. Her arbejdede Edon far som tolk, mens moderen passede de små søskende. – Privatfoto.

For godt 20 år siden blev den albanske befolkning i Kosovo udsat for etnisk udrensning. Op mod en million blev fordrevet af serbiske styrker, der først stoppede, da Nato greb ind. En af dem, der blev drevet på flugt, var den dengang 13-årige Edon Durguti, der som voksen mand husker tilbage

Man hører det som en fjern brummen, uden at man helt kan bestemme, hvilken retning lyden kommer fra. Nu kommer den tættere på, og det går op for os, at det er lyden af fly. Vi kigger op mod den natmørke himmel, men kan intet se. Lyden bliver svagere, og så får vi at vide, at lige om lidt kaster Natos bombefly deres last over serbiske mål i Kosovo. De fleste, der sidder ved bordene på American Cafe i byen Kukes, der ligger på grænsen mellem Kosovo og Albanien, er enten pressefolk eller nødhjælpsarbejdere, og de har været her så længe, at de for længst har vænnet sig til at høre bombeflyene på vej til aftenens mission. Men TV 2’s udsendte hold, der udover skribenten af denne artikel består af fotograf Simon Borg, er først lige ankommet. Vi har delt os, da jeg skal forberede en live-transmission, mens fotografen er rundt i byen for at lave optagelser, skaffe en tolk og finde et sted at bo.

Pludselig står han foran mig med en dreng, Edon, der viser sig at tale ualmindelig godt engelsk. Men han er kun 13 år, så ham kan vi jo ikke forsvare at bruge som tolk i en borgerkrigszone, forklarer jeg. Men drengen insisterer og fortæller, at han selv er flygtet med sin familie fra Kosovo til Albanien, og nu bor hos noget familie i Kukes. Og at hans far i øvrigt er tolk for CNN. Simon slår ud med armene og mener, at vi da i det mindste kan bruge hans assistance til at finde et logi. Den opgave klarer han i løbet af ingen tid, og næste morgen klokken 7 står han og venter på os. Da det nærmest er umuligt som de sidst ankomne pressefolk at finde en kvalificeret voksen tolk, ender vi med at hyre ham – efter aftale med hans mor og en forsikring om, at vi ikke tager ham med ud til selve grænseovergangen. Det er for farligt, da der af og til bliver skudt med skarpt ovre fra den serbisk kontrollerede side.

Vi arbejdede sammen med Edon i to uger, og det var en fornøjelse at lære den opvakte og søde dreng at kende. Selvom hans familie havde en rimelig tilværelse som flygtninge, fortalte han tit om, hvordan han glædede sig til at komme tilbage til hjembyen, Rahovec og spille fodbold med de andre drenge – også de serbiske. Men i dag godt 20 år efter har tingene udviklet sig ganske anderledes, både for Edon personligt og for hans elskede Kosovo. Her fortæller han sin historie:

Jeg er lige startet i 1. klasse, da borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien bryder ud i 1991. Jeg husker, hvordan mine forældre hver aften sidder med bekymrede miner og ser nyhederne i fjernsynet. De er bange for, hvornår Kosovo, som på det tidspunkt er en selvstyrende provins, vil blive inddraget i konflikten. For det er grimme ting, der sker i forbindelse med Jugoslaviens opløsning blandt andet med overgreb på etniske minoriteter i både Kroatien og Bosnien. I Kosovo er det serberne, der er i mindretal, men da de opfatter provinsen som nationens vugge, er mine forældre bekymrede. Min familie er muslimsk, men for os albanere gør det ingen forskel, om man er kristen eller muslim, vi er alle brødre. Som vi siger, er albanernes religion albanisme. Op igennem 1990’erne begynder UCK, Kosovos Befrielseshær, at røre på sig. Oprørerne vil ved hjælp af guerillataktik løsrive Kosovo og frigøre provinsen fra serbisk kontrol.

De begynder også at dukke op i nyhedsprogrammerne. Vi ser, hvordan disse maskerede mænd i militæruniformer angriber serbiske styrker og befrier nogle landsbyer i Drenica-regionen. Min egen by, hvor knap 90 procent af indbyggerne er af albansk afstamning, er totalt kontrolleret af serbisk politi. Min far og mor indprenter mig og mine søskende, at vi aldrig nogensinde må tale om UCK; det er dødsens farligt. Men for mig er guerillakrigerne i UCK et moralsk boost. De er vores befriere, vores helte, og jeg drømmer om at blive stor nok, så jeg kan melde mig under deres faner.

Jeg hører om en del andre fra byen, der har meldt sig til UCK, og efterhånden vokser befrielseshæren i en sådan grad, at den bliver noget af en trussel for de serbiske styrker. Efterhånden lykkes det UCK at tage kontrol over en hel del landsbyer, og nu begynder de også at gå efter større byer. Derfor har de etableret en base tre kilometer nord for min hjemby med dens 35.000 indbyggere. Den 17. juli 1998 rykker de ind i Rahovec tre måneder efter min 13-årsfødselsdag.

Det er første gang, at befrielseshæren forsøger sig med at indtage en større by, og vi er selvfølgelig rigtig glade for, at UCK’erne nu endelig er kommet for at befri os. Men vi aner bare ikke, at vi få dage efter vil være nødt til at løbe for livet. For de serbiske soldater sætter ind med et modangreb. Hele vores familie med bedstemor og tanter er nødt til at søge tilflugt i en naboby, mens min far bliver tilbage for at passe på vores hus. Han undgår at blive skudt, men fra da af bliver intet det samme. Nu da serberne igen har kontrol, er de blevet endnu mere aggressive end før. Vi lever i konstant frygt.

Jeg husker specielt en episode. Min mor har sendt mig af sted for at hente mælk henne hos en gammel dame, hvis ko mirakuløst har overlevet offensiven. Da jeg er på vej hjem igen, bliver jeg stoppet af en serbisk politipatrulje. En af betjentene peger direkte på mig med sit AK-47-riffel. Jeg er 13 år og som frosset fast i jorden. Jeg når faktisk at tænke: Det var det. Lige om lidt dør jeg. Men jeg slipper med skrækken, og de kører grinende bort.

Hele den periode, hvor UCK kæmper mod de serbiske styrker, kalder vi ”den første krig”. Det bliver værre og værre. Kosovos Befrielseshær bliver konstant slået tilbage af de serbiske styrker. Drab og massakrer bliver en del af hverdagen. I det skjulte bliver også mange kosovo-albanerne kidnappet af en organisation, der kalder sig Den Sorte Hånd. Pludselig er de væk, indtil de nogle dage senere dukker op igen – som lig i en grøftekant.

Til sidst kan det internationale samfund åbenbart ikke se tavst til længere, og den 24. marts 1999 begynder Nato endelig at bombe serbiske stillinger i Kosovo. Nu starter det, vi kalder ”den anden krig”. Umiddelbart bliver vi jo vildt glade og lettede, da vi hører nyheden om Nato, for vi tænker, at nu bliver vi endelig frie.

Men det skal vise sig, at det går fra ondt til værre – vi oplever vores eget holocaust. Vi tror fejlagtigt, at nu da Nato begynder at bombe hver nat, vil serberne overgive sig efter få dage. Det tager 78 dage. Og mens Natos bomber regner ned fra himlen, massakrerer serberne den albanske befolkning nede på jorden. Hvis vi vil undgå at blive slået ihjel, siger de til os: ”I er albanere, så skrub af til Albanien.” Det er simpelthen etnisk udrensning og meget skræmmende.

Vores familie er som hundredtusinder andre nødt til at flygte over hals og hoved. Vi kører på familiens røde traktor med bedstefar ved rattet. Vi skal bare køre 80 kilometer for at komme i sikkerhed i Kukes, hvor blandt andet FN står klar til at tage imod i hurtigt etablerede flygtningelejre. Men det bliver en lang og forfærdelig køretur – noget af det værste, jeg har oplevet i mit liv.

For det er jo folkedrab, der foregår. Vi ser nedbrændte landsbyer og lig, der er smidt i vejkanten. Pludselig bliver vi standset af et serbisk militærkøretøj, og en soldat peger med sin pistol direkte på min bedstefar. Derefter beordrer de min far og onkel til at stige af traktoren og truer med at skyde dem. Hvis de vil slippe med livet i behold, skal vi aflevere alle vores penge og værdigenstande, og det gør vi så. Min mor siger til en af soldaterne, at hun altså ikke kan få sin vielsesring af. ”Jeg sværger ved mine børn, det kan jeg ikke,” hører jeg hende hulkende fremstamme. ”Nå,” siger soldaten, ”du behøver ikke sværge ved dine børn. Hvis jeg ville have ringen, havde jeg bare kappet din finger af. Men det gider jeg ikke, så behold den bare.”

Efter ankomsten til Kukes falder der lidt ro over det hele. Sammen med min far, mor og mine to små søskende kommer jeg til at bo hos noget familie, og vores tilværelse som flygtninge kommer heldigvis til kun at vare tre måneder. Nogle kosovo-albanere tager imod et tilbud om at komme videre til USA eller til europæiske lande, men vi ønsker bare at komme tilbage til familie og venner i Rahovec. Og det bliver lige pludselig en mulighed, da Natos landtropper den 11. juni 1999 rykker ind i Kosovo og tvinger de serbiske styrker tilbage. Herefter kan vi og mange andre tusinde flygtninge tage turen tilbage til Kosovo i lange konvojer. Men det er ikke noget opløftende syn, der møder os, da vi kører ind i Rahovec.

Mange huse er brændt, men vores står nogenlunde intakt, bortset fra at alt, hvad der hedder vand og sanitet, er totalt ødelagt. Jeg kan huske, at min mor er nødt til at bage brød i en åben ovn ude på gårdspladsen – faktisk nogle af de bedste brød, jeg nogensinde har smagt. Men ellers er hverdagen svær for mange familier, og vi hører hver dag om folk, der er blevet dræbt eller kvæstet af de mange landminer, der er blevet lagt ud under borgerkrigen. Livet i vores by og i vores kvarter blev heller aldrig det samme som før. Næsten hele den serbiske del af befolkningen er rejst, i takt med at Nato-styrkerne rykker ind, så det bliver aldrig til fodbold med de serbiske drenge i kvarteret igen. Der er dog stadig en del ældre serbere tilbage, men de bliver flyttet ud i en adskilt del af byen, og der bor de stadig.

For mange af mine landsmænd venter nogle svære år med et smadret land og en økonomi helt i bund. Vores familie klarer sig dog bedre end så mange andre, eftersom min far får job som tolk for den internationale KFOR-styrke, mens min mor genoptager arbejdet som lærer. Så der er råd til, at jeg kunne få mig en uddannelse, og efter lidt forskellige omveje vælger jeg at blive it-ingeniør. Nu er problemet bare, at det nærmest er umuligt for mig at finde et job.

Der er ganske vist ikke længere konflikt i Kosovo, men der er også i dag stadig så meget korruption, at hvis du ikke har de rette forbindelser, får du aldrig et job, uanset hvor gode dine kvalifikationer er. Så mange vælger faktisk at flygte fra Kosovo igen – denne gang på mere fredelig vis. Det samme gør min kone og jeg, da vi i november 2010 køber en enkeltbillet til USA og bosætter os i Chicago.

Her er folk bare helt utroligt imødekommende og accepterende. De er imponerede over min baggrund og mine faglige kvalifikationer. Jeg får tilbudt en hel stribe jobs og arbejder mig hurtigt op i USA, så meget, at jeg i dag har fået amerikansk statsborgerskab. Jeg vil sige, at jeg bliver en voksen mand i USA og bliver også familiefar, da vi i 2016 får vores søn, Edi. Men vi savner stadig vores familie, så sidste år sagde jeg ja tak til et job i Wiesbaden, så nu har vi slået os ned i Tyskland. Og dermed bliver det meget lettere for os at holde kontakt med familien. Selvfølgelig savner jeg af og til mit elskede hjemland, og jeg hylder stadig Kosovos Befrielseshær for den kamp, de kæmpede for Kosovos selvstændighed. Men min egen families fremtid ligger her i Tyskland, hvor både min kone og søn er faldet rigtig godt til. Jeg vil dog altid holde tæt kontakt til min familie i Kosovo – det er stærke bånd, der binder os sammen.

Når jeg i dag ser tilbage på alt det, der skete dengang for godt 20 år siden, føler jeg mig heldig, for jeg kom videre uden større ar på sjælen. Hverken jeg eller andre børn, der blev udsat for disse voldsomme oplevelser, har nogensinde fået tilbudt psykologhjælp. Den slags har ikke høj prioritet i mit hjemland, og faktisk er holdningen stadig lidt, at hvis du har behov for den slags, så er der nok noget i vejen med dit hoved. Jeg kan ikke huske at have haft deciderede mareridt, men de grimme ting, vi var udsat for, har alligevel sat dybe spor i mig. Den dag i dag hader jeg våben og har aldrig tænkt mig at skulle have et sådant i hånden. Jeg kan stadig heller ikke ret godt klare at se film eller tv, hvor folk bliver slået ihjel. Det ligger dybt i mig. Det, de serbiske soldater gjorde ved os dengang, var forfærdeligt, men jeg har aldrig som sådan ønsket at hævne mig. Faktisk kan jeg slet ikke forstille mig nogensinde at skulle tage et andet menneskes liv.

Edon Durguti måtte opgive at finde et job som it-ingeniør i Kosovo og flyttede i 2010 til Chicago sammen med sin hustru, Jasmina. I 2016 fik de sønnen, Edi, og familien bor i dag i tyske Wiesbaden. – Privatfoto.
Edon Durguti fungerede som tolk for TV 2’s udsendte reportere i foråret 1999. Her står den 13-årige knægt imellem fotograf Simon Borg og journalist Pia Elers, denne artikels forfatter og i dag Kristeligt Dagblads Asien-korrespondent. Edon fandt sidste vinter tilfældigvis det gamle foto og kontaktede journalisten via Facebook. ”Jeg syntes, at det var enormt spændende og var glad for, at I kunne bruge mig. Og jeg var super stolt, da I en af de sidste dage gav mig lov til selv at holde mikrofonen og lave interviews med børn i flygtningelejren,” siger han om sit kortvarige virke for den danske tv-station. – Privatfoto.
Edon Durguti (bagerst th.) sammen med sine fætre og kusiner i den albanske by Durres, hvor onklens familie havde søgt tilflugt under krigen. – Privatfoto.