På et af de mest populære digitale landkort over krigens udvikling i Syrien har Bashar al-Assads regime haft den røde farve, siden oprøret mod Assad blev indledt i dag for 10 år siden. Da krigen tog fart i 2011, kunne man se, hvordan denne røde farve skridt for skridt blev erstattet med oprørernes grønne farve og senere af Islamisk Stats mørkegrå. Men efter et årtis krig har den røde farve spredt sig over landkortet igen.
Det syriske regime har gen-erobret det meste af landet med hjælp fra Rusland og Iran. Kun Idlib-provinsen, hvor oprørerne stadig holder stand under en våbenhvile, og de kurdisk kontrollerede områder ved grænsen til Tyrkiet hører til undtagelserne.
Det er med til at skabe indtryk af, at krigen er slut, og at forholdene i Syrien gradvist vil bevæge sig i en mere positiv retning. I Danmark, der gennem hele krigen officielt har haft den holdning, at præsident Assad er krigens onde og bør gå af, luftes idéen nu om at indgå en aftale med den syriske præsident om repatriering af herboende syrere. Som om krigen virkelig er et overstået kapitel, og en anerkendelse af diktatoren i Damaskus ikke er til at komme uden om. Det modsatte er tilfældet, mener USA’s tidligere udsending til Syrien Frederic Hof. I hans opfattelse vil Bashar al-Assad forhindre Syrien i at heles og lade krigen fortsætte.
”Hvis Assad-familien og dens følge stadig styrer Syrien om fire år, vil landet befinde sig i en endnu værre situation end i øjeblikket,” sagde han under en debat hos tænketanken Chatham House i London ifølge Arab News.
I øjeblikket dumper nye familier hver dag under fattigdomsgrænsen i Syrien. Arbejdsløsheden er skyhøj, og millioner af internt fordrevne kan stadig ikke vende hjem. Enten fordi de ikke har noget hus at vende tilbage til, eller fordi de ikke tør vende tilbage til et område, der nu er under regimets kontrol.
Ifølge Norsk Flygtningeråd risikerer endnu seks millioner syrere at blive tvunget fra hus og hjem de kommende 10 år, hvis konflikten ikke løses. Mens 467.000 syrere vendte tilbage til deres hjem i løbet af 2020, blev 1,8 millioner andre tvunget til at flytte væk.
I alt er 6,7 millioner syrere ud af en samlet befolkning på 22 millioner fordrevet internt i Syrien. Et lignende antal er flygtet ud af landet.
”Jo længere denne krise forbliver uløst, desto mere forventer vi, at økonomisk lidelse bliver den centrale faktor for yderligere fordrivelse,” siger Jan Egeland, generalsekretær for Norsk Flygtningeråd, i en pressemeddelelse.
Foruden økonomien er sikkerhedsspørgsmålet også centralt for de internt fordrevne syrere. Mange af dem bor i øjeblikket i Idlib-provinsen, som stadig kontrolleres af oppositionen til Bashar al-Assad. Sidste år indgik oprørerne med Rusland som mægler en våbenhvile med regimet.
Våbenhvilen holder stadig, men uden reelle reformer og garanti for, at hjemvendte ikke vil blive ”hentet” af Assads sikkerhedstjeneste til forhør, fængsling og tortur, vil mange undlade at rejse tilbage, og Syrien vil forblive i samme fastlåste situation.
Status quo er ikke nogen løsning, mener den syriske journalist Wafa Ali Moustafa. Hendes egen far forsvandt under krigen, efter at han var blevet arresteret af regimet.
”Enhver fremtidig løsning for Syrien skal omfatte løsladelse af alle fangerne i regimets fængsler, og retsforfølgelse af alle dem, der har været med til at begå krigsforbrydelser,” siger hun.
Wafa Ali Moustafa kalder debatten i Danmark om at sende syriske flygtninge tilbage for ”vanvittig”, og tilføjer, at ”der ikke findes noget sikkert sted i Syrien”.
I den sammenhæng nævner BBC’s mellemøstkorrespondent Lina Sinjab et af de sikkerhedsproblemer, krigen har skabt. Det problem er Iran. Gennem hele krigen har Assad lænet sig op ad iransk støtte. Både i form af soldater og militære rådgivere. Ifølge Lina Sinjab ønsker Iran nu at nyde frugterne af denne hjælp ved at bevare en form for tilstedeværelse i Syrien.
Når den almene syrer ser sig omkring i nabolaget for at se, hvad sådan en tilstedeværelse kan føre med sig, falder blikket på Libanon. Her har Iran siden 1980’erne støttet og trænet Hizbollah-bevægelsen. På overfladen som et militært redskab til at inddæmme Israel, men dybere set også en magtfuld faktor, som Iran bruger til at få indflydelse på alle aspekter af det libanesiske samfund.
Irans militære tilstedeværelse i Syrien har allerede medført flere israelske bombetogter mod iranske mål.
”Bashar al-Assads ledelse er ikke så stærk, og han har tilladt Iran omfattende kontrol. Iran planlægger altid på længere sigt, og vi kan se Libanon som et eksempel. Her styrer Iran landet via Hizbollah,” siger Lina Sinjab til Arab News.