Efter 10 års krig i Syrien: 10-årige Bashar har mistet sine brødre, sin far og begge ben

Et stort flertal af syriske børn kan ikke længere se en fremtid i deres hjemland, viser ny rapport. 10 år efter konfliktens start er fremtiden for en hel generation af syrere på spil, lyder det fra flere hjælpeorganisationer

Familien har ikke råd til at købe en fodbold, så Bashar har fyldt en plasticflaske med sand. Ifølge en ny rapport fra Unicef faldt værdien af den syriske valuta med 78 procent i 2020, og for familier som Bashars er det hver dag en udfordring at tjene penge nok til at brødføde alle. – Foto: Hasan Belal.

De skulle bare ud at spille fodbold. Bashar og hans to brødre, Asaad og Odai. Tre små drenge med tykt sort hår og mørke øjne i løb under Damaskus’ himmel.

Det er tre år siden. I dag sidder Bashar i kørestol. Begge hans ben er reduceret til stumper. Da vejsidebomben detonerede, mens brødrene spillede fodbold, mistede han synet på det ene øje, og på den højre kinds lysebrune hud strækker sig et mørkt ar fra mundvigen til øreflippen. Men Bashar lever endnu. Det gør Asaad og Odai ikke.

Sammen med sin mor og søster bor Bashar i Jarba – et landdistrikt uden for hovedstaden Damaskus. Han er lige så gammel som borgerkrigen og tør ikke stå frem med sit efternavn i avisen. To år efter, at et oprør mod regimet udviklede sig til regulære kampe, mistede han sin far, og da havde han allerede været på flugt mere end én gang i sit korte liv.

”Jeg savner mine brødre. Særligt Asaad. Jeg fulgte altid efter ham, uanset hvor han gik hen. Og så savner jeg at kunne gå derhen, hvor jeg vil,” lyder det fra den 10-årige dreng, der sammen med 6,7 millioner andre syrere er internt fordrevet i sit hjemland, og som Kristeligt Dagblad har fået kontakt til gennem Unicefs landekontor i Syrien.

Bashar mistede sine ben for tre år siden i en bombeeksplosion og får hjælp af sin storesøster, når han hver dag skal til og fra skolen. – Foto: Hasan Belal.
Bashar mistede sine ben for tre år siden i en bombeeksplosion og får hjælp af sin storesøster, når han hver dag skal til og fra skolen. – Foto: Hasan Belal.

En ny rapport fra Red Barnet viser, at hvert tredje af de internt fordrevne børn i Syrien ikke kan forestille sig en fremtid i deres hjemland. Det samme gælder knap ni ud af 10 af de mange syriske børn, der i dag lever uden for landet. Undersøgelsen er blevet gennemført i forbindelse med 10-året for krigen, og i den svarer 1900 syriske børn mellem 13 og 17 år på spørgsmål om deres liv og fremtidsønsker.

”Det gør mig ked af det, at hele mit liv har været krig,” siger Bashar.

Sin vanskelige situation til trods kan han dog godt forestille sig en fremtid i Syrien.

”Jeg tror på, at krigen stopper en dag. Når mennesker begynder at elske hinanden i stedet for at skyde hinanden, så stopper krigen,” siger han.

Den 10-årige dreng drømmer om at blive arkitekt og hjælpe til med genopbygge de huse og byer, som krigen har sønderrevet.

”Vores hjem var ødelagt på grund af krigen, men min mor sparede penge sammen til, at vi kunne genopbygge det. Det vil jeg gerne kunne gøre for andre hjemløse.”

Den blodige konflikt begyndte i 2011, da Det Arabiske Forår rullede hen over Mellemøsten via Tunesien over Egypten og Bahrain, og i marts nåede til Syrien. Først som mindre demonstrationer i protest mod, at regimet havde torteret nogle skoledrenge for regeringskritisk graffiti, siden som et massivt folkeråb om frihed. Flere nødhjælpsorganisationer gør i nye rapporter status over, at 2020 var et af de værste år for børn i Syrien nogensinde. Ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, er 45 procent af alle syriske flygtninge under 18 år, og mere end en million syriske børn er født i eksil.

I alt vurderer Unicef, at tæt på 12.000 børn er blevet dræbt og såret de seneste 10 år. Og tallene dækker kun de officielt bekræftede dødsfald og skader.

I virkeligheden kan det dreje sig om langt flere, vurderer Anne Margrethe Rasmussen, der er Red Barnets områdeansvarlige for Mellemøsten.

”Det er lidt ligesom, hvis vi kigger på, hvor mange der er coronasmittede i Syrien. Det er der dybest set ikke nogen, der ved med sikkerhed. I en konfliktsituation og et samfund med så få ressourcer er det umuligt at have eksakte tal,” siger hun.

Anne Margrethe Rasmussen understreger vigtigheden af, at det globale samfund fortsat forholder sig aktivt til konflikten i Syrien, der igennem årene har sendt cirka 13 millioner mennesker – lidt under halvdelen af dem børn – på flugt.

”Børnene længes efter at høre til, at tro på en fremtid og få lov til at gå i skole. De har levet 10 år med krig og fået ødelagt deres barndom. Vi er nødt til at sikre, at de ikke også får ødelagt deres fremtid,” siger hun og henviser blandt andet til, at pandemien har haft store konsekvenser for det i forvejen kriseramte land – særligt for børnenes skolegang.

10-årige Bashars familie lever fra dag til dag, og hans mor, Fatima, kæmper med at brødføde ham og storesøsteren. ”Nogle gange har min mor ikke noget mad at tilberede, og så spiser vi kun lidt brød og drikker te. Jeg elsker kylling, men sidste gang vi fik det, skyldte vi penge i en måned,” siger den 10-årige skoledreng, der gerne vil være arkitekt. – Foto: Hasan Belal.
10-årige Bashars familie lever fra dag til dag, og hans mor, Fatima, kæmper med at brødføde ham og storesøsteren. ”Nogle gange har min mor ikke noget mad at tilberede, og så spiser vi kun lidt brød og drikker te. Jeg elsker kylling, men sidste gang vi fik det, skyldte vi penge i en måned,” siger den 10-årige skoledreng, der gerne vil være arkitekt. – Foto: Hasan Belal.

Bashar er en af de heldige af de 2,6 millioner internt fordrevne børn, som ifølge Unicef stadig går i skole.

Han håber på engang at få benproteser, så han kan transportere sig selv frem og tilbage til skolen. Men mest af alt håber han, at hans skole kan blive ved med at holde åbent. For selvom man stadig kan lære at læse, skrive og regne i Bashars skole i Jarba, er hver dag præget af stor usikkerhed.

”Mere end 90 procent af alle børn i skolealderen bor i områder, hvor der enten er ingen eller meget dårlige skoleforhold, og især i det nordvestlige Syrien, hvor der er aktive kamphandlinger, risikerer skoler stadig at blive angrebet,” siger Anne Margrethe Rasmussen og tilføjer, at krigen ikke kun har konsekvenser for børn som Bashar her og nu:

”Når man lever med vold omkring sig, bliver det svært at have tillid til andre mennesker, og man lærer at se vold som løsningen på problemer.”

Samme problem fremhæver Karen Hækkerup, generalsekretær i Unicef Danmark.

”Det er børn, der ikke kender til en virkelighed uden krig. Det er ufatteligt og sørgeligt, og det kalder både på akut nødhjælp og på langsigtede løsninger,” siger hun.

Karen Hækkerup mener dog, at der elendigheden til trods er lyspunkter at spore:

”Jeg hører beretninger om, hvordan de syriske børn insisterer på at blive ved med at lære og tro på en bedre fremtid. Det er rørende og beundringsværdigt.”