Det er ikke ham, der skal fortælle mig, hvordan jeg skal lede Gazprom – det er mig, der skal fortælle ham, hvordan han skal lede Rusland. Nogenlunde sådan faldt ordene omkring årtusindskiftet fra Rem Viakhirev, administrerende direktør i verdens største gasselskab frem til årtusindskiftet, da den ukendte og unge Vladimir Putin først blev premierminister i 1999 og siden præsident i 2000.
Viakhirevs skæbne er fortællende for, hvorfor krigens fokus nu for alvor er blevet en to-frontskrig – én i Donbass, én om fossil energi til Europa. Putin har sat en pistol for panden for særligt tysk og italiensk industri, der er dybt afhængige af russisk naturgas. Lukning af gas, som det blev meddelt danske Ørsted og Holland i denne uge, er et signal til de to store EU-lande.
Gazprom var i 1999 en stat i staten – rig, hvor staten var fattig. Gazprom er i dag det selskab i Rusland, der laver det største overskud og med i amerikanske Forbes' top-50 over de største selskaber i verden. Og Gazprom er populært i Rusland. Utallige unge drømmer om en stilling der, for det ses som en livsforsikring.
Putin overtog Gazprom. Det er ikke længere en stat i staten. Det er de facto præsidentens personlige ejendom. Og nu også et våben. Selvom staten kun ejer lidt over 50 procent af aktierne i Gazprom, er det Putins.
Viakhirev faldt på sit hovmod i 2001. I hans sted kom Aleksej Miller, anekdotisk kendt som Putins mappebærer, da han arbejdede for Putins kontor i Sankt Petersborg. Anekdoten er, at Putin aldrig selv tog imod bestikkelse, men lige bag ham gik Miller med sin mappe, der var ”open for business”.
Bestyrelsesformanden, Viktor Tjernomyrdin, røg også – han grundlagde Gazprom og blev tidligere præsident, Boris Jeltsins, længst siddende premierminister. I hans sted kom en ung jurist, Dmitrij Medvedev, der siden blev præsident, premierminister og nu næstformand for Ruslands nationale sikkerhedsråd, hvorfra krigen styres. Den nuværende formand er den 80-årige Viktor Zubkov, der har været premierminister i et par omgange. Både Medvedev og Zubkov arbejdede for Putins kontor i Sankt Petersborg for 30 år siden. Gazprom er Putins.
Og i denne uge blev krigen på energi i Europa åbnet mellem Rusland og EU. EU spillede ud med den sjette sanktionspakke, der omfatter russisk olie. To tredjedele af EU-landenes import af russisk olie ophører med udgangen af 2022. Tyskland og Polen går enegang og vil stoppe for importen af russisk olie via pipelines, der ikke er omfattet af sjette sanktionspakke. Dermed er det slut for 90 procent af den russiske eksport af olie til EU, Ruslands vigtigste indtægtskilde.
Med den første sanktionspakke lagde EU landet i en finansiel-strukturel benlås og koblede Rusland af den globale økonomi i stort omfang. Med sjette sanktionspakke er det Ruslands vigtigste indtægtskilde, der rammes. Der er stadig et verdensmarked for olie og naturgas, men det er en strukturel øvelse, der tager et par år, at omstille til leverancer på andre markeder. Det gælder for Rusland. Det gælder også for EU, og derfor vil Putin signalere – via blandt andet Ørsted – at han er parat til at ramme EU’s største økonomier.
Det er nu, han kan gøre skade. Værdisættet for Putin er som en gadekamp i Sankt Petersborg, alle greb gælder for at få modstanderen i knæ. Får han dig i knæ, skal du få ham mere i knæ. Gensidig ødelæggelse helt til enden.
Derfor er energi krigens næste front. Nationaløkonomisk er Danmark godt rustet, privatøkonomisk vil mange husstande og privatbilister opleve, at prismareridtet i 2022 kun bliver værre. Og globalt truer en recession.
På den anden front i Donbass og nord for Krim er krigen reduceret til en udmattelseskrig på artilleri. Artilleri er er beskydning med eksempelvis granater på lang afstand. Det er typisk upræcist, fordi beskyderen ikke kan se sit mål, med mindre en forpost giver præcise koordinater om målet. Ved teknologisk lighed handler det bare om at have flest våben og mest ammunition.
Derfor gør Rusland små fremskridt, for man er lige nu Ukraine overlegen. Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har sagt, at de næste uger bliver de hårdeste. Man har muligvis ikke våben nok og helt sikkert ikke megen ammunition til de sovjetisk-udviklede våben, som er grundstammen i ukrainsk artilleri. De største producenter af den type ammunition er Rusland og Kina.
Får Ukraine i tide mere avancerede våbensystemer fra Vesten, kan det vende styrkepositionen. Imens forbereder Rusland folkeafstemninger i det erobrede Kherson om tilslutning til Den Russiske Føderation.
På dag 100 i krigen i Ukraine er det en to-frontskrig: På artilleri i Donbass, på energi og økonomi i Europa. Hvem der blinker først, definerer de næste 100 dage.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og partner i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.