Prøv avisen

Efter 50 år lader freden stadig vente på sig

Israelske soldater holder vagt ved et vejkryds i Jerusalem på andendagen af Seksdageskrigen, den 7. juni 1967, efter at have erobret Den Gamle By. Vejskiltene viser mod Jeriko på Vestbredden tæt ved Jordanfloden og mod Olivenbjerget, som ligger på den østlige side af Den Gamle By med Jomfru Marias grav og Getsemane have. Ud over Jerusalem besatte Israel i løbet af den blot seks dage lange krig Vestbredden, Sinai­halvøen, Golanhøjderne og Gaza. Foto: Ritzau

Allerede kort efter Seksdageskrigens afslutning prøvede Israel og dets nabolande at tage de første skridt imod fred. Men hver eneste gang, en fredsproces er blevet forsøgt indledt, er virkeligheden kommet i vejen

”Nu er vi dømt til at herske over et folk, der ikke ønsker at have os som sin hersker. Jo kortere besættelsen bliver, desto bedre for os, fordi en besættelse uvægerligt er en korrumperende besættelse, og selv en liberal og human besættelse er en besættelse,” skrev den unge israelske forfatter Amos Oz i en aviskommentar i august 1967.

Næsten 50 år senere, i februar 2017, sagde USA’s præsident Donald Trump på sin første pressekonference med den israelske premierminister Benjamin Netanyahu:

”Jeg ser på en stat eller to stater, og jeg kan lide det, de to parter kan lide. Jeg kan leve med begge dele. Jeg troede en overgang, at to-statsløsningen ville være den letteste, men jeg er tilfreds med den løsning, Israel og palæstinenserne helst vil have.”

I maj lovede Trump på en pressekonference med den palæstinensiske leder Mahmoud Abbas i den amerikanske hovedstad Washington, at de sammen nok skulle få ordnet den fredsaftale. Abbas bad ved den lejlighed Trump om at ”afslutte 50 års israelsk besættelse af det palæstinensiske folk og land”.

Men efter Trumps lynbesøg til regionen for en uge siden er det muligvis ved at gå op for den amerikanske præsident, at tingene er komplicerede.

Fredsprocessen begyndte i form af hemmelige samtaler allerede kort efter Seksdageskrigens ophør. Israel ville gerne i dialog med Jordans kong Hussein om Vestbredden igen, men Jordan kunne ikke bryde ud af det arabiske fællesskab og måtte derfor vente, til den regionale stormagt Egypten som den første tog det upopulære skridt at erkende, at Israel ikke ville forsvinde.

Problemet, der svævede over vandene, var det palæstinensiske flygtningeproblem. I 1948 var flere end 750.000 palæstinensere flygtet fra deres hjem i det område, der blev til Israel.

Flygtningene boede i lejre i Syrien, Libanon, Jordan og i Gaza og på Vestbredden. Under og efter Seksdageskrigen flygtede yderligere flere hundredtusinder palæstinensere til Jordan.

Der var fælles arabisk beslutning om ikke at integrere flygtningene i de respektive lande for at understrege, at problemet var og er det internationale samfunds problem, fordi flygtningene kom som følge af FN’s beslutning om at oprette Israel.

Da Israels premierminister Menahem Begin og Egyptens præsident Anwar Sadat underskrev en fredsaftale i 1979, var der et kapitel i aftalen, der handlede om palæstinenserne. Der stod, at palæstinenserne i de besatte områder, Gaza og Vestbredden, skulle have et selvstyre med et stærkt politi, og at man i løbet af fem år skulle forhandle sig til en permanent løsning. Den del af aftalen er aldrig blevet indfriet.

Det første palæstinensiske oprør, den første intifada, fik Jordans kong Hussein til at indse, at palæstinensisk selvstændighed forudsatte et territorium. Han overlod Vestbredden til den palæstinensiske befrielsesbevægelse, PLO, der samme år erklærede, at Palæstina lå i Gaza og på Vestbredden.

Selvstyremodellen dukkede op igen, da israelske og palæstinensiske forhandlere i 1993 i al hemmelighed mødtes i den norske fagbevægelse FAFO’s kursusejendom uden for Oslo i Norge for at skrinlægge Israel-Palæstina-konflikten. Osloaftalen betød oprettelsen af et palæstinensisk selvstyre, der gradvist skulle overtage kontrollen med Gaza og Vestbredden, og afstak fem år til yderligere forhandlinger om den permanente løsning af konflikten.

Det lå i luften, at den gradvise tilbagetrækning og de fem år skulle munde ud i en palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden, men det stod ingen steder.

Osloaftalen mødte modstand i den islamiske Hamas-bevægelse, der ikke anerkender Israel, og som reagerede med terror i form af selvmordsangreb. På Israels nationalistiske højrefløj frygtede man derimod, at aftalen ville tvinge Israel tilbage til før 1967-linjerne og væk fra bosættelserne i det bibelske land. Det fik i november 1995 en ung religiøs israeler til at skyde og dræbe den daværende israelske premierminister, Yitzhak Rabin. Attentatmanden ville redde Israel fra at blive overdraget til terrorister, sagde han.

Mordet udløste nyvalg i Israel, hvor et flertal vragede Arbejderpartiet, der stod bag Osloaftalen, og i stedet stemte Benjamin Netanyahu fra det konservative parti Likud til magten for første gang. Hamas’ blodige selvmordsangreb, der kostede hundredvis af israelere livet, havde fået de israelske vælgere til at vende fredsprocessen ryggen.

Der var yderligere et kuldsejlet forsøg på at nå en aftale under den amerikanske præsident Bill Clinton i Camp David i sommeren 2000. Hverken Israels premierminister Ehud Barak fra Arbejderpartiet eller præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Yasser Arafat, var villige til at indgå de nødvendige kompromisser.

Da den anden palæstinensiske intifada brød ud i efteråret 2000, og Yasser Arafat ikke gjorde mine til at standse volden, men snarere støttede den, tabte også store dele af den israelske fredsfløj troen på, at palæstinenserne kunne være en partner til fred.

Tiltroen til en forhandlingsproces led yderligere et knæk i sommeren 2007, da Hamas-bevægelsen tog magten i Gaza ved et væbnet kup mod den samlingsregering, de selv sad i. Siden har der været dyb splittelse mellem Gaza og Vestbredden.

Mahmoud Abbas blev præsident i Ramallah efter Arafats død i 2004, men hans præsidentperiode er for længst løbet ud, og Hamas anerkender ham ikke. Utallige forsøg på palæstinensisk national forsoning er endt i ingenting.

Et flertal af israelere og palæstinensere ønsker ifølge meningsmålinger stadig fred. Men et flertal på begge sider svarer også, at de ikke har tiltro til, at den anden side er villig til fred.