Efter flere månelandinger inden for få års mellemrum forsvandt interessen for den grå klode, der lyser op på nattehimlen.
Snart er der gået 50 år, siden der sidst var mennesker på Månen.
Onsdag er 50-års-dagen for Apollo 17, der er den seneste mission, som sendte mennesker til Månen.
På missionen blev der indsamlet mange prøver, som stadig i dag er grobund for ny viden, men alligevel har menneskeheden ikke været der siden.
Flere Apollo-missioner til Månen var planlagt, men interessen forsvandt, forklarer astrofysiker og videnskabsformidler Tina Ibsen.
- Befolkningen mistede interessen for det. Det er dyrt at sende mennesker til Månen, så man mistede simpelthen opbakningen til at bruge de penge, siger hun.
Michael Linden-Vørnle, astrofysiker ved DTU Space, supplerer:
- Man skal huske på, at det grundlæggende var et politisk projekt. Det handlede om at vise over for særligt Sovjetunionen - men også resten af verden - at USA teknologisk havde bukserne på.
- Den del blev lukket med Apollo 11 og Neil Armstrong. Derfor mistede man hurtigt interessen. Folk fik det sådan: Nå, nu vi flyver til Månen igen, siger han.
Apollo-missionerne kom i virkeligheden måske 50 år for tidligt. For der er meget mere at komme efter, påpeger han.
Der er da også langt større ambitioner med kommende månemissioner end bare at nå frem og så rejse tilbage igen.
- Rejserne til Månen nu handler ikke om bare at tage til Månen, men at komme til Månen med en mere permanent tilstedeværelse. Man er i gang med at bygge en rumstation, der skal kredse omkring Månen.
- Og så er man i gang med konkrete planer om at bygge baser på Månen. Det handler om at gøre klar til en menneskelig tilstedeværelse på Månen, siger Michael Linden-Vørnle.
Artemis-programmet med Nasa i spidsen sigter efter i 2025 at udføre en mission med en bemandet landing på Månen.
Herefter planlægger man at udføre en bemandet mission til Månen en gang om året.
- Hele idéen med Artemis-programmet og de nye måneprogrammer er, at der skal være en permanent tilstedeværelse på Månen. At vi sender missioner op for at bygge permanente baser på Månen.
- Det er meningen, at man skal kunne rejse frem og tilbage ligesom med Den Internationale Rumstation, hvor der hele tiden er mennesker og løbende udskiftning af astronauter. Det er næste skridt for månemissionerne, siger Tina Ibsen.
Der er flere perspektiver i at vende tilbage med mennesker på Månen. Den er et nøgleelement for at lære mere om solsystemets udvikling, fortæller Michael Linden-Vørnle.
- Månen er interessant, fordi den i modsætning til Jorden i vid udstrækning har bevaret sin historie og fortællingen om solsystemets dannelse og udvikling.
- Her på Jorden har geologisk aktivitet, vind og vejr og liv udslettet de spor. Men på Månen ligger det uberørt hen, og man kan meget nemmere studere de her ting.
Månen er også en kilde til sjældne råstoffer, som vi bruger i vores teknologi, ligesom der på dens overflade er helium-3 - den lette udgave af grundstoffet helium.
Helium-3 kan ifølge forskere blive et vigtigt stof til at udvikle bæredygtig energi.
Derudover er de kommende månemissioner også afgørende for målet om at nå Mars, påpeger Tina Ibsen.
- Hvis vi på sigt vil sende personer til Mars, som er en meget længere tur - i stedet for et par dage tager det seks måneder - så er det nemmere at sende fra Månen til Mars og længere ud.
- Vi kan bruge Månen til at øve os. Det er en form for laboratorie i, hvordan man laver baser, og hvordan man lever længere tid og mere permanent i rummet, som vil være nødvendigt, hvis vi skal sende mennesker til Mars i fremtiden.
/ritzau/