For første gang i årtier bærer Cubas præsident ikke længere efternavnet Castro.
I dag udpeger en nyvalgt cubansk nationalforsamling med stor sandsynlighed den 57-årige Miguel Díaz-Canel som præsident. En post, han overtager efter den 86-årige Raúl Castro, som i 2008 overtog magten fra sin bror Fidel Castro, der havde været ved magten siden den cubanske revolution i 1959.
Men da Raúl Castro i 2013 meddelte, at han ikke ville genopstille ved dette års valg, stod det klart, at den kommende præsident ikke ville blive endnu en Castro.
Derfor kaldes dagen i dag historisk, men sandsynligheden for, at Díaz-Canel vil føre en væsentligt anderledes politik end sin forgænger, er dog ikke ret stor, vurderer Jan Gustafsson, der er cuba-ekspert og lektor ved Københavns Universitet. Heller ikke selvom Díaz-Canel er betydeligt yngre end sin forgænger og betragtes som mere moderne end mange af de andre ledende figurer i det cubanske kommunistparti, hvoraf flere stadig tilhører den generation, der deltog i revolutionen.
”Han har ikke fremlagt noget, der minder om et politisk program, eller fremført nogle synspunkter, der afviger fra den linje, som kommunistpartiet allerede har lagt under Raúls ledelse. Det tror jeg heller ikke, han ønsker, men det er under alle omstændigheder næsten ikke muligt, hvis man vil vinde ledelsens tillid og dermed nå til tops i cubansk politik,” siger Jan Gustafsson.
Opgaven som det lange Castro-styres afløser har ikke været hvem som helst forundt gennem tiden. Flere højtstående politikere har forsøgt at positionere sig selv som arvtagere til Fidel og Raúl Castros styre – men alle gange uden held.
I 1990’erne kostede det for eksempel den daværende forsvarsminister Roberto Robaina en eksklusion fra partiet på grund af hans ”illoyalitet” og ”selvpromovering”.
Og selvom Díaz-Castro nu får lov at overtage præsidentposten, betyder det heller ikke, at det er slut med en Castro ved magten. Selvom Díaz-Canel skulle ønske en markant anderledes kurs i cubansk politik, ville det være så godt som umuligt at gennemføre, fordi han ikke er generalsekretær i det kommunistiske parti, som reelt er den mest magtfulde institution i det cubanske samfund, forklarer Jan Gustafsson. Den post beholder Raúl Castro.
”Både reelt og formelt har det kommunistiske parti og dets ledelse en enorm magt. Det står direkte i forfatningen, at kommunistpartiet skal være ’en ledende kraft’ i samfundet,” siger Jan Gustafsson, der bakkes op af flere internationale eksperter.
”Vi bør holde vores forventninger til ham (Díaz-Canel, red.) på et konservativt niveau. Han er den første præsident, som er født efter revolutionen, så han skal begynde med at bevise sit værd over for partiapparatet,” lyder det fra latinamerika-ekspert Ricardo Barrios i den amerikanske tænketank Inter-American Dialogue i den britiske avis The Telegraph.
Ted Piccone, ekspert i latinamerikanske forhold og seniorforsker ved en anden amerikansk tænketank, Brookings Institution, var enig.
”Alle, der forventer et væsentligt skifte i cubansk politik, vil blive dybt skuffede,” sagde han, men betegnede samtidig begivenheden som ”vigtig”.
”Symbolsk er det en vigtig begivenhed, fordi stafetten gives videre fra den historiske generation, ledet af Castro-brødrene, til en ny generation,” sagde han.