Efter attentatet: Frankrig står samlet i forsvar for demokratiet

Frankrigs politiske ledere opfordrer alle demokrater til at stå sammen mod islamisk radikalisering efter terrorangrebet mod Charlie Hebdo

Den 7. januar er det præcis et år siden, at attentatet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo fandt sted. Billedet her er fra umiddelbart efter terrorangrebet.
Den 7. januar er det præcis et år siden, at attentatet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo fandt sted. Billedet her er fra umiddelbart efter terrorangrebet. Foto: AFP.

”Man har villet ramme Frankrig i sit hjerte. Man har dræbt journalister og politifolk.”

Ordene kommer fra den franske premierminister, Manuel Valls, men de deles af det samlede politiske spektrum efter terrorangrebet på det satiriske tidsskrift Charlie Hebdo i Paris. 10 journalister, deriblandt flere af landets mest kendte satiriske tegnere, og to politifolk blev koldblodigt skudt ned, da to sortklædte mænd trængte ind i Charlie Hebdos mødelokale midt under redaktionsmødet klokken 11.30 i går formiddag.

I aftes fik forsvaret for demokratiet og ytringsfriheden titusinder af franskmænd på gaderne til spontane massedemonstrationer for at fordømme attentatet og støtte ytringsfriheden. I Paris på Place de la République, men også i Lyon, Toulouse og Lille og i andre større og mindre byer, florerede improviserede skilte med teksten ”Je suis Charlie” (Jeg er Charlie) i solidaritet med de dræbte tegnere. Eller folk demonstrerede med en af de satiriske tegninger af muslimernes profet Muhammed, som har udløst mordtrusler mod Charlie Hebdo.

I aftes var det umuligt at opdrive et eksemplar af den seneste udgave af Charlie Hebdo, som udkom samme dag. At de dræbte var mere eller mindre kendt i offentligheden, har uden tvivl forstærket de følelser, som kom til udtryk ved demonstrationerne.

”Jeg har læst Charlie Hebdo i årevis, og jeg er bare så ked af det. Det er demokratiet, man har villet dræbe,” siger en af deltagerne til fransk tv.

Frankrig var forberedt på et terrorangreb på baggrund af krigen mod Islamisk Stat. Spørgsmålet er ikke hvorvidt, men hvornår det kommer, sagde en af landets førende efterretningsfolk til fransk presse for få måneder siden. Og lige før jul gik en mand med kniv til angreb på politifolk nær byen Tours, mens han råbte ”Allahu akbar” (Allah er stor).

Siden Mohamed Merahs skudattentat mod tre soldater og fire jøder, deriblandt tre børn, i Toulouse i 2012 har Frankrig vidst, at det var sårbart over for såkaldte ”enlige ulve”. Og landet har også i 1980'erne og 1990'erne været udsat for terror, deriblandt bombeattentatet mod metroen i Paris, der kostede otte mennesker livet i 1995.

Men dette kommandolignende angreb er det mest dødbringende, Frankrig nogensinde har været udsat for. Og kommentatorerne hæfter sig især ved de to terroristers tilsyneladende professionalisme.

Charlie Hebdo var under politibeskyttelse ligesom tegneren Charb, redaktør på Charlie Hebdo, som er blandt dødsofrene. Gerningsmændene vidste tilsyneladende, at netop i går ville et stort antal tegnere deltage i redaktionsmødet.

”De er bemærkelsesværdigt velorganiserede og veltrænede. De talte tilsyneladende fransk som personer, der er opvokset i Frankrig. Hvem har trænet dem militært, og hvor er de blevet trænet,” spørger terrorspecialist Antoine Basbous på tv-stationen BFM-TV.

Det franske efterretningsvæsen har i de seneste måneder overvåget grænserne og flytransporten for at afværge forsøg på at søge til Syrien for at slutte sig til Islamisk Stat eller opsnappe personer, der vender tilbage.

I september anslog indenrigsminister Bernard Cazeneuve, at omkring 1000 unge franskmænd opholder sig i Syrien.

Frygten er, at disse krigere skal vende tilbage og gennemføre terroraktioner. Frankrig har hævet terrorberedskabet til allerhøjeste niveau med særlig beskyttelse af skoler og religiøse bygninger, der er typiske terrormål.

”Frankrig hører til de lande, der er særligt i farezonen for terrorhandlinger på grund af sin tilstedeværelse i en række brændpunkter. Præsident Hollande har ført landet i krig mod den internationale jihad i både Mali og i Syrien. Men det, der gør angrebet mod Charlie Hebdo særligt skræmmende, er viljen til at ramme et stærkt politisk symbol i skikkelse af ytringsfriheden. Det er lige så symbolsk som angrebet på World Trade Center i New York i 2001,” siger den franske terrorekspert Pierre Conesa til Kristeligt Dagblad.

Hele Frankrig synes at stå sammen i støtten til de demokratiske værdier.

Ved siden af førende politikere har landets muslimske ledere taget afstand fra attentatet. Og religiøse ledere, deriblandt muslimske, deltog i aftes i demonstrationerne landet over.

”Muslimske ledere er begyndt at deltage i arbejdet med at bekæmpe jihad og radikalisering i Frankrig. Det vil være dramatisk, hvis attentatet skulle føre til en forstærket modsætning mellem religioner og befolkningsgrupper i Frankrig,” siger Pierre Conesa og minder om, at attentatet falder sammen med den meget omtalte udgivelse af forfatter Michel Houellebecqs roman om en islamisk magtovertagelse i Frankrig, som tilmed var på Charlie Hebdos forside.

I går erklærede den franske præsident Franois Hollande på et pressemøde national sørgedag i dag i hele Frankrig.