De sidder helt udmattede i rabatten. Kræfterne har dårligt rakt til at sætte sig oven på en høj bunke af murbrokker og jord, og trods den løse kjortel kan Mahmoud ikke skjule sin udmagrede krop.
”Vand. Vand. Har I noget vand?”, spørger han, som han sidder fortvivlet og udmattet læner sig mod jordbunken under Iraks brændende sol, der midt på dagen runder knap 50 grader.
Over for ham sidder hans hustru, Dahra, hvis grove ansigtshud titter frem under den sorte hijab. Svigerdatteren Rafhia sidder på hug i vejkanten. Hun er for svag og tørstig til at tale, græder og vender hovedet væk, mens deres datter Radhia er den eneste, der står oprejst. Men også hun står og græder.
”Det er over hele situationen. Over mishandlingerne. Vi har levet på gaden. Fra sted til sted. Uden mad og uden vand. Vi har ikke sovet. Vi har ikke været i bad og har ikke kunnet vaske tøj,” forklarer Mahmoud og Dahra skiftevis fra deres hvilepause i rabatten.
Her midt på en af Mosuls sønderbombede hovedgader, hvor de taknemmeligt, men grådigt tager imod de flasker vand, vi har til rådighed. Her hvor sortsvedne bygninger vaklende og kun lige akkurat står oprejst omkring os som uhyggelige, stumme vidner til krigens gru. Hvor vejene er blokerede af jordvolde og pulveriserede betonbunker. Hvor sporadiske skud i nærheden og store brag fra kampzonen en kilometer væk stadig flænger stilheden. Mens helt små børn og krumryggede kvinder længere nede ad vejen går rundt i krigens minebefængte udgård og samler skrot i håbet om en indtjening for dagen.
”De tog 400 dollar fra os. Soldaterne. Jeg ved ikke hvorfor,” fortæller den 48-årige Mahmoud flere gange om et møde, familien angiveligt lige har haft med irakiske soldater.
Ud over tre til fire grove industrisække, hvori familien har samlet deres få ejendele, sidder Mahmoud selv og klamrer sig til en sort plasticpose. Den er fuld af sammenfoldede pengesedler. Ifølge Mahmoud akkurat en million irakiske dinarer, svarende til 6000 kroner, og noget af et særsyn her, hvor hundredvis af civile hver eneste dag kæmper for blot at få sig selv levende væk fra de intense kamphandlinger.
”Det er alt, hvad vi har,” siger han, mens han som en af de ganske få på disse kanter kort udtrykker, at Islamisk Stat faktisk var ”o.k.” til at begynde med, da islamisterne i juni 2014 indtog Iraks tredjestørste by for at etablere kalifatet.
Mahmoud og familien kommer oprindeligt fra Østmosul, men har ifølge dens egen forklaring boet i den vestlige bydel for at få arbejde. Men denne dag har de efter den officielle udryddelse af IS sat endelig kurs retur mod øst. Her midt i vejstøvet afventer de besynderligt nok en taxi. Kun for aldrig at vende tilbage.
”Det startede med at være godt. Men det endte med at være frygteligt. De behandlede os som slaver. Jeg forsøgte at gå til deres ledere, men de ignorerede os. De var ligeglade med alle. Det var et udmattende liv. Vi vil aldrig tilbage til den gamle bydel igen. Jeg ville ønske, at vi kunne slette det fra hukommelsen,” siger han, netop som den bestilte taxi når frem – et totalsmadret, raslende køretøj, der forsvinder med familien og en støvsky i horisonten.
”80 procent af dem, der befinder sig tilbage i Mosul, støtter Islamisk Stat eller har kæmpet med IS. Det er sikkert. De kommer ud som civile. Men det er de ikke. Vi har snuppet tre i dag,” lyder det senere på dagen brysk, men selvsikkert fra en officer, der kalder sig major Ali.
Som del af den irakiske specialstyrke Isof under den kendte Gyldne Division finder han ikke Kristeligt Dagblads tilstedeværelse ønskværdig. Vi er trådt ind i forgården til en moské kun en kilometer fra frontlinjen, og det er de mænd, som står på rad og række bag ham, han taler om.
Mænd i alle aldre og alle forfatninger. En ung mand i kørestol med tydelige smerter i sit indbundne ben. Han er forrest i den ufrivillige kø, der fører direkte ind til det interimistiske afhøringslokale. Hvor ingen ønsker at befinde sig, hvor vi er afskåret fra at få adgang, men hvor mændene en efter en hives ind for at svare på ubehagelige og uundgåelige spørgsmål.
Det er i den irakiske efterretningstjenestes fortrolige database over IS-krigere, at ”de langskæggede” bliver tjekket efter, når de kommer ud fra Mosuls krigszone. En liste, der bestod af cirka 8000 navne, da IS-leder Abu Bakr al-Baghdadi i juni 2014 udråbte kalifatet fra al-Nuri- moskéen i netop Mosul. Og et register, som indtil for to måneder siden ifølge Human Rights Watch var eksploderet til 120.000 navne, men som i dag siges at være nedjusteret til 90.000 navne på angivne, reelle eller mistænkte IS-medlemmer.
Det er den liste, hvor mændene i dagens kø senere får tjekket deres id, og deres skæbne forsegles. Men lige nu gælder det bare en førstehåndsscreening, men de ved, at en anholdelse kan være lige rundt om hjørnet.
En af mændene har allerede fået sine håndled surret sammen på ryggen med en overskåret ledning. En tredje har hænderne frie, men tør ikke kigge op. Rækken er tynget af tavshed, nervøsitet og bøjede hoveder. Endnu en mand er bagbundet på ryggen.
Og dér bagerst står en udmagret ældre herre. I en tilsmudset kjortel, der engang har været grå eller hvid. Nu er den sort af flugten fra Mosuls indre ligesom mandens ængstelige øjne. Det er selvsamme Mahmoud, som Kristeligt Dagblad har mødt knap to timer tidligere, og som nu i al diskretion, men med al tydelighed forsøger at signalere, at vi ikke kan afsløre dette sammenfald.
Uden for moskéen finder vi kort efter også Mahmouds familie. Stuvet sammen med adskillige andre civile, der netop er kommet ud fra Mosul. Hvordan turen endte her i stedet for i Østmosul, vides ikke. Men rygterne på gaden siger, at selv taxichauffører i byen arbejder for den irakiske hær og tjener penge på at køre civile til de kendte opsamlingssteder.
Og selv uden for moskéens frygtede afhøringsrum synes andre spørgsmål også svære at besvare. For selvom det primært er mænd, der mistænkes og anholdes, går heller ikke kvinder eller hele familier ram forbi.
En ung afkræftet kvinde, der sidder lænet op ad muren, har problemer med at huske, hvor hun kommer fra. Først siger hun Tel Afar. Så Bagdad. Dernæst en ny by syd for Mosul. Hendes forklaring virker usammenhængende og vækker skepsis hos den soldat, der forsøger at få ord ud af hende. Og mens lastvognen fyldt med kvinder og børn, heriblandt Mahmouds familie, 30 minutter senere kører bort mod omkringliggende flygtningelejre, er kvinden og hendes familie de eneste, der af uvisse årsager bliver tilbage på gaden.
I mellemtiden synes Mahmoud og de andre mænd i køen til afhøringslokalet nu helt at være forsvundet.
Kristeligt Dagblad har af sikkerhedshensyn valgt at ændre Mahmouds og hans families navne, nu da familiefaderen er under IS-mistanke.