Hvordan ser udviklingen i drab og vold mod kvinder ud globalt?
Antallet af drab på kvinder er ekstremt højt, og desværre ser vi ikke tegn på, at det falder. Og fra Danmark ved vi også, at selvom antallet af drab generelt er blevet færre, så er de sager, hvor det er en partner eller en ekspartner, som dræber en kvinde, ikke nedadgående. På verdensplan bliver hver tredje kvinde udsat for vold på et tidspunkt i hendes liv.
Er der fællesnævnere hos ofrene?
Yngre er mere udsatte. Og herhjemme er det især 30-39-årige kvinder, som bliver slået ihjel af en partner. Altså sker den type drab ofte på et tidspunkt i livet, hvor der er samliv og børn involveret. Det er dog svært at pege præcist på socioøkonomiske faktorer blandt ofrene. På globalt plan ved vi til gengæld, at risikoen for at blive slået ihjel af sin partner er størst lige omkring et brud. Og samtidig peger britisk forskning på, at langt de fleste drab er planlagte – der er sjældent tale om affekt.
Er der tale om særlige former for vold?
Det er forholdsvis landeafhængigt. I USA bliver mange dræbt med skud, for der har man adgang til skydevåben, mens vi i Danmark ofte ser knivstik og kvælning. Og så er der som en fællesnævner mange, der bliver dræbt ved stump vold. Der er ingen tvivl om, at opfattelsen af magtforholdet mellem kvinder og mænd spiller en rolle. Der er tale om en kønnet forbrydelse, hvor det er kvinder, som bliver dræbt, fordi de er kvinder, og det er mænd, der dræber kvinder, fordi der findes et grundlæggende fravær af respekt omkring kvinders ligeværd. Når vi eksempelvis taler om partnerdrab efter et brud, er det ofte en afmagtshandling som følge af, at manden har mistet muligheden for dominans og kontrol over kvinden. Og der er den ultimative magtudøvelse så at dræbe hende.
Er der fællesnævnere hos gerningsmændene?
Ser man på dem, som både er i risikozonen for at udøve og for at blive udsat for vold, så er der individuelle faktorer, som gør dig sårbar: hvis du selv er blevet udsat for vold som barn, hvis du oplevede vold i hjemmet, hvis du har misbrugsproblemer. Og så er der faktorerne på metaniveau: for eksempel hvordan samfundet og institutionerne generelt ser på ægteskabet og kvindens position. Er det accepteret, at manden udøver vold? Eller kan kvinden regne med myndighedernes hjælp, hvis hun henvender sig? Og har hun overhovedet økonomisk og juridisk mulighed for at forlade sin voldelige mand?
Er der lyspunkter globalt?
På verdensplan spænder andelen af kvinder i et givent land, der udsættes for vold, fra omkring 20 til 45 procent. Så der er forskelle, men det er svært at pege på lyspunkter. Til gengæld er situationen alarmerende i for eksempel Latinamerika. Og i traditionelle samfund, hvor man ikke har haft kvindefrigørelse og et opgør med de strukturelle uligheder mellem kønnene, udsættes flere kvinder også for vold.
Hvad skal der til for at vende udviklingen?
Man skal forstå, at særligt partnervold handler om magt, kontrol og dominans. Og accepterer vi den generelle magt-ubalance mellem kønnene, så bliver det svært at komme problemet til livs. Derudover er det afgørende, at vi ikke lader drab på kvinder blive hverdag. Vi må insistere på, at det er noget, vi skal diskutere, hver gang det sker. For det er ikke alene drab på individer, det er en del af et strukturelt problem. For nylig læste en britisk parlamentariker navnene på de kvinder, der var blevet dræbt af en mand i Storbritannien det seneste år, højt. Fællesnævneren var, at de færreste sager havde trukket overskrifter. Selvom FN har kaldt drab på kvinder for en ”pandemi”, hører vi stort set kun om det, når det er decideret bestialsk, og sådan må det ikke blive. Sidst, men ikke mindst, handler det om oplysning. Politi, anklagemyndighed og ansatte i kommunerne skal blive endnu bedre til at forstå voldens dynamik. Hvad er det, man skal holde øje med og spørge ind til, når man er ude til husspektakler? Hvad er det for faresignaler, vi nødt til at være opmærksomme på, hvis vi skal kunne sætte ind, før det er for sent?