Efter Charlie Hebdo-domme kan ofrene lukke et kapitel

Dommene over 14 medskyldige i terrorangrebene mod Charlie Hebdo og det jødiske supermarked Hyper Cacher i 2015 er både retshistorie og en hjælp til ofrene

Den franske garde står i 2016 vagt ved en mindeplads for de personer, som døde under terrorangrebet på Charlie Hebdo året forinden.
Den franske garde står i 2016 vagt ved en mindeplads for de personer, som døde under terrorangrebet på Charlie Hebdo året forinden. Foto: Pool New/Reuters/Ritzau Scanpix.

Med onsdagens domme over 14 medskyldige i terrorangrebene på satiremagasinet Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i Paris for næsten seks år siden er et voldskapitel blevet afsluttet.

”I hvert fald på det juridiske plan. For menneskeligt set vil eftervirkningerne aldrig forsvinde.”

Med disse ord har Riss, Charlie Hebdos redaktør, sat punktum for en historisk retssag.

Knivangrebet foran bladets tidligere lokaler og drabet på historielæreren Samuel Paty midt under retsmøderne har illustreret, at ytringsfrihed stadig er et sprængfarligt tema i Frankrig. Og om få uger begynder en ny sag mod de medskyldige i angrebet på spillestedet Bataclan i november 2015.

Men dette var den første domfældelse for terrorbølgen, som begyndte, da de algerisk-franske brødre Cherif og Saïd Kouachi mejede 12 mennesker ned under angrebet på det satiriske ugeblad den 7. januar 2015, mens deres malisk-franske ven Amedy Coulibaly to dage senere dræbte fem mennesker før og under gidseltagningen i Hyper Cacher-supermarkedet. De tre gerningsmænd blev alle dræbt af politiet i januar-dagene, der rystede Frankrig. De 14 tiltalte, som er blevet idømt domme fra fire år til livsvarigt fængsel, har i stedet været tandhjul i den terrormekanik, der gjorde det muligt for de tre gerningsmænd at dræbe i alt 17 mennesker.

”Gud er blevet sat på plads,” konkluderer Charlie Hebdo med vanlig provokation på denne uges forside.

Men det er snarere det synspunkt, at man kan dræbe i Guds navn, som er blevet sat på plads, præciserer bladets advokat, Richard Malka, efter dommen.

”Jeg håber, at det er blevet slået fast med syvtommersøm, at ingen ustraffet kan bidrage til terrorhandlinger, uanset hvor beskedent dette bidrag må være, og at vi ikke længere vil høre undskyldninger for islamismen,” siger Richard Malka til tv-stationen BFMTV.

Den 35-årige fransk-tyrkiske Ali Riza Polat blev idømt 30 års fængsel for at have været Coulibalys højre hånd. Andre leverede de våben, han benyttede i det angrebet på det jødiske supermarked. Alle har hævdet, at de ikke vidste, at våbnene skulle anvendes til terror, en formildende omstændighed, som har givet seks af de dømte mildere straffe.

”Jo tættere, de tiltalte var på Coulibaly, desto hårdere er de blevet straffet. Det viser, at selv i en terrorsag opretholder retsvæsenet sine retsprincipper og lader tvivlen komme de tiltalte til gode. For ofrene var det vigtigt, at ingen uskyldige blev retsforfulgt,” siger Laurence Cechman, advokat for de pårørende til Yoav Hattab og Michel Saada, som blev dræbt i Hyper Cacher, til avisen Le Monde.

For Michel Catalano, der blev taget som gidsel under brødrene Kouachis flugt fra gerningsstedet, har retssagen ”lukket et kapitel” i hans liv.

”Det, som har mærket mig mest, var ofrenes vidneudsagn. Den første del af retssagen var en barsk oplevelse. Det var svært at skulle vidne selv, og min kone fik en depression,” siger Michel Catalano til Le Monde.

Ali Riza Polats advokat har meddelt, at han vil anke dommen.