Prøv avisen

Efter container-tragedie øges jagten på vietnamesiske og europæiske menneskesmuglere

Pårørende til Hoang Van Tiep, en af de formodede ofre fra kølecontaineren, sørger sammen i familiens hus i Dien Chau i den fattige Nghe An-provins, som mange unge vietnamesere rejser fra for at søge lykken i Europa. – Foto: Athit Perawongmetha/Reuters/Ritzau Scanpix.

I Storbritannien og Vietnam arbejder myndighederne nu tæt sammen for at afsløre det kriminelle netværk, der bærer skylden for 39 personers død i en container på vej til England. Men det handler også om at forebygge problemerne, mener vietnamesisk ekspert i menneskesmugling

Politiet i Vietnam har anholdt otte personer, der er mistænkt for at have forbindelse til den tragiske sag, hvor 39 mennesker mistede livet i en kølecontainer.

”Baseret på, hvad vi har fået af oplysninger fra de mistænkte, vil vi nu aktivt sætte gang i en efterforskning, der skal udrydde de her grupper, som på ulovlig vis bringer folk til Storbritannien,” siger Nguyen Huu Cau, politichef i provinsen Nghe An, til Vietnams statslige nyhedsbureau, VNA.

Samtidig svinder håbet for de familier i Nghe An og den anden fattige provins Ha Tinh, der har meldt deres unge pårørende savnet. For ifølge politiet i Essex tyder alt på, at de 39 personer, der blev fundet døde i containeren, er vietnamesere. Den tragiske hændelse har sendt hele nationen i chok, og det lægger et stort pres på den vietnamesiske regering og myndighederne om at sætte seriøst ind og få stoppet menneskesmuglingen.

I fredags anholdt politiet i Ha Tinh-provinsen to personer. Her siger den lokale vicepolitiinspektør Nguyen Tien Nam til nyhedsbureauet AP, at de mistænkte menes at have stået bag menneskesmugling i området i årevis.

”Det er jo heller ikke noget ukendt fænomen for regeringen, at et organiseret netværk af kriminelle gennem længere tid har stået bag ikke bare menneskesmugling, men også smugling af hårde stoffer og andre ulovlige varer. Man kan sige, at det har været som små dryp, men det her med de 39 døde har virkelig haft effekt som en bombe. Det har for alvor sat spot på, at regeringen er nødt til at gøre mere. Det her er meget smertefuldt for hele vores nation,” siger vietnamesiske Mimi Vu, der igennem en årrække har arbejdet mod menneskesmugling for blandt andet den internationale organisation Pacific Links Foundation.

Hun medgiver, at det måske kan undre, at folk flygter fra et land, der har en så høj økonomisk vækst, som Vietnam har. I de seneste 20-30 år har den asiatiske tigerøkonomi kunnet fremvise vækstrater på op mod syv procent. Ligeledes er det lykkedes Vietnams kommunistiske styre at reducere fattigdommen markant.

Men ikke alle har fået lige stor gavn af det vietnamesiske tigerspring. Der findes stadig fattige landlige provinser som Nghe An og Ha Tinh. Her er de fleste nødt til at ernære sig ved landbrug med ringe indkomst. De mere givtige job inden for service og turisme er der stort set ingen af i de to nordlige provinser i den centrale del af Vietnam. Derudover har der gennem årtier været en tradition for, at folk herfra søgte til udlandet for at tjene penge og for den sags skyld også studere. Det foregik helt på lovlig vis i 1980’erne, hvor der blev indgået regeringsaftaler mellem Vietnam og det daværende Sovjetunionen samt andre østbloklande som Polen og Tjekkoslovakiet.

”Dengang var Vietnam stadig et meget fattigt land, så derfor var det helt naturligt og helt legitimt for folk at rejse udenlands for at tjene penge til familien. Men alt det har jo ændret sig, og den type aftaler er for længst skrinlagt. Der er stadig en del, der arbejder lovligt i et land som Japan, men de fleste vil hellere til Europa, da indtjeningen generelt er højere der. Og i takt med at det er blevet langt sværere at krydse grænser ind til Europa, har menneskesmuglerne for alvor fået gang i deres forretning,” konstaterer Mimi Vu.

Det ulykkelige er, at de unge og deres familier ofte gældsætter sig i ekstrem grad for at kunne foretage den lange og ofte meget farefulde rejse til Europa.

En hel ”pakkerejse” med falske pas, visa, transport og logi undervejs kan koste mellem 200.000 og 400.000 kroner. Typisk vil sådan en rejse begynde med, at de flyver til Rusland på et turistvisum eller til Kina. Her vil de eventuelt blive udstyret med et falsk pas, hvorefter de bliver sendt videre til Europa. Ofte med Tyskland, Holland eller Frankrig som destination.

”Og så bilder smuglerne dem ind, at Storbritannien er et rent eldorado, og at det derfor er bedst at komme videre dertil,” fortæller Nadia Sebataoui til nyhedsbureauet AFP.

Hun er ligeledes ekspert i menneskesmugling og arbejder med base i Paris på at hjælpe dem, der er kommet i klemme i systemet.

”De unge vietnamesere bliver lovet fyrstelige lønninger i England – op mod 30.000 kroner om måneden, hvilket er tre gange så meget som den årlige indkomst i Vietnams fattigste provinser. De har slet ikke noget begreb om arbejdsforholdene og ender ofte med dårligt betalte job i neglesaloner eller cannabisfarme,” siger Nadia Sebataoui.

Ofte vil de arbejde illegalt i et par år i Frankrig eller Tyskland, inden de vælger at begive sig ud på den farlige rejse over Den Engelske Kanal. Den beslutning blev fatal for de 39, der blev fundet døde i kølecontaineren i Essex for snart to uger siden.

”Hvis man skal sige, at der overhovedet er kommet noget brugbart ud af det her, så er det, at sandheden nu kommer frem om denne organiserede form for kriminalitet. At de lover folk guld og grønne skove, men at de unge vietnamesere i virkeligheden ofte ender med at arbejde under slavelignende forhold i England, og at transporten dertil er forbundet med stor risiko. Nu er der kommet så meget fokus på problemet, at jeg tror, at noget kommer til at ske,” siger Mimi Vu og henviser til, at Storbritannien faktisk har bevilget en del penge til forebyggende arbejde, der skal dæmme op for migrationen.

Det vil typisk være projekter, der retter sig mod unge i de udsatte fattige provinser. Ifølge Mimi Vu kunne et af programpunkterne være at få flere børn og unge til at blive i skolen i stedet for at droppe ud og søge tilfældige job. Og så handler det også om jobtræning og allokering af arbejdspladser, så de unge kan se, at der faktisk er muligheder for at blive i landet og tjene en anstændig løn. Men som eksperten fra Ho Chi Minh City indrømmer, så vil det tage lang tid at komme problemerne til livs.

”Det kræver en meget stor indsats – og lige p.t. er det faktisk kun Storbritannien, der giver økonomisk støtte til den slags projekter. Det ville være passende, hvis transferlande som Tyskland og Frankrig også bidrog. Og det vigtige budskab, som jeg meget gerne vil have ud, det er, at det her faktisk er et problem, der kan løses. Vi er jo ikke et land i borgerkrig ligesom Syrien – det er ikke Islamisk Stat, vi skal bekæmpe. Vi kan løse det her problem, hvis alle involverede parter gør en indsats,” mener Mimi Vu.