Efter drab i Storbritannien: Hvad gør man i andre lande for, at kvinder føler sig trygge?

Drabet på den 33-årige Sarah Everard i Storbritannien har startet en global debat om vold og utryghed, og britiske kvinder er gået på gaden i protest mod ikke at kunne færdes i sikkerhed. Kristeligt Dagblad tager her et kig på, hvordan andre lande prøver at bekæmpe vold mod kvinder

Et brutalt drab på en 33-årig kvinde i London har sat gang i debatten om vold mod kvinder. Her demonstrerer kvinder i Irlands hovedstad, Dublin, mod volden, som FN har betegnet som ”en pandemi”. – Foto: Clodagh Kilcoyne/Reuters/Ritzau Scanpix.
Et brutalt drab på en 33-årig kvinde i London har sat gang i debatten om vold mod kvinder. Her demonstrerer kvinder i Irlands hovedstad, Dublin, mod volden, som FN har betegnet som ”en pandemi”. – Foto: Clodagh Kilcoyne/Reuters/Ritzau Scanpix.

Det er den 3. marts, klokken er omkring 21.30, og mørket har sænket sig over gaderne i det sydlige London, da 33-årige Sarah Everard er på vej hjem fra en veninde i Clapham-distriktet. Hun er til fods, og foran sig har hun 50 minutters gåtur mod sin lejlighed.

Men den unge marketingmedarbejder når aldrig hjem. En uge senere finder politiet et lig i en skov omtrent 80 kilometer fra det centrale London, og kort efter bliver det, som mange har frygtet, bekræftet. Sarah Everard er blevet myrdet.

Mens London Metropolitan Police til manges forargelse opfordrer kvinder til at holde sig inden døre efter mørkets frembrud, bliver en af politiets egne, den 48-årige betjent Wayne Couzens, arresteret og sidder lige nu varetægtsfængslet sigtet for drabet,

Sarah Everards tragiske endeligt har startet en principiel, global diskussion om kvinders mulighed for at bevæge sig frit omkring i samfundet uden at føle sig utrygge. I dagene efter at den myrdede kvinde blev fundet, gik hundredvis af britiske kvinder og enkelte mænd på gaden for at vise deres støtte til ofret såvel som kvinder i hendes sted, der er bange for at gå alene hjem.

På sociale medier deler kvinder ligeledes ud af deres erfaringer med at komme sikkert omkring – det handler blandt andet om at lade, som om de snakker i telefon, eller om at krydse gaden for at undgå grupper af mænd.

Men det er ikke kun i Storbritannien, at kvinder føler sig utrygge. Overalt i verden dukker der igen og igen nye initiativer op for at skærpe kvinders sikkerhed.

I Tyskland, der ifølge EU’s agentur for ligestilling, Eige, sammen med Frankrig står højt på listen over lande med flest kvindedrab i Europa, indførte man i 2016 strategisk placerede kvindeparkeringspladser i parkeringshuse og på rastepladser. Indsatsen blev søsat i den sydtyske by Eichstätt, efter at en kvinde blev voldtaget, og sidenhen spredte initiativet sig til andre dele af landet, så kvindelige bilister ikke har så langt at gå, når de forlader deres parkerede bil.

Et andet tiltag er de såkaldte Safe Shorts i særligt stærkt materiale, som gør det umuligt for overgrebsmænd at rive dem i stykker. Ifølge den britiske humanitære fond Thomson Reuters Foundation er det den tyske maratonløber Sandra Seilz, der lancerede serien af shorts, efter at hun overlevede et angreb fra tre mænd. De innovative bukser er også udstyret med en øredøvende alarm for at afskrække potentielle angribere.

I Indien, som ifølge de seneste tal fra Thomson Reuters Foundation er det farligste land at leve i som kvinde, bruger kvinder i stigende grad apps for at føle sig trygge. Telefonapplikationer med navne som Safecity, My Safetipin og Himmat, der betyder mod, lader anonymt kvinderne rapportere om forbrydelser, advare om udsatte områder og dele data med hinanden såvel som med de indiske myndigheder. Foreløbig har næsten 100.000 brugt appen My Safetipin.

I Cape Town i Sydafrika blev der for nylig offentliggjort nye tal fra byens politi, hvoraf det fremgik, at der var blevet rapporteret mere end 53.000 seksuelle overgreb fra 2019-2020. Det fik aktivist Joanie Frederiks til at starte en taxitjeneste med kvindelige chauffører, som udelukkende kører med kønsfæller, så kvinder kunne føle sig trygge, når de bevægede sig rundt i byen.

Med base i det bandeplagede Cape Flats-område oplevede Joanie Frederiks ifølge Thomson Reuters hurtigt, at hendes idé havde været tiltrængt, efter at hun fik henvendelser fra flere kvinder, som var desperate efter at komme på arbejde og i skole uden blive råbt efter eller angrebet.

I Sydafrikas hovedstad, Johannesburg, knap 1400 kilometer derfra har de taget en helt anden metode i brug. Her hjælper både kvinder og mænd til, når de før solopgang puster i deres vuvuzelaer – plastictrompeter, som oprindeligt blev brugt til at heppe til fodboldkampe – for at lade kvinderne vide, hvornår det er sikkert at forlade deres hjem. Kan kvinderne høre de høje lyde fra trompeterne, så ved de, at der er sikkerhedspatruljer, som står klar til at eskortere dem til offentlige transportpunkter.