Efter Köln-overgreb: Nej betyder nej

Tyskland strammede i går loven om voldtægt, så definitionen på sexforbrydelser bliver bredere. To overgrebsmænd fra Köln blev i går dømt

Ny tysk voldtægtslov betyder, at et nej betyder nej. Free/Colourbox
Ny tysk voldtægtslov betyder, at et nej betyder nej. Free/Colourbox.

Efter overgrebene på kvinder nytårsnat i Köln og flere års debat om behovet for en strammere tysk voldtægtslov vedtog Forbundsdagen i Berlin i går med enstemmighed en lov, der i medierne har fået navnet ”Nej betyder nej”.

Loven gør definitionen på sexforbrydelser bredere, og den gør det lettere at udvise de udlændinge, som begår dem. Den dækker sager, hvor et offer siger nej, men ikke fysisk kæmper imod. Den hidtidige lovgivning har kun anset det for voldtægt, hvis ofret fysisk har sat sig til modværge over for seksuelle handlinger.

Lovgivningen, der skal ”forbedre beskyttelsen af seksuel selvbestemmelse”, sænker også barren for at udvise seksualforbrydere, klassificerer befamling som en sexforbrydelse og rammer overfald begået af grupper.

”Det er afgørende, at vi endelig indlejrer princippet ’nej betyder nej’ i straffeloven og gør enhver seksuel handling uden samtykke til en strafbar handling,” siger socialdemokraten Eva Högl, som anbefalede lovstramningen fra Forbundsdagens talerstol i går.

Der var stående bifald, da de tyske parlamentsmedlemmer efter en times debat omkring middagstid stemte den nye lov igennem samme dag, som to af de tiltalte for overgrebene nytårsnat ved en domstol i Köln hver blev idømt et års betinget fængsel.

De to anklagede, en 21-årig iraker og en 26-årig algerier, blev ifølge nyhedsmagasinet Focus kendt skyldige i at have befamlet to kvinder ved byens hovedbanegård og tvunget dem til kys.

Forbundskansler Angela Merkels regering godkendte lovforslaget i marts efter overgrebene nytårsnat i Köln, hvor flere end 1000 kvinder anmeldte seksuelle overfald fra befamlinger til voldtægt og røverier. Det var i stor udstrækning arabiske og nordafrikanske mænd, der blev beskyldt for overgrebene. Byens politichef indrømmede, at de fleste gerningsmænd aldrig bliver fanget, hvilket udløste en heftig debat om konsekvenserne af sidste års rekordhøje tilstrømning af flygtninge og migranter.

Justitsminister Heiko Maas erkendte, at der i tysk lov er uacceptable huller i beskyttelsen ”mod seksuel tvang og overfald”. Og allerede i januar gjorde parlamentet det lettere at udvise migranter og flygtninge, der er dømt for kriminalitet. Reformen betyder nu, at ethvert seksuelt overfald kan bruges imod en ansøger i en migrations- eller asylhøring, og at befamling kan straffes med op til to års fængsel eller en bøde. Det bliver tillige ulovligt at være en del af en gruppe, der begår overfald i en menneskemængde frem for at kræve bevis for, at en bestemt person har angrebet et offer.

Nyhedsbureauet dpa skriver, at der hvert år anmeldes 8000 voldtægter, men at kun én ud af 10 anmelder forbrydelsen. Derudover fører kun én ud 10 voldtægtssager til dom.