Det er ikke til at forstå, hvad han siger. Kun udefinerbare gutturale lyde vælter anstrengt ud fra hans mund. Helt yderligt sidder han på det minimale sofabord, så vagten ser sig nødsaget til at rette hans krop ind på midten for at undgå hans fald direkte mod flisegulvet.
”Hvad hedder du? Tal til os. Fortæl os, hvad du hedder,” forsøger retsformanden, mens han læner sig frem over skrivebordet, hvor han og to domsmænd stirrer på fangen.
Han er dagens første her kort før klokken 10 denne mandag. Langsomt og vaklende er han netop ført ind i det lille retslokale på første sal. Iført det, der minder om en falmet vissengul og nusset pyjamas, hvor overdelen ligesom hans ansigt er sprøjtet til med vand. Formentlig vagternes forsøg på at vække ham fra den liggende stilling på gangen. Store mørke sår, ar og mærker træder frem på de bare fødder. Hans højre hånd ryster ukontrolleret, mens han med tydelig kraftanstrengelse forsøger at holde kroppen oprejst. Som var han plørefuld. Men han er alt andet, og da han vender sig mod dommerne, afsløres blodpletterne på buksernes bagparti.
”Nawar? Hedder du Nawar?”, forsøger retsformanden højlydt og upåvirket at få et svar ud af den kortragede mand, der fortsat besvarer med uforståelige lyde og kun nødigt nu får stillet det lille bord til rådighed, så han ikke vælter.
De kappeklædte mænd betragter fangen fra hver sin store læderstol. Skulder ved skulder sidder de tæt, for at alle kan få plads ved skrivebordet. For enden troner en kvindelig notar, mens en mandlig ditto i en rød plasticstol på den anden side af bordet har ryggen til fangen. Begge er klar med kuglepen til diktat af alt, hvad retsformanden siger.
Bagest i en af det 16 kvadratmeter lille rums to lædersofaer har Kristeligt Dagblad fået lov at følge dagens program. Det er en del af det juridiske opgør mod nogle af de tusinder af irakiske fanger, der er blevet anholdt under eller i kølvandet på Mosuls befrielse for to måneder siden. Mistænkt og anklaget for at have kæmpet for eller støttet Islamisk Stat.
”Kan du huske militærbasen? Fortæl os historien, så kan du slappe af og komme til lægen,” forsøger retsformanden nu, men får stadig ingen nyttig respons, før hans tålmodighed efter gentagne forsøg slipper op.
”Fjern ham,” vifter han ad fangen, der igen er ved at vælte, da han forsøger at rejse sig.
”Nogle gange lader de, som om de er blevet skøre. Men det er gøgleri. Han er IS og lod, som om han var sindssyg. Sådan gør de. Han har været her før. Efter nogle gange kommer han til at tale,” deklarerer retsformanden så over for Kristeligt Dagblad.
I stedet føres en af de unge fyre, der har siddet i skrædderstilling og lænket til de andre på gangen, nu ind i rummet. Iført grå bukser, sandaler og sort T-shirt står 24-årige Hassan og bliver mødt af anklagerne mod sig.
Med kun otte flisers afstand til en grøn Pokémon-skraldespand, der bizart titter frem ved dommernes fødder, står han helt stille, ret op og ned i de efterfølgende 45 minutter, som retssagen varer. Med en forsvarsadvokat, der synes at være støvet lige så meget til som sine sko. Selvom det gælder liv eller død, forholder han sig nemlig helt tavs fra sin sofastol i hjørnet.
Hassan er anklaget for at have tilsluttet sig Islamisk Stat blot fem dage efter, at de islamistiske terrorister indtog Mosul i juni 2014. For at arbejde for dem og for våbenbesiddelse. Før det var han angiveligt student. Men fra den ene dag til den anden blev han politibetjent for IS.
”Du er tiltalt for at have støttet IS. Sammen med Faris truede du andre folk, hvis de ikke også meldte sig ind i IS. Hvordan tilsluttede du dig IS?”, bliver han spurgt.
”Jeg tog til moskéen med Hamid. Vi meldte os hos IS og sværgede dem troskab. Bagefter mødte vi Osama. Det var en af Baghdadis fyre (Abu Bakr al-Baghdadi, IS-leder, der udråbte kalifatet i Mosul, red.). Han var ansvarlig for vores afdeling. Men min far var ikke glad og bad mig melde mig ud igen. Men to dage senere kom de til mit hus. De sagde: ’Hvis du ikke kommer tilbage, slår vi din far og din familie ihjel.’ Uden at min far vidste det, tog jeg tilbage til IS,” forklarer Hassan, der konsekvent har hovedet bøjet, som tør han end ikke kigge på dommerne.
”Du vil opdage, hvor skamfulde de er, når de kommer herind,” udtrykte en anden dommer dagen før om Mosuls juridiske opgør med IS-krigerne, der her kort efter befrielsen er i fuld gang.
De mindst 10 blindede og bagbundne IS-fanger, der sad på knæ i et gårdareal ved retsbygningen, understreger med fuld tydelighed det faktum. Retssagerne finder i dag sted i al-Hamdaniya, Nineveh-distriktets største kristne by knap 35 kilometer fra Mosul, hvor sikkerhedssituationen fortsat er anspændt, og hvor risikoen for attentater på retten, advokater og dommere blev anset for at være for stor.
Det er her, de IS-mistænkte først stilles for en undersøgende domstol. En første retsinstans og inkvisitorisk udredning, hvor adskillige repræsentanter fra den irakiske efterretningstjeneste, sikkerhedsstyrken samt dommere udspørger den sigtede ved et eller utallige retsmøder, før hele sagen er belyst.
”Du er den første journalist, der nogensinde har fået lov at se det her. Du er faktisk den første, der har fået lov at sidde ved siden af mig,” lød det fra den pågældende undersøgelsesdommer, mens han fremviste de fyldte mapper for Kristeligt Dagblad:
Sider med alverdens informationer om Islamisk Stat og alskens detaljer om terrorgruppens krigere. Navn på navn, billede efter billede og årstal som 1990, 1993, 1995 og 1997 går igen side for side. Fødenavne, krigernavne og kaldenavne, som IS brugte til radiokommunikation. Hvor mange børn, krigerne har, deres våbennummer, hvilken moské de hørte til, deres titel og opgave hos IS samt organisationsdiagrammer over Islamisk Stats militærenheder og opbygning er fast pensum på hans bord.
”Vi har 50 sager hver dag. 90 procent af dem er IS-folk. De fleste har været i kamp, støttet dem eller været del af soveceller. De fleste er over 18 år, men der er også børn på 13 og 15 år. I går havde vi en bror til IS’ ’premierminister’ herinde. Vi har også fængslet en familie, hvor konen var sikkerhedsmanager hos IS. Først når vi er færdige, sender vi sagen videre til endelig dom,” forklarede dommeren, der betinger sig fuld anonymitet.
Men denne dag gælder det altså Hassan. Hans sag er nået til straffedomstolen. Det er nu op til den pågældende dommer at afgøre sagens endelige udfald.
”IS gav mig en AK47 (maskingevær, red.) med fem magasiner, og de gav mig en sort uniform. Det var særligt for deres politienhed. Jasim var også med, og hans fætre Ali og Sahdi. Vi var cirka 50 personer, der opererede ved checkpoints og ministerierne,” forklarer Hassan stadig stående med hænderne foldet på ryggen og blikket fæstnet mod gulvet.
”Giv mig flere navne,” beordrer dommeren.
”Jeg kan ikke huske flere,” replicerer den 24-årige Hassan.
”Hvad var jeres opgave?”
”Vi stoppede folk, som ikke respekterede IS’ regler. Vi måtte godt ryge. Men andre måtte ikke, og kvinder skulle dække sig til,” fortsætter Hassan til morskab for dommeren, som begynder at grine:
”Loven bør gælde for alle. Men I måtte altså ryge, mens andre ikke måtte?”.
”Altså… jeg røg,” lyder det spagt fra den tiltalte, mens hans forklaring foreviges via blåt blæk og gennemslagspapir af de to notarer.
”Hvad gjorde I med kvinderne og mændene?”, spørger dommeren.
”Vi tog dem med til IS-retten.”
”Kender du nogle af dommerne der?”, vil retsformanden vide, men får ikke flere navne oplyst og spørger i stedet ind til, hvor meget Hassan fik i løn.
”65.000 IQD om måneden (390 kroner).”
”Hvad er denne kvittering for noget?”, fortsætter retsformanden, mens kollegernes blikke fæstnes på et papir i den gule tilbudsmappe af beviser foran dem. Han omtaler en kvittering udstedt af IS.
”Jeg fik den for at modtage min AK47. De fandt den i mit hus. Jeg kan ikke huske datoen, men jeg forlod IS, da den irakiske hær var tæt på. Jeg, min far og min familie tog fra vest til øst som civile, og jeg meldte mig selv hos den irakiske hær og fortalte, at jeg havde været i IS og arbejdet for deres politi,” siger den anklagede.
Dommeren spørger, om han har været i fængsel før:
”Nej.”
”Ser du dig selv som skyldig eller ikke skyldig?”
Efter 40 minutters retssag og med udsigt til Koranen, der ligger foran dommeren, erklærer han så:
”Jeg er skyldig.”
Først nu tager forsvarsadvokaten ordet og leverer en to minutters lunken appel til domsmændene om det formildende i, at Hassan blev truet til at gå tilbage til IS. Så føres Hassan ud på gangen og får igen håndjern smækket om håndleddene med den anden fange, der lavmælt synger en fælles bøn for dem begge. Nu er det hans tur. Samtidig ligger Nawar, den ordløse, tiltalte fange på ryggen med håndjern på og fortsætter sit påståede skuespil. Skiftevis i aparte lyde og total stilhed.
Klokken 11.30 får Hassan serveret sin skæbne:
”Du dømmes til døden ved hængning. Bagdad får tilsendt din sag. Vil du kære den?”, spørger dommeren nøgternt, men får kun et umærkeligt ryst fra Hassans hoved som svar, før han bliver ført væk.
”Nå, hvad synes du så om afgørelsen?”, spørger retsformanden og slår armene ud og smiler bredt til Kristeligt Dagblads udsendte, inden han selv svarer:
”Han tilhørte Islamisk Stat. Han sluttede sig til dem frivilligt. Han indrømmede, han var IS-politi. Han tvang folk til at følge deres regler og slæbte dem til retten, hvis de ikke gjorde. Havde de bedt ham om at skyde sin egen far, havde han gjort det. Han har ødelagt vores by. Hvordan skulle han kunne blive en del af vores samfund igen? Vi kan ikke give dem noget valg,” uddyber dommeren så frejdigt selvtilfreds over sin egen beslutning, før døren igen går op.
Det er anden gang, at 24-årige Younis står foran dommeren. Han har fået lov at føre vidner i sin sag. Younis står anklaget for med Islamisk Stat at have kidnappet en soldat fra den irakiske hær, general Ali. Men ifølge hans advokat bunder det i en intern strid med en lokal familie.
”De så dig komme til landsbyen med IS og tage deres nevø. De har ikke set ham siden. Har du nogensinde støttet IS eller ej?”, vil dommeren have slået fast.
”Nej,” lyder det prompte fra manden i det brune træningstøj, mens han svajer i de grå sandaler.
”Da IS kom, flygtede alle til forskellige områder. Nogle blev hos IS, nogle tog væk. Jeg har aldrig været med i IS, og ingen fra min familie har været med i IS.”
”Kender du general Ali?”.
”Ja, for vi kom fra det samme område,” svarer den tiltalte.
”Hvor var du, da de tog general Ali?”.
”Jeg sværger ved Allah. Jeg var i en anden by. Nogen har anklaget mig for at være IS, men det var jeg ikke,” kommer det så ivrigt fra Younis, at han træder flere skridt frem mod dommerne, der sender ham retur til sin anviste flise.
I ét stræk føres nu det ene vidne efter det andet ind. De er alle tæt familie eller nære venner til den unge Younis og sværger ved håndspålæggelse på Koranen, at de taler sandt.
”Younis er min ven. Han har aldrig været med i IS og har ikke gjort noget. Jeg sværger på det. Han har aldrig haft noget med dem at gøre. Jeg så ikke Younis, da de tog generalen,” gentager vennen Ahmed, der står stiv som et bræt og svarer dommeren med hoved og blik rettet mod gulvet.
”Var han med i IS?”, spørger retsformanden det næste vidne, Younis’ onkel Adnan, der iført militæruniform gør honnør, træder helt frem til bordet og sværger på den hellige bog, mens alle i lokalet står op.
”Nej, jeg sværger. Han har aldrig mødt dem. Ved mine børn, jeg lyver ikke for nogen. Da IS kom, var jeg hele tiden i kontakt med ham. Han har aldrig støttet dem,” slår onklen fast, og overlader næste forhør til et tredje vidne, en ven og pensionist, som også sværger på vennens uskyld, mens Younis fortsat står ret og op ned i den timelange retssag, hvor beviserne mod ham tilsyneladende udelukkende er en udokumenteret anklage.
”Jeg har valgt at løslade dig, fordi der ikke er beviser mod dig,” lyder dommerens beslutning så, straks fulgt op af Younis’ finger, der signalerer, at han gerne vil have ordet.
”Vil du tillade mig noget?”, spørger han.
”Du kan gøre, hvad du vil,” svarer dommeren, til hvilket den 24-årige straks udbryder ”al-hamdullillah” i en lovprisning af Allah og i næste nu kaster sig mod flisegulvet og foran domsmænd, Koranen, Pokémon og et skævt tv-beslag på bagvæggen falder på knæ for sin gud.
Den samme gud, som er blevet tilbedt af Islamisk Stat, har bragt Mosul og Irak i knæ, har ført den unge Hassan til galgen, og som engang skal afgøre skæbnen for den – måske – skøre Nawar, som stadig ligger i sin helt egen verden på gangen og kigger op i loftet. For som Younis’ sidste ord lyder, inden retten lukker ned:
”Gud tager altid den rigtige beslutning. Gud gør altid det rigtige.”