Prøv avisen
Interview

Hun har savnet sammenholdet siden Murens fald: Frihed er meget mere end forbrug

Det var med fredsbønner i kirker som her Gethsemane Kirken i Østberlin, at de folkelige krav om forandringer i efteråret 1989 for alvor tog fart. Elfriede Stauss var involveret i en fredsgruppe i sin menighed i Halle. ”Vi kunne stole på hinanden. Og vi var besluttet på ikke at forlade landet,” siger hun i dag. Foto: Ullstein Bild - Danigel/Ullstein Bild/Ritzau Scanpix.

Selvom østtyske Elfriede Stauss jublede som alle andre, da Berlinmuren faldt, ser den pensionerede præst sine 37 år som borger i det socialistiske DDR som en værdifuld periode i sit liv. Dengang havde vi brug for hinanden; i dag lever vi i en forbrugsverden uden fælles projekt, siger hun

Muren var ganske vist faldet, men Elfriede Stauss tøvede. Der kom til at gå nogle måneder, før hun tog fra Halle til Berlin for med egne øjne at opleve det ufattelige, der var under udvikling. Den første tid nøjedes hun med tv-billederne af sine østtyske medborgere, jublende, kørende i deres små Trabanter ind over grænsen til det forjættede Vestberlin, ind gennem den nu vidtåbne port til den kapitalistiske forbundsrepublik. Hun så, hvordan de generøst blev modtaget og fik udbetalt det såkaldte Begrüssungsgeld, et beskedent beløb som velkomsthilsen fra selve den vesttyske regering til de fattige fætre og kusiner fra øst, og hvordan mange omgående brugte pengene til de første ”luksusvarer” fra Vesten.

”Jeg havde det svært med alle de indkøbsturister, som strømmede over grænsen den første tid. Man kunne se det på tv. Jeg tænkte: ’Åh nej, jeg vil ikke være en af dem, der rejser over grænsen for at købe bananer og ting’. Jeg synes, det var pinligt, at det var denne længsel efter materielle goder, som var det allerførste, der drev folk til Vesten. Det var jo kun i forhold til luksusvarer, at DDR var et mangelsamfund, mener jeg. Vi sultede ikke, og vi havde også tøj på kroppen,” fortæller hun.

Den 67-årige Elfriede Stauss tager imod i sin lyse lejlighed i et nybygget boligkompleks i Kreuzberg i det, som engang var den vestlige, amerikanske zone i Berlin. Hun har nøje udvalgt sit nye hjem, et stort miljøvenligt byggeri med egne lejligheder og fællesarealer med cafémødested og taghaver, baseret på bæredygtighed og fællesskab.

”Da jeg for tre måneder siden flyttede ind her, tænkte jeg meget over, om jeg mon var den eneste ossi?”.

Hun har ellers hele sit liv boet i den del af Tyskland, som indtil 1989 var DDR, hvor hun har været evangelisk præst i byer som Halle og Magdeburg, men da hun for nylig gik på pension, besluttede hun sig for for første gang at flytte til et sted, som engang havde været Vesttyskland.

En ossi fandt hun ikke, men til gengæld en fra et andet tidligere østblokland.

”Heldigvis mødte jeg en ungarer ret hurtigt; jeg blev så glad. Vi mærkede bare med det samme en fælles forståelse, som vi ikke deler med wessis. Den har jeg også med folk fra Polen eller fra det tidligere Tjekkoslovakiet. Vores livssituationer var på mange måder ens under kommunismen. De forstår mig umiddelbart, når jeg fortæller noget fra dengang – faktisk behøver jeg ikke sætte så mange ord på. Vi har et skæbnefællesskab, vi, der har oplevet kommunismen i Europa før Murens fald i 1989,” forklarer hun.

Byggeriet her er ”inkluderende”, så blandt de attraktive lejligheder med omkring 800 beboere er der også afsat boliger til flygtninge og til mennesker med en svagere social baggrund.

Elfriede Stauss er ikke i tvivl om, at det ikke kun er hendes kristne tro, men også hendes baggrund i DDR, der har været med til at give hende stærke sociale værdier.

”Selvom socialismen i DDR var en løgnagtig og utroværdig statsdoktrin, så var vores hverdagsliv alligevel meget præget af hjælpsomhed. Vi havde brug for hinanden. Det var vigtigt at have netværk, fordi man ikke kunne få alting. Det er netop den slags fællesskab, som mange efter die Wende, systemskiftet i 1989, har savnet,” siger hun.

Selvom Elfriede Stauss er vokset op i en kristen familie, hang hendes beslutning om at blive præst lige så meget sammen med de samfundsmæssige omstændigheder, hun levede under i DDR. Hun ville for eksempel ikke være lærer i et land, hvor hun ikke kunne forsvare skolesystemet.

”I skal ikke tro, at jeg har haft et dårligt og ulykkeligt liv, selvom jeg kommer fra en kristen baggrund og dermed var helt ved siden af systemet. Slet ikke. Der var ganske vist mange vanskeligheder. Jeg kunne måske ikke få den ønskede studieplads, hvis ikke jeg makkede ret – sådan var det. Men jeg var faktisk nærmest lykkelig. Det, det gælder om i ethvert system – og især i et totalitært system som i DDR – er at have en base, et fundament af mennesker, man har absolut tillid til. Jeg havde mine forældre, som ikke ville have noget som helst at gøre med systemet, men min far vidste også, at der fandtes det, der var værre. Min far sagde altid: ’Man kan leve her, alt er ikke godt, men man kan leve her.’ Jeg tror, det hang sammen med hans erfaringer fra Anden Verdenskrig. Da krigen sluttede, havde han ingenting. Og her havde han trods alt i det mindste kunnet opbygge et liv. Og så kunne jeg også trække vejret i en kristen ungdomsgruppe og senere i fredsbevægelsen,” fortæller hun.

Den lutherske kirke var ikke forbudt i det ellers officielt ateistiske DDR, og kirken kom til at betyde meget for Elfriede Stauss under opvæksten – ikke kun på grund af religionen.

”Da jeg gik i skole, var det vigtigt for mig at være med i en kristen ungdomsgruppe. Vi havde en fantastisk lærer, som ikke kun læste bibelske tekster med os, men også Marx’ og Engels’ værker og filosofi. Hun gav os virkelig uddannelse, og hos hende lærte vi at diskutere og at forsvare synspunkter. I den almindelige skole skulle man tilpasse sig og sørge for ikke at stikke ud. Man kunne godt være i opposition, men man skulle være meget forsigtig. Vi oplevede som unge, hvordan det hemmelige politi Stasi forsøgte at presse nogle til samarbejde mod at få en studieplads.”

Efter gymnasiet husker Elfriede Stauss mange diskussioner med sine kammerater om, hvorvidt de kunne holde ud at leve i DDR. Hun overvejede ikke selv at forsøge at forlade landet. Hun følte, at hun havde et vist spillerum – ikke mindst inden for kirken. Andre mente ikke, at de kunne ånde i den atmosfære af mistillid og politisk ufrihed, som herskede.

”Vi talte om, at vi ville blive i vores land for ikke at overlade det til partifunktionærerne i det socialistiske parti, SED. Hvordan skulle det gå, hvis alle rejste væk? Jeg var overbevist om, at vi måtte blive og forsøge at skubbe på en udvikling,” fortæller hun.

Det var især den manglende pressefrihed og frihed til at rejse samt den mistro og angst, systemet såede i befolkningen, der fik Elfriede Stauss til at reagere. Der var dog også en stor gruppe mennesker, der bare trak sig ind i sig selv. De var måske i opposition, men foretrak at blande sig uden om det, der foregik, og bare passe deres eget liv. Eller resignere. I mange familier blev der talt åbent og kritisk om systemet, men samtidig fik børnene besked på, at de i skolen ikke måtte omtale, hvad der blev sagt i deres hjem:

”Jeg tror, at hovedparten af befolkningen i DDR godt vidste, at det meste af, hvad der foregik, var en løgn. Politikere som SED’s generalsekretær Eric Honecker anså man som latterlige figurer.”

Op igennem 1980’erne begyndte små oppositionsgrupper at dukke frem i Østtyskland – både inden for kirken og uden for. Det var miljøbevægelser, kvindegrupper og fredsgrupper, som også kom til at spille en rolle for Elfriede Stauss.

Hun var på det tidspunkt præst, og i menighederne skabte de et rum af fortrolighed, hvor folk kunne have tillid til hinanden og tale åbent om den bevægelse, der var i gang i deres land.

”Vi i kirken følte, at vi var vigtige for de mennesker, der boede i DDR, og personligt gav det mig en identitet at være i opposition til systemet. Vi vidste, hvor grænserne gik. Vi havde hinanden, tættere og varmere kan man næsten ikke komme på hinanden. Vi kunne stole på hinanden. Og vi var besluttet på ikke at forlade landet. Vi ville ikke lade vores medborgere alene med kommunisterne.”

Elfriede Stauss var dengang præst ved luthermenigheden i Halle og med til at organisere en fredsgruppe. De vidste, at de blev overvåget af Stasi. Det fik gruppens medlemmer til at sikre hinanden, sådan at hvis nogen fra gruppen blev anholdt, skulle de øvrige tage sig af eventuelle børn.

”Vi vidste jo, at ting kunne ske meget hurtigt. Vi kendte folk, der var blevet anholdt på gaden. Men det var også en tid, hvor vi virkelig følte, at vi i øst ikke bare sad og ventede på, at der skulle ske noget. At vores østtyske fredsbevægelse også kunne gøre noget som det, vi så på tv fra Vesten. Vi blev modigere og modigere.”

Det var en brydningstid. Mikhail Gorba-tjov var ved magten i Sovjetunionen, polakkerne var i bevægelse med fagforeningen Solidaritet, og de østtyske fredsgrupper voksede meget. I takt med at det lykkedes de kirkelige grupper at få folk uden for kirkens mure i tale, oplevede Elfriede Stauss også, at kirkens ledelse blev bekymret og forsøgte at begrænse aktiviteterne:

”Vi fik at vide, at vi ikke måtte skabe farlige situationer, der kunne ramme hele kirken. For ledelsen var det en balancegang. Det var en spændende tid.”

Kirkedemonstrationerne udviklede sig i det tidligere DDR fra Leipzig og spredte sig som en ustoppelig bevægelse. På den ene side en fantastisk tid, på den anden side også en tid fyldt med bekymringer, fordi Elfriede Stauss var bange for, hvordan det ville udvikle sig til voldelige konfrontationer.

Sådan kom det ikke til at gå, og pludselig var Muren faldet, og socialiststyret passé. Hun havde selv besøgt Vesttyskland en gang tidligere og dengang fået et chok over udvalget af varer i butikkerne. Hun husker det som meget overvældende. Det var den samme følelse, hun havde, da grænsen åbnede. Hun havde brug for tid til at vænne sig til det.

”Det blev jo pludselig meget tydeligt, hvor anderledes et samfund vi havde levet i – og hvor anderledes vores livsbetingelser havde været. Det var et chok for mig at gå ind i et supermarked og se, at man kunne købe 30 forskellige brødtyper. Har man brug for det? Er det godt?”.

Var det det, frihed betød? spurgte hun sig selv. Elfriede Stauss var og er meget skeptisk over for det. For hende er det et meget smalt frihedsbegreb, hvis det kun handler om frihed til at købe og rejse. Frihed har også en social dimension, mener hun, det handler om fællesskab, og frihed er forbundet med ansvar. Hun ser i dag tydeligt, at en del af hendes holdninger også stammer fra de 37 år som borger i det socialistiske DDR.

”Vi lever i en forbrugsverden i dag, som ikke giver os de svar, vi har brug for. For mig handler det både om at respektere individets frihed – og samtidig have et fælles projekt, som bygger på ansvar for hinanden. Mange har en længsel efter fællesskabsformer, hvor man hjælper hinanden. Mange har jo mistet den støtte, man tidligere havde i familien. Jeg tror, at mine holdninger i dag har meget at gøre med, at vi i DDR levede med politiske spørgsmål i hverdagen. Vi var i opposition, men vi talte også ofte om, at der måtte findes en bedre socialisme. Nu er der gået så mange år, og vi lever midt i det her sanseløse forbrugssamfund, hvor alle er alene,” siger den pensionerede præst og tilføjer eftertænksomt:

”Da jeg var ung i DDR, tænkte jeg ikke på mig selv som socialist, men det gør jeg mere nu. Måske har det gjort mig til socialist, at jeg er vokset op i DDR.”

Vi talte om, at vi ville blive i vores land for ikke at overlade det til partifunktionærerne i det socialistiske parti, SED. Hvordan skulle det gå, hvis alle rejste væk?

Elfriede Stauss, østtysker og pensioneret præst