I morgen er det præcis fem år siden, at den daværende ukrainske præsident, Viktor Janukovitj, mødte op i den litauiske hovedstad, Vilnius, til EU-topmøde. EU havde sat scenen for Janukovitj, der - efter den oprindelige plan - skulle have underskrevet en historisk associeringsaftale mellem EU og Ukraine dagen efter. Det kom ikke til at ske.
Rusland havde i opløbet til topmødet lagt maksimalt pres på Ukraine og tilbudt både finansiel støtte til den ukrainske stat samt gunstigere gaspriser, hvis landet ikke underskrev associeringsaftalen – et tilbud, Janukovitj ikke sagde nej til. Dermed begyndte et forløb, der skulle vise sig historisk i form af en politisk lavine, der førte til ukrainsk statssammenbrud, Ruslands annektering af Krim, russisk-ukrainsk krig i Østukraine og begyndelsen på den nye kolde krig mellem Rusland og Vesten.
Den seneste knopskydning på denne nye kolde krig kom i den forløbne weekend ved Kertj-strædet, hvor russiske myndigheder beskød og tilbageholdt tre ukrainske flådefartøjer og deres 23-mand store besætninger. Både Rusland og Ukraine tog mandag sagen op i FN og den ukrainske præsident, Petro Poroshenko, fik samme dag trumfet en 30-dages militær undtagelsestilstand for 10 af landets provinser igennem det ukrainske parlament.
Sagen demonstrerer, hvordan Rusland i stigende grad holder Ukraine i jerngreb, og hvordan Vestens støtte til Ukraine er vigende, samtidig med at Vesten kommer til kort, når det gælder om at opretholde internationale regler over for Ruslands nærområde.
Episoden i Kertj-strædet er en direkte udløber af Ruslands annektering af Krim. Kertj-strædet er indsejlingen til Azov-havet, hvor man på den ene side har Rusland og på den anden Krim. For Ukraine er Kertj-strædet og Azovhavet indgangen til havnen i Mariupol, der er Ukraines havneby for Donbass-området.
Rusland har i år indviet en bro over Kertj-strædet, således at der nu er forbindelse mellem Krim og det russiske fastland. Broen markerer også Ruslands de-facto kontrol over adgangen til Azov. Azov er egentligt reguleret af en bilateral aftale mellem Ukraine og Rusland, som er fra 2003 og dermed fra tiden før Ruslands annektering af Krim, og af FN’s havretskonvention. Men weekendens episode viser, at Rusland reelt betragter Azov som et indre farvand – et faktum hverken Ukraine eller verdenssamfundet ser ud til at kunne ændre. At annektere vand er i international ret ligeså retsstridigt som at annektere land. Rusland følger nu op på annekteringen af Krim med annekteringen af Azovhavet.
NATO, EU’s ledere og den amerikanske FN-ambassadør har fordømt Ruslands handlinger, men reaktionerne afslører, at den amerikanske regering under præsident Donald Trump betragter sagen som et anliggende for sine europæiske allierede - europæere, som ser ikke ud til at kunne mønstre andet end verbal opbakning til Ukraine og kritik af Rusland. Den stærke vestlige opbakning, Ukraine oplevede i 2014, er i dag stærkt indskrænket.
Annekteringen af Azovhavet styrker Ruslands kontrol over det østlige Ukraine og Ukraines adgang til Sortehavet. I disse dage er det fem år siden, at Ukrainekonflikten begyndte og førte til en hård sanktionspolitik fra Vesten mod Rusland. En sanktionspolitik, som gør mærkbart skade på russisk økonomi den dag i dag. Men weekendens episode udløser næppe på nye sanktioner mod Rusland. I den lange strid mellem Rusland og EU over Ukraine ser Rusland ud til at trække det længste strå.
Ukraines Viktor Janukovitj manglede i 2013 både visdom, integritet og styrke til at underskrive associeringsaftalen med EU. En aftale, som endegyldigt ville have undermineret Ruslands greb om Ukraine i form af ukrainsk tilpasning til EU’s handelsmæssige regler og normer. Rusland er i dag forsat Ukraines vigtigste handelspartner, og Ukraine er snarere kommet tættere på end længere fra et nyt statssammenbrud, der sagtens kan indfinde sig inden for det næste års tid. Der er både præsident og parlamentsvalg i Ukraine i 2019. Rusland vil også her gøre sin indflydelse gældende.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.