Prøv avisen

Er den irakiske hær klar til at tage kampen op mod Islamisk Stat i Mosul?

På billedet flygtningelejr nær Mosul for fordrevne, som er flygtet fra Islamisk Stats ødelæggelse. Foto: Ari Jalal

For den irakiske premierminister er konklusionen, at sejren i Falluja viser, at hæren nu er klar til det endelige opgør mod IS i storbyen Mosul

Ydmygelserne for den irakiske hær var massive, da den i 2014 blev løbet over ende af Islamisk Stats ekstremister og mistede kontrollen over den ene store by efter den anden i Irak.

Men det seneste år er billedet vendt, og den irakiske hær får stadig mere succes i kampen mod IS.

Den hidtil største sejr blev markeret i weekenden, da landets premierminister, Haider al-Abadi, besøgte byen Falluja og erklærede den endeligt tilbageerobret.

Falluja ligger blot en times kørsel vest for hovedstaden, Bagdad, og er den irakiske by, IS har haft magten over i længst tid.

Byen er den seneste af en række vigtige byer, IS har mistet kontrollen over i Irak de seneste måneder, og spørgsmålet melder sig om, i hvilken retning pilen nu peger for den irakiske hær og koalitionen af lande, der bekæmper IS.

For den irakiske premierminister er konklusionen, at sejren i Falluja viser, at hæren nu er klar til det endelige opgør mod IS i storbyen Mosul:

”Det irakiske flag vajer nu i Falluja. Med Guds vilje vil det også snart vaje over Mosul,” sagde Haider al-Abadi ifølge avisenThe Wall Street Journal under sit besøg i Falluja i weekenden.

Mosul i det nordlige Irak er landets næststørste by og har siden sommeren 2014 været IS’ hovedbase i Irak.

Byen har længe stået som et af de største benspænd i kampen mod IS, dels på grund af at islamisterne står uhyre stærkt i byen, og dels fordi man ikke ved, hvad man skal stille op med byen efterfølgende.

Ikke desto mindre ser den amerikanske præsidents særlige udsending til koalitionen, der kæmper mod IS, Brett McGurk, at slaget om Mosul er rykket nærmere, efter at det lykkedes at generobre Falluja.

”IS’ krigere panikker på slagmarken, udenlandske rekrutter forsøger nu at vende hjem, og lederne kæmper for at bevare disciplinen på trods af, at man risikerer at blive henrettet for ikke at adlyde ordre,” sagde Brett McGurk ifølge avisenUSA Today til Senatets udenrigsudvalg tidligere på ugen.

Her forklarede han også, at IS har mistet omkring 45 procent af sit oprindelige areal i Irak og cirka 20 procent af sit areal i Syrien.

Men ikke alle er enige i, at erobringen af Falluja er en veloverstået generalprøve til det endelige slag om Mosul. Nødhjælpsorganisationer har advaret kraftigt om den flygtningesituation, kampene i Falluja har skabt, som ingen i øjeblikket har ressourcer til at håndtere.

FN vurderer, at omkring 85.000 er flygtet fra deres hjem i Falluja den seneste måned. Mange har ikke andre steder at slå sig ned end i improviserede lejre i ørkenen uden nok mad og vand og med dagtemperaturer, der nærmer sig 50 grader.

”Hvis vi havde problemer med at håndtere Falluja, så må Gud hjælpe os med Mosul. I øjeblikket er det ganske enkelt utænkeligt. Med de nuværende ressourcer, de forskellige agenturer har – det er ikke kun os og selve FN – kan ingen ved sine fulde fem sige, at vi er klar til Mosul,” siger Karl Schembri, talsperson for Norsk Flygtningehjælp i Bagdad, tilTime Magazine .

Den amerikanske præsident, Barack Obama, sagde i april, at han forventede, at den irakiske hær med hjælp fra amerikanske bombefly ville være i stand til at indtage Mosul med udgangen af i år. Men om det mål er rykket nærmere med sejren i Falluja, er uklart, lyder det fra Pentagon-talspersonen Jeff Davis.

”Jeg ved det ikke. Der er stadig mange ting, der skal ske for at forme operationen for Mosul, og før lokale kræfter vil være klar til at begynde deres angreb på byen,” siger han til avisenThe Washing-ton Times .

Ifølge den britiske journalist Jack Moore har kampene om Falluja og Ramadi krævet så mange ressourcer, at det snarere har forsinket end fremskyndet kampen om Mosul.

”Det er tvivlsomt, at vi i de efterfølgende faser vil se Mosul indtaget før udgangen af i år, hvor 2017 virker som et mere realistisk bud, hvilket også passer med, hvad det amerikanske militær forventer,” skriver han i magasinet Newsweek .