Efter tre år med corona: Lange udsigter til højere levestand i Kina

Kinas nye stærke ledelse har lovet befolkningen ”fælles velstand”, men efter tre års isolation bliver det svært at sparke økonomien i gang igen

Pendlere iført mundbund går over et vejkryds i Beijing på en martsdag med høj luftforurening. Arbejdsløsheden især blandt unge er høj i de kinesiske byer, og mange kinesere frygter, at regeringen ikke kan levere den højere levestandard, som den lovede under den netop overståede årlige Folkekongres.
Pendlere iført mundbund går over et vejkryds i Beijing på en martsdag med høj luftforurening. Arbejdsløsheden især blandt unge er høj i de kinesiske byer, og mange kinesere frygter, at regeringen ikke kan levere den højere levestandard, som den lovede under den netop overståede årlige Folkekongres. . Foto: Mark Schiefelbein/AP/Ritzau Scanpix.

Efter 10 dage med skarp bevogtning omkring Den Himmelske Freds Plads nærmer det sig normale tilstande i Beijing. Nu er den berømte plads atter tilgængelig for turister, som tidligt hver morgen har mulighed for at se soldater fra Folkets Befrielseshær hejse det røde kommunistflag. Ellers har området omkring Folkets Store Hal været okkuperet af busser, der hver dag skulle transportere de knap 3000 delegerede frem og tilbage fra møderne i Den National Folkekongres.

Her har de lyttet til den ene regeringsrapport efter den anden og hyldet deres ubestridte leder Xi Jinping. Men nu bliver det barsk hverdag for de delegerede, der er rejst hjem til deres lokalområder med ordre på at få eksekveret på de mål, ledelsen af Kinas Kommunistiske Parti har udstukket. Og det bliver ikke helt nemt, indrømmede Kinas nye premierminister, Li Qiang, da han forleden holdt sin første pressebriefing og nævnte den store ungdomsarbejdsløshed.

”I år bliver der udklækket 11,5 millioner nyuddannede fra universiteterne. Når vi ser på deres beskæftigelsesmuligheder, er vi bestemt under pres, men vi vil øge udbuddet og hjælpe de unge mennesker,” lød det fra den nye premierminister.

Arbejdsløsheden blandt de 15-24-årige i de kinesiske byer nærmer sig hele 20 procent, og det problem skal løses, inden der bliver for meget murren i krogene. Derfor har regeringen også lovet, at der skal skaffes 12 millioner nye jobs. Forudsætningen for at skaffe flere arbejdspladser er at få mere gang i økonomien. Og selvom de økonomiske væksttal for de første to måneder af året viste positive tendenser, så er der lang vej igen. Hvis man går en tur gennem bydelen Huamao, kan man se adskillige butikker, hvor vinduerne er dækket af brunt papir. Og som en af beboerne siger, så kommer det til at tage lang tid, før nogen tør binde an med de høje huslejer og åbne nye butikker.

”Folk er stadig ikke kommet på fode igen efter tre år med usikre tider på grund af corona. Og som almindelig borger har man heller ikke lyst til at foretage de helt store indkøb, fordi mange udgifter til sundheds- og ældrepleje er noget, vi selv skal stå for. Det er nok grunden til, at vi kinesere holder ret meget på pengene,” forklarer 37-årige Wang.

Når man spørger folk i Beijing om, hvad de synes, der kom ud af Folkekongressen, hæfter de sig mest ved økonomien. Her har regeringen sat et vækstmål på fem procent, hvilket er det laveste i årtier. Det vækker bekymring, for hvordan skal der så blive råd til den ”fælles velstand”, som regeringen har lovet befolkningen?

Den 39-årige oversætter Joy tror, det har lange udsigter med den velstand og er derfor selv gået i gang med at undersøge, hvad der findes af private plejehjem, når hendes forældre ikke længere kan klare sig selv.

”Det er ret bekosteligt at betale for private plejehjemspladser, men det synes jeg, at jeg skylder mine forældre, når jeg nu har valgt at bo og arbejde i hovedstaden langt væk fra min hjemstavn. Der er selvfølgelig offentlige plejehjem, men her er kvaliteten meget svingende, så det vil jeg ikke byde dem. Mine forældre har ganske vist begge en pension, men den rækker ikke langt, så derfor bliver jeg nødt til at spæde til,” fortæller Joy, der har arbejdet som tolk for flere vestlige medier og derfor kun ønsker at optræde med sit engelske navn.

Hun kalder dog sit eget problem for et luksusproblem, eftersom hun med ansættelse i et udenlandsk firma har en månedsløn på omkring 15.000 yuan - nogenlunde svarende til det samme beløb i danske kroner.

”Vi glemmer jo af og til, at hovedparten af vores befolkning tjener mindre end 5.000 om måneden. Og den ulighed skal regeringen også have gjort noget ved," sier Joy. 

Generelt sætter befolkningen sin lid til, at regeringen nok skal få hjulene til at snurre igen. Det er også den fortælling, der går igen i de statsstyrede kinesiske medier. Alene nyheden om, at Kina nu igen slår dørene op for udenlandske turister efter tre år med lukkede grænser på grund af coronapandemien, skaber optimisme. Og som en agent i den vingeskudte kinesiske rejsebranche bemærker: ”Det var da sandelig også på tide.”

Selvom kineserne både menneskeligt og økonomisk har betalt en høj pris for regeringens drakoniske nultolerancepolitik under pandemien, så mener premierminister Li Qiang, at Kina har gjort det fremragende:

”Kina er et stort land, alligevel klarede vi at gennemføre en smertefri overgang og komme igennem covid-fasen på under to måneder…. Og det viser, at Kinas covid-strategi og målsætning var fuldstændig korrekt,” lød det altså fra premierministeren ved afslutningen af Folkekongressen.