”For den, der har, skal mere gives”.
En af de store udfordringer for den næste britiske regering kan hentes i Matthæus-evangeliet.
For det er i høj grad de ældre generationer, der har, mens de yngre må kæmpe for at få tingene til at hænge sammen. Derfor har et af temaerne i den netop overståede britiske valgkamp været ”intergenerational fairness” – retfærdighed på tværs af generationerne.
”Økonomien er et klart problem på mange områder. De yngre grupper er i en mere udfordrende situation. Og det gælder ikke bare her og nu, men det er noget, de vil opleve gennem hele deres liv, til de skal pensioneres,” siger seniorforsker Laura Gardiner fra Resolution Foundation – en tænketank, der forsker i levestandard.
Hun peger på, at lønstigninger er stagneret eller ligefrem fastfrosset, så en startløn nogle steder er den samme som for 15 år siden – og dermed ikke reguleret for inflation og voksende leveomkostninger.
”Vi har tidligere været vant til, at levestandarden steg for hver generation. Det sker ikke mere, og det er dybt bekymrende,” siger Laura Gardiner.
Det er ikke kun økonomisk, at de unge er hægtet af. Det er også demokratisk. Ifølge Financial Times ville 53 procent af vælgerne under 30 år stemme ved valget i går mod 79 procent blandt vælgere over 60 år.
Årsagen er ikke kun dovenskab. I Storbritannien skal den enkelte person selv tilmelde sig som vælger, efter at den konservativt ledede regering sparede den automatiske husstandsregistrering af vælgere væk. Da de ældre allerede er registreret, slår ændringen hårdest igennem blandt de yngre vælgere.
”Det værste ved dette valg var, at regeringen havde ændret systemet til at registrere vælgere. Derfor styrtdykkede antallet af 18-årige, som var registreret,” skriver David Babbs i en mail til Kristeligt Dagblad.
Han er direktør for græsrodsorganisationen 38 Degrees, der ikke er partipolitisk, men førte en stor kampagne for at få vælgere til at registrere sig.
”Medmindre de unge stemmer, tror politikerne, at de bare kan ignorere dem,” advarer David Babbs.
Selvom Laura Gardiner fra Resolution Foundation er kritisk over for de store partiers vilje til at gøre noget ved problemerne, medgiver hun, at de har forsøgt at forholde sig til uligheden mellem generationerne.
”Vi kan se, at De Konservative er klar over, at ’intergenerational fairness’ er en udfordring. Du kan være uenig i deres politik, men deres forsøg på at ændre i ydelserne til ældre er en anerkendelse af den udfordring, som en stadig ældre befolkning giver,” siger Laura Gardiner med henvisning til blandt andet forslag om at tage varmehjælp fra velstillede ældre og lade dem betale mere for plejehjem med deres opsparing og friværdi, hvilket blev kaldt demensskat i medierne.
For Labour handler det om højere mindsteløn, børnepasning og sundhed og pleje.
Men indkomsten er anden faktor. Ifølge det britiske statistiske kontor er der de seneste år sket en voldsom vækst i mennesker, der er ansat på såkaldte ”nul-timers-kontrakter”. Det vil sige, at de har kontrakt på et job. Men selvom de skal være til rådighed, er de ikke garanteret en eneste times fast arbejde, og det er typisk også lavtlønnede jobs som cykelbude og butiksansatte.
I London, hvor leveomkostningerne til især bolig bare stiger og stiger, er selv vel- uddannede folk med en god løn fanget i en spiral af høj husleje, som gør det svært at spare op og købe egen bolig.
Det er Rob Wykes et eksempel på. Han er forsker i epilepsi ved UCL, University College London, og fik først foden indenfor på ejendoms-markedet sidste år i en alder af 38 år. Han kom tilbage til London efter at have arbejdet fire år i USA, da han var først i 30’erne.
”Jeg fik et godt arbejde og tjente, hvad jeg troede, var en god løn. Men det er ikke tilfældet, når du bor i London,” siger han.
Han var ude på det private lejemarked, og her slugte huslejen to tredjedele af hans løn. Derfor var han nødt til at videreudleje værelser til andre, så han kunne spare op.
Han betegner sig selv som heldig, for han er den sidste generation, som ikke skulle betale universitetsgebyr for sin uddannelse og dermed skubbe en stor gæld foran sig.
”Men jeg har altid troet, at når du er sidst i 20’erne, skal du eje din bolig. Midt i 30’erne måtte jeg erkende, at jeg ikke kunne blive boligejer, og det begyndte at gå mig på,” fortæller Rob Wykes, som frustreret måtte se til, mens boligpriserne steg voldsomt meget mere end hans opsparing.
Trods en opsparing på næsten 200.000 kroner var det kun takket være en arv på ekstra 100.000 kroner, at han havde nok til at købe 40 procent af en toværelseslejlighed gennem et regeringsstøttet program, hvor han så over årene skal købe den resterende andel.
”Nyuddannede i dag er meget ringere stillet, end jeg var,” siger Rob Wykes om udsigterne for selv unge veluddannede i London i dag.