Prøv avisen
Essay

Efter valget: Ideen om én britisk nation kommer nu for alvor på prøve

Arkivfoto. Foto: Francois Lenoir/Reuters/Ritzau Scanpix

Brexit-planen ligger i forlængelse af en lang britisk tradition for at foregive, at Det Forenede Kongerige er forenet

Hvad hedder den stat, der truer med at gå i opløsning efter valget i dag? England er forkert, for det er kun en del af kongeriget. Storbritannien er bedre, men ikke korrekt, da staten også omfatter Nordirland. Det havde De Konservative ganske vist glemt i deres iver efter at komme ud af EU. Selvom han benægter det, har premierminister Boris Johnson indgået en aftale med en toldgrænse i Det Irske Hav af hensyn til Den Irske Republik, der er et fuldblods EU-medlem med en ubevogtet grænse til Nordirland. Ud over det er Gibraltar et problem. For ikke at tale om skatteparadiserne Jersey og Guernsey, der hverken er med i det pågældende rige eller EU, men hører direkte under dronningen.

Så indtil videre kalder vi landet United Kingdom eller Det Forenede Kongerige, selvom det er mere og mere splittet. Den politiske og intellektuelle elite opfører sig, som om den stadig har imperiets ressourcer. Det virker som et fjernt eventyr, at man engang fremhævede det som en forbilledlig demokratisk politisk kultur på trods af de skarpe klasseskel og fraværet af en skreven forfatning. Eller måske netop derfor. Westminster som alle parlamenters moder virker i dag som vittighed.

Storbritannien blev i 1862 af den konservativt-liberale – og katolske – historiker lord Acton karakteriseret som ”en syntese af forskelligheder”. En politisk nation er ifølge teorien ikke en ensartet kultur og sprog, men en stat, hvor man er enige om reglerne for at være politisk uenige. Altså et politisk fællesskab, der er karakteriseret ved, at man strides, men accepterer at kunne lide nederlag. Den tidligere britiske ambassadør i Danmark James Mellon fremførte i 1992 den modsatte tese om det danske demokrati. Han mente, at accepten af det høje danske skattetryk må forklares ved, at Danmark er et stammefællesskab i stil med ashanti-folket i Vestafrika, ikke en nation i britisk forstand. Den britiske nation forudsætter, at alle accepterer den, men det er der tvivl om efter splittelsen over Brexit. Yderligere forvirrende er, at man siden den konservative premierminister Benjamin Disraeli har brugt begrebet nation om såvel klassesamfundets to ”nationer” af rige og fattige som om de ”rigtige” nationer, englændere, skotter, walisere og irere. De sidste endda i flere udgaver, katolikker og protestanter.

Det er ikke almindeligt at skelne mellem engelsk og britisk. Men det bør man. Den ”engelske borgerkrig” fra 1640 til 1660 var blandt andet en krig mellem skotter og de engelske protestanter og gik i øvrigt hårdest ud over irerne. Wales var allerede i 1536 blevet opslugt af England, mens Skotland og England indgik en union med fælles parlament i Westminster i 1707. Det Forenede Kongerige blev i 1800 udvidet med Irland, der i århundreder havde været domineret af en anglo-irsk overklasse, mens Nordirland var koloniseret fra Skotland.

Den britiske identitet, der udvikledes i 1700-tallet, var protestantisk i et Europa domineret af katolske magter, især rivalen Frankrig. Denne protestantiske kultur udfoldedes i en østat, der hvilede på flåden, snarere end hæren, med en verdensomspændende metropol, London. Det lykkedes i 1700-tallet at skabe en fælles britisk identitet i kraft af det fælles imperium og den industrielle revolution. Waliserne og skotterne kan i dag ikke huske, hvor meget de profiterede af det britiske imperium, men de var reelt mere aktive i koloniseringen end englænderne, især som politi og soldater.

Kombinationen af korrupt politik i parlamentet med dets middelalderlige traditioner, valgsystemet med flertalsvalg i enkeltmandskredse og den industrielle revolution gjorde det muligt for den britiske stat med omkring syv millioner indbyggere at besejre Europas folkerigeste stat, Frankrig, med godt 25 millioner indbyggere i napoleons-krigene. Det skyldtes især, at Storbritannien havde udviklet et finansielt system, der gjorde det muligt for staten at låne de store summer, der skulle til for på samme tid at finansiere sine allierede, holde en flåde i søen, der overgik kombinationen af de to næststørste flåder, samt at finansiere krigsførelse på flere kontinenter. Det var ganske vist uenighed om finansieringen af de britiske styrker i Nordamerika, der udløste koloniernes oprør i 1775, som resulterede i USA’s selvstændighed. Men det verdensomspændende imperium overlevede med Indien som juvelen i kronen, bosætterkolonierne Canada, Australien, New Zealand og Sydafrika samt meget mere.

Storbritannien dominerede verden til Første Verdenskrig og besejrede Tyskland og Japan i Anden Verdenskrig. Sejren var ganske vist vundet af USA og Sovjetunionen, men briterne troede, at det var dem, der havde vundet. Og blev derfor dybt skuffede, da det i 1960’erne gik op for dem, at taberne Vesttyskland og Frankrig havde sejret i freden.

I den situation valgte landet at søge optagelse i deres fællesmarked for ikke at blive reduceret til ”en ø vest for Europa”. Netop det, som et snævert britisk flertal nu er ved at opnå trods advarslerne fra de tidligere premierministre John Major og Tony Blair.

Under påstanden om en ”engelsk” nationalkarakter og en ”engelsk” politisk tradition ligger en opfattelse, som Cambridge-historikeren Herbert Butterfield i 1931 døbte The Whig Interpretation of History. Dens kerne er, at ”englænderne” lige siden den normanniske erobring i 1066 har udvist en tolerant og velovervejet vilje til at tage tingene, som de kommer, mens de forhandler sig frem til en snoet, men ”naturlig” og tilfredsstillende rute fra én rodet situation til den næste – uden at lande i fanatisk radikalisme eller lade sig smitte af udlændinges tanker om, hvorledes forholdene kunne blive meget bedre. Muddling through, som det hedder med et uoversætteligt udtryk. Ifølge denne ideologi fører utopier og ideologier uvægerligt til kongemord og revolution. Påfaldende er, at den har overlevet det faktum, at England i 1600-tallet var rystet af revolution og religiøs radikalisme, der kulminerede med henrettelsen af kongen Charles den Første i 1649.

En følge af den anglikanske kirkes fusion med staten og kongemagten er, at velfærdsstaten aldrig rigtigt har slået rod i de sydøstlige dele af England, som er den engelske konservatismes højborg. Økonomisk og politisk liberalisme havde derimod sin basis i det industrialiserede midterste England omkring Manchester og det skotske lavland. Efter Første Verdenskrig overtog Labour det liberale partis rolle som repræsentant for periferien – undtagen i det tiloversblevne Nordirland.

Labours valgsejr i 1945 markerede ikke blot indførelsen af velfærdsstaten, men også et forsøg på at samle Disraelis to ”nationer”, de rige og de fattige. Det var dette kun delvist integrerede samfund, ledet af den samme Oxbridge-elite i de to store partier, som Margaret Thatcher revolutionerede mellem 1979 og 1990, og som Tony Blair ikke havde held til at forsone med sit New Labour-program.

Det er en cirkel med rødder i 11001200-tallet og 1500-1600-tallet, der i dag er sluttet med det sydøstlige Englands genvundne dominans. Forskellen er, at Cornwall og noget af Wales samt de nedslidte industriområder nu stemmer lige som centrum – især hvis de kan få erstatning for den bortfaldne regionalfondsstøtte fra EU. Syd for floden Trent, bortset fra London og Sydwales, vælges konservative medlemmer til Underhuset, og de ser ikke ud til at have megen interesse for, endsige viden om, resten af kongeriget.

Labour byggede især sin fremgang på skotske og walisiske arbejdere samt indvandrede irere, mens Det Konservative Parti siden Disra-eli havde mange vælgere i den engelske arbejderklasse. Kombineret med fraværet af en skreven grundlov, der kan begrænse et politisk flertals muligheder, og det britiske valgsystem med stærk regeringsmagt har vi forklaringen på, at det i 1980’erne var muligt for Margaret Thatcher at knække fagbevægelsen.

Thatchers politik blev fortsat under Tony Blairs liberalt inspirerede New Labour efter 1997, der troede, at globaliseringen ville være til fordel for alle. Nu er det klart, at der var mindst lige så mange tabere som vindere. Og disse tabere benytter deres stemmeret til at stemme på nationalister og populister i protest mod de opløsende følger af multikulturalismen.

Disraelis One Nation -ideologi, der postulerer ansvar for hele nationen, men i praksis er til fordel for den øvre middelklasse, føres nu frem af Boris Johnson tilsat et stænk sejrsvilje fra hans forbillede Winston Churchill. Hvor det vil føre hen, er helt uklart, bortset fra at landet er splittet, og den britiske union vil blive opløst i sine nationale komponenter som resultat af de konservative brexiteers ’ afvisning af EU.

Uffe Østergaard er professor emeritus i europæisk og dansk historie ved CBS.