Egypten løslader kristne børn i kontroversiel blasfemisag

Stadig flere bliver beskyldt for at krænke religion i Egypten. Tidligere på ugen blev to koptiske brødre på 9 og 10 år anholdt for at tisse på Koranen. Drengene er nu blevet løsladt, men efterforskningen fortsætter

To koptiske drenge er beskyldt for at have tisset på Koranen.
To koptiske drenge er beskyldt for at have tisset på Koranen.

Egypten oplever for tiden stor stigning i antallet af sager, hvor folk bliver beskyldt for blasfemi. Beskyldningerne går især ud over landets mindretal af koptiske kristne.

Alene de seneste uger er der registreret mindst fem sager med beskyldninger om blasfemi. Stigningen er sket, efter præsident Mubarak sidste år blev væltet, og Det Muslimske Broderskab senere vandt parlamentsvalget.

Sådan lyder det fra den egyptisk menneskerettighedsgruppe "Det Egyptiske Initiativ for Personlige Rettigheder", efter at to unge brødre på 9 og 10 år tidligere på ugen blev anholdt i en landsby syd for Kairo og beskyldt for at have tisset på Koranen, skriver nyhedsbureauet AP.

LÆS OGSÅ:
Egyptisk kristen fængslet for Muhammed-blasfemi

Drengene, der er koptiske kristne, er nu blevet løsladt, men efterforskningen fortsætter, og stemningen i deres hjemby er anspændt.

Det var ifølge internationale medier en imam i landsbyen, der havde set drengene rive sider ud af Koranen for bagefter tisse på dem. Drengene blev anholdt og taget med på politistationen, hvor der senere samlede sig store demonstrationer med vrede muslimer med kravet om, at drengene skulle straffes.

De to drenge blev varetægtsfængslet i syv dage, men en domstol besluttede i går at løslade dem igen. Efterforskningen af sagen fortsætter, ligesom situationen i området stadig er anspændt.

Der er tvivl om, hvad der egentlig er sket i sagen med de to børn. Ifølge drengenes naboer er anklagerne falske. De siger til BBC, at drengene ligesom de fleste andre børn i landsbyen er analfabeter og derfor ikke vil kunne skelne en koran fra andre bøger.

LÆS OGSÅ:Kristne flygter fra Rafah efter trusler

Ifølge det lokale politi er der ikke normalt problemer mellem kristne og muslimer i landsbyen. Men efter meddelelsen om, at drengene bliver løsladt, har der angiveligt lydt opfordringer fra den lokale moske til at protestere mod løsladelsen, og vrede muslimer fra andre dele af landet er strømmet til byen.

Den lokale præst Abdel-Qouddos Hana peger på, at den voldsomme reaktion mod drengene skal ses i lyset af den seneste sag om den anti-muslimske film "Innocence of Muslims".

"Jeg tror, at det hele drejer sig om filmen. Vi støttede vores muslimske brødre i deres protest. Men nogle mennesker han en mørk sjæl," siger han til AP.

LÆS OGSÅ: Anglikanske biskopper vil skærpe blasfemiregler

Koptiske kristne udgør omkring 10 procent af Egyptens befolkning, og der har jævnligt været spændinger mellem landets majoritet af muslimer og mindretal af kristne.

Den amerikanske film "Innoncence of Muslims" har ikke hjulpet på det konfliktfyldte forhold. Filmen, der har skabt voldelige demonstrationer i store dele af den arabiske verden, er nemlig produceret af en koptisk kristen.