Skulle man være i tvivl om, hvorvidt Egypten har forandret sig siden de tumultariske år omkring revolutionen i 2011, behøver man bare gå en kort tur i Kairos centrum.
Væk er boderne med revolutions-souvenirs, den politiske graffiti og gadekunsten. Muren mellem Tahrir-pladsen og det amerikanske universitet, der fungerede som en konstant opdateret logbog over de politiske omvæltninger med karikaturer af først den ene og så den anden magthaver, er revet ned.
I den tilstødende gade, hvor nogle af de voldsomste sammenstød fandt sted, og som før var dækket af martyr-portrætter af de mange omkomne demonstranter, titter nu kun to unge ansigter frem på en enkelt lille plet, der endnu ikke er malet over.
Ikke langt derfra står et helt netværk af gågader tilbage som et spøgelsesområde, efter at politiet en morgen lukkede næsten 40 caféer, som især beværtede byens revolutionære, sekulære og homoseksuelle.
Frem for graffiti og politisk gadekunst er det op til præsidentvalget på mandag billeder af den siddende præsident, Abdel Fattah el-Sisi, der pryder næsten hvert et gadehjørne. Nogle steder hænger han i fuld figur på bannere, der dækker hele husfacader.
På en café i Kairo-bydelen Nasr City tæller 30-årige Abdalla, hvor mange billeder af Sisi han kan se fra sin plasticstol på fortovet. Syv bliver det til.
”Jeg så en vittighed på Facebook i går: 79 procent af jordens overflade er dækket af vand. Den resterende del af dækket af Sisi-plakater,” siger den arbejdsløse it-programmør og ler højlydt.
Op til præsidentvalget på mandag er samtlige seriøse konkurrenter til Sisi enten blevet fængslet eller har trukket sig fra en valgkamp, som menneskerettighedsorganisationer kalder ”en farce”. Kun en relativt ukendt kandidat, som ingen kommentatorer spår en chance, er nu opstillet mod den siddende præsident.
Det stramme greb om folkestemningen er tydeligt. I årene efter revolutionen blev der livligt debatteret politik i Kairos gader, men i dag er det svært at få folk i tale.
”Der er ingen, der diskuterer politik, for der er jo alligevel ikke noget at diskutere,” siger Abdalla.
Han var ikke selv aktiv i protesterne i 2011, men mener, at regimet i dag er langt mere autoritært, end styret var før revolutionen. Han har ikke tænkt sig at stemme til valget.
”De spørger os om vores mening, men de er jo ligeglade med de svar, de får,” siger han.
En opinionsundersøgelse fra det egyptiske meningsmålingsinstitut Baseera viste i slutningen af 2016, at befolkningens lyst til at genvælge Sisi var dalet fra 81 procent til 59 procent i løbet af hans første to år ved magten. Siden er der ikke blevet lavet lignende målinger.
Tilbage i Kairos centrum sidder 35-årige Amr på en anden af byens utallige caféer. Han var en fremtrædende aktivist under protesterne i 2011 og 2012 og har tidligere arbejdet for forskellige menneskerettighedsaktivister, men vil i dag ikke have detaljer om sit politiske engagement i avisen. Ingen af de mennesker, Kristeligt Dagblad møder i Kairo, tør at stå frem med deres fulde navn i medierne.
”Lige nu slås der ned på samtlige grupperinger i landet,” siger Amr og henviser til, hvordan alt fra medlemmer af Det Muslimske Broderskab til pro-demokratiske aktivister, seksuelle minoriteter og journalister konstant lever i frygt for lange fængselsstraffe og det, der er værre.
”Det er en hel generation, der traumatiseres. Hvordan kan man så forvente, at folk vil gøre oprør igen?”, spørger han.
Selvom Amrs holdninger ligger milevidt fra Det Muslimske Broderskab, var han skeptisk, da militæret afsatte broderskabets demokratisk valgte præsident i 2013. Men militærkuppet nød opbakning fra store dele af befolkningen og flere af de sekulære grupper, der havde været aktive i revolutionen. I dag er det meste af broderskabets ledelse og tusinder af dets medlemmer enten fængslet, på dødsgangen eller under jorden. Og befolkningen står tilbage med et regime, som har indskrænket demokrati og menneskerettigheder i langt større omfang, end broderskabet var i nærheden af.
Mange af Amrs venner fra 2011 er enten i fængsel eller har forladt Egypten. Ifølge menneskerettighedsorganisationer var der sidste år op til 60.000 politiske fanger i Egypten. Det er en mangedobling af antallet fra før revolutionen, og siden Sisis magtovertagelse har regimet da også haft travlt med at opføre nye fængsler.
Amr ser sig hele tiden over skulderen.
”Jeg tror, at mange menneskers tankegang er blevet udvidet og ændret til det bedre med protesterne i 2011. Men omvendt er staten blevet meget mere undertrykkende,” siger han og tilføjer, hvad de, der tør at kritisere Sisi, ofte siger for tiden:
”Det er langt værre, end det var under Mubarak.”
Ikke så langt derfra, på Kairos berømte Tahrir-plads, finder man ingen folkelige protester mod regimet. En lille demonstration på under 100 mennesker hylder derimod Sisi og hans nye, tættere samarbejde med Saudi-Arabien.
Demonstranternes skilte ser alle ud til at være designet og trykt professionelt ligesom de éns T-shirts, de fleste af dem bærer. Det virker iscenesat, og mistanken styrkes af, at en gruppe politibetjente og mænd i jakkesæt og solbriller guider demonstranterne ud på gaden og op i lygtepæle for at få dem til at se ud af noget mere.
Én holder sit skilt frem.
”Vi elsker Sisi!”, råber han.
Abdalla og Amr er opdigtede navne af hensyn til personernes sikkerhed. Redaktionen kender de pågældendes korrekte navn og identitet.