Inde på et lille kontor i en boligblok blandt utallige andre i kvarteret Ny Beograd i den serbiske hovedstad står der en reol, der er fyldt med stabler af bøger og film om, hvordan man organiserer en fredelig revolution og vælter en diktator.
Det er nemlig på dette lille kontor, at organisationen Canvas holder til – en organisation, der har gjort det til sit speciale at undervise i strategisk, ikke-voldelig modstand verden over, og som har haft enorm succes med det.
Kontoret på Gandijeva (Gan- dhis Vej) var således også målet, da 20 egyptiske aktivister fra ungdomsbevægelsen 6. April i foråret 2009 planlagde at rejse til Serbien. Her hos Canvas skulle egypterne lære, hvordan man i praksis gennemfører en ikke-voldelig revolution – undervises af de serbere, som med fredelige midler havde styrtet den serbiske præsident Slobodan Milosevic næsten ni år tidligere. Egypterne havde selv forsøgt året før, da de den 6. april 2008 planlagde en generalstrejke og protester i Egypten. Protesterne endte dog i voldelige sammenstød og løb ud i sandet, inden de rigtigt kom i gang.
Før afrejsen til Beograd kom Mubaraks regime igen på tværs, og det lykkedes kun én af de 20 aktivister at komme af sted: Den 20-årige blogger Mohamed Adel.
"Vi var en stor gruppe, som skulle have deltaget i seminaret i Beograd, men sikkerhedspolitiet fik nys om rejsen og opsøgte os. Derfor var jeg den eneste, der kom af sted," siger Mohamed Adel.
Adel fulgte et ugelangt seminar hos Canvas sammen med blandt andre to aktivister fra Algeriet. Her blev han undervist i de strategier for ikke-voldelig revolution, Canvas har udviklet. Med sig hjem til Kairo tog han sine nye erkendelser og en taskefuld håndbøger, videoer, og et strategispil, som træner spilleren i at gennemføre ikke-voldelig revolution. Og han begyndte at undervise de andre medlemmer af 6. April-bevægelsen.
To år efter studieturen til Beograd blev 6. April-bevægelsen og den lignende bevægelse Kefaya nogle af de vigtigste aktører i den 18 dage lange fredelige opstand, som kulminerede den 11. februar, da Egyptens diktator gennem 30 år, Hosni Mubarak, trådte tilbage.
På væggen i Canvas' spartanske kontor i Beograd hænger et billede af den serbiske studenterorganisation Otpors vartegn – den hvide knyttede næve – som blev symbolet på serbernes fredelige opstand mod Milosevic. Og som i januar i den egyptiske revolutions første dage igen kunne ses på bannere og flag i Kairos gader.
Den lille håndfuld serbere, der driver Canvas, er tidligere medlemmer af Otpor (Modstand), som mobiliserede serberne mod Milosevic med gadeteater, blomster og humor – og i sidste ende væltede ham, da han ikke ville anerkende sit valgnederlag til oppositionens præsidentkandidat, Vojislav Kostunica. De er blevet helte for unge aktivister verden over, for i stedet for at hvile på laurbærrene stiftede de i 2003 Canvas. Formålet var at videregive de erfaringer, de havde erhvervet sig med ikke-voldelig opstand, til aktivister, som kæmper for demokrati i andre lande. Siden har de rådgivet aktivister i 37 lande verden over i ikke-voldelig revolution. I Georgien, Ukraine, Maldiverne, Libanon og nu senest i Egypten lykkedes det for aktivisterne.
Canvas' administrerende direktør, Srdja Popovic, slår dog fast, at han ikke ønsker at tage æren for egypternes revolution.
"Ja, de har læst vores bøger. Ja, vi har været en inspirationskilde. Og selvfølgelig er det inspirerende at se bannere med Otpors knyttede næve i Kairo eller høre folk taktfast råbe 'Serbien, Serbien' i Bahrain. Men efter Milosevics fald oplevede vi, hvordan udenlandske eksperter var meget hurtige til at hævde deres andel i det, der var sket. Det ønsker jeg ikke, egypterne skal opleve. Revolutionen er deres, 100 procent," siger Srdja Popovic.
Men for 6. April-bevægelsens centrale figur, ingeniør Ahmed Maher, var Otpor, lige fra de unge egyptere stødte på den serbiske studenterbevægelse, en afgørende inspirationskilde.
"Vi kunne identificere os med dem og beundrede dem. Selvfølgelig er der forskel på 6. April og Otpor, men de blev vores helte," siger Ahmed Maher.
Det var i 2008, Maher første gang stiftede bekendtskab med Otpor, fortæller han. Han havde lanceret en aktivistgruppe på Facebook, der organiserede protester og strejker over hele landet den 6. april 2008 i sympati med strejkende industriarbejdere i byen Mahalla. Gruppen på Facebook voksede hurtigt til mere end 70.000 medlemmer. Men protesterne døde ud, før de rigtig kom i gang. Der var flere voldelige sammenstød, og to døde. Maher og nogle af 6. April-bevægelsens andre medlemmer besluttede sig for at søge inspiration udefra.
"Vi søgte efter materiale på internettet om ikke-voldelig opstand. Vi så film fra Polen og Georgien. Og filmen 'Bringing down a Dictator' (dokumentarfilm om Otpors kamp mod Milosevic). Vi begyndte at læse om Otpor. De var unge ligesom vi, studerende, og deres syn på verden var det samme. Vi tog kontakt til Canvas, og de sendte os en masse materiale," siger Maher.
Samtidig overtog 6. April-bevægelsen Otpors symbol: Den knyttede næve, som for de unge egyptere blev synonym med det håb, de havde om at skabe den samme ændring i Egypten, som var lykkedes for serberne otte år før.
Tilbage i Beograd henter Canvas' Srdja Popovic bogen "Nonviolent Struggle, 50 Crucial Points" frem fra en af hylderne i det lille kontor. Det var denne bog, Canvas sendte til 6. Aprils medlemmer. Heri står de grundlæggende principper for Canvas-modellen, som 6. Aprils Mohamed Adel og andre aktivister bliver undervist i på Canvas-seminarer.
De lærer, hvordan man får en lille håndfuld aktivister til at vokse til en massebevægelse, for "det, som tæller i ikke-voldelig opstand, er antal; man har ikke den militære mulighed," siger Popovic. De lærer, hvordan man får en kynisk og bange befolkning til at blive aktivister, og hvordan man i sidste ende bruger masserne til at vælte diktatoren. I dette indgår tre grundlæggende principper: planlægning, enhed og streng ikke-voldelig disciplin.
"En af de første ting, vi beder aktivisterne om, er at tegne en model af deres samfund, som et hus på en række søjler, der er de støttepiller, deres regime hviler på. Vi lærer dem at identificere disse støttepiller – det kan være hæren, politiet, medierne, religiøse strukturer – og hvordan de kan trække støtte til deres kamp inde fra disse søjler. På Mohamed Adels tegning trådte militæret særligt frem – i modsætning til i Serbien, hvor politiet var Milosevics bærende støttepille," husker Popovic, mens han viser illustrationen i håndbogen.
"I ikke-voldelig modstand presser man aldrig. Man skal undgå en situation på gaden, hvor demonstranter kaster sten, og politiet svarer ved at skyde, for så vil man tabe. I stedet forsøger man at overbevise folk inden for disse støttepiller om, at det er i deres egen interesse at slutte sig til en," siger han.
Det tog de unge serbere fra Otpor flere år at ændre deres taktik over for politiet fra konfrontation til ikke-vold, fortæller Popovic. I begyndelsen bjæffede aktivisterne, når politiet kom for at opløse en demonstration, for at sige, at de ikke var bedre end hunde. Senere råbte de "plavi, plavi, plavi" (blå, blå, blå), ligesom serberne hepper på deres fodboldlandshold, fordi politiet bar blå uniformer. Unge piger begyndte at dele blomster ud til dem under demonstrationer, og bedstemødre bragte dem kager, ofte fulgt af et tv-kamera.
"Det tog os næsten 10 år. Se på egypterne. De kom hæren i møde med blomster og flag, og flyers blev delt rundt med sloganer som 'Hæren og demonstranterne står sammen'. De vandt. Allerede den første dag var kampvognene fyldt med folk som krammede soldaterne," siger Popovic.
Otpor vandt befolkningens sympati og støtte gennem sin ikke-voldelige tilgang og utraditionelle måder at protestere på i form af happenings, gadeteater og gimmicks, der gjorde grin med Milosevic, og som de fik dækket massivt i medierne. Og deres bevægelse voksede.
Otpor lærte ifølge Popovic den fredelige revolutions grundregler på den hårde måde ved at prøve sig frem. Men i begyndelsen af år 2000 stødte de på den amerikanske teoretiker Gene Sharp, hvis bog "Fra diktatur til demokrati" fra 1993 bliver set som en bibel i ikke-voldelig modstand. Blandt andet ligger den i en arabisk oversættelse på Det Muslimske Broderskabs hjemmeside, ligesom 6. April-bevægelsens medlemmer også har læst Gene Sharp på arabisk.
Otpor havde på det tidspunkt allerede 40.000 medlemmer og stor sympati i befolkningen, men med Gene Sharps idéer, blandt andet om samfundets støttepiller, blev deres ikke-voldelige kamp langt mere effektiv end tidligere. Og da serberne gik på gaden den 5. oktober 2000 for at protestere mod Slobodan Milosevic efter hans nederlag ved præsidentvalget måneden før, var Otpor blevet en massebevægelse. Selv politibiler kørte rundt med klistermærker i bilruden med Otpors sloganer. Den 7. oktober trådte Milosevic tilbage.
Efter Mohamed Adels hjemkomst til Kairo og en række små workshops, hvor han underviste de andre medlemmer af 6. April og gennemgik strategispil, tog aktivisterne fat på næste fase: mobilisering i befolkningen.
"Vi var blevet klar over, hvor vigtigt det var at få vores budskab om demokrati ud så klart som muligt til så mange som muligt. At vi måtte gå fra dør til dør. At folk skulle se vores budskab på husmure, i gaderne, overalt. Og at vi skulle bruge medierne som redskab," siger Mohamed Adel.
Men også på det organisatoriske plan kom Adel hjem med vigtige erfaringer fra Otpors revolution i Serbien, fortæller ingeniør og stifter af 6. April-bevægelsen Ahmed Maher.
"Vi reorganiserede 6. April-bevægelsen. Oprindeligt havde vi en hierarkisk struktur, som vi lavede om til en flad struktur uden synlige ledere. Det gjorde os mere fleksible og i stand til at handle hurtigere, ligesom det blev sværere for regimet at arrestere én central figur," siger han.
Man kan dog ikke bare eksportere fredelig revolution, understreger Canvas' Srdja Popovic.
"Jeg ville være det lykkeligste menneske i verden, hvis det eneste, man skulle bruge, var en smule penge og et par serbere med revolutionen i deres smarte kufferter og sådan. En million mennesker er på gaden og demonstrerer i Myanmars (Burmas) største by, Yangon (Rangoon). Men desværre er det ikke sådan, det fungerer. Vi fortæller ikke folk, hvad de skal gøre, vi giver dem blot nogle værktøjer," siger Popovic.
Et af de værktøjer, som 6. April-bevægelsen fik og brugte, var mobilisering og legitimering af revolutionen forklædt i fest og humor, som de tilpassede til en egyptisk kontekst, hvor religionen spiller en central rolle, og hvor de unge traditionelt set ikke har politisk indflydelse, forklarer Ahmed Maher.
"Vi havde set videoer af, hvordan Otpor organiserede fester i gaderne og midt i det hele begyndte at tale om forandring. Vi gjorde noget lignende og afholdt en ramadanfest og andre fester, hvor vi sang i gaden og så pludselig begyndte at tale politik. Det styrkede vores image i befolkningen, hvor vi hidtil i medierne var blevet fremstillet som en bevægelse med en anti-egyptisk agenda. Vi gjorde det at demonstrere sjovt og fredeligt. Det fortsatte vi med under revolutionen. Og det blev meget vigtigt, fordi vi fik fat i de unge," siger Maher.
Han understreger, at den vold, som kom i kølvandet på den 25. januar, ikke var fra oppositionen, men fra Mubarak, der forsøgte at skabe kaos. Og at demonstranterne frem for at svare igen på politiet og Mubarak-støtternes angreb i stedet havde forberedt sig på at modstå vold fra politiet. Under de første demonstrationer cirkulerede foldere, der opfordrede demonstranterne til at demonstrere fredeligt og medbringe roser, men som også beskrev, hvordan de skulle dække deres ansigt ved tåregasangreb eller lave brynjer af pap eller plastikflasker – opfordringer, demonstranterne ifølge Maher også havde hentet fra litteraturen om ikke-voldelig opstand.
Revolutionen i Egypten var ikke en spontan opstand, men derimod noget, der havde været undervejs i et stykke tid. Det blev dog oprøret i Tunesien, der kickstartede den, påpeger Maher:
"Fra 2005 indtil nu havde vi arbejdet på at opbygge noget, både i 6. April og i andre bevægelser. Da revolutionen skete i Tunesien, så de unge i Egypten, hvor vigtig en kraft de kunne blive. Alle tænkte på samme tid: vi bliver nødt til at gøre som de. Og da var vi klar. Det arbejde, 6. April-bevægelsen gjorde, var bare gnisten til at starte det; derefter var det hele Egyptens befolkning, som lavede denne revolution."
