Prøv avisen

Ehrenreich: At blive genvalgt var den lette del af Obamas opgave

Opgaven for den genvalgte præsident Obama er langt større, end de tørre økonomiske tal antyder. Foto: Yang Lei Denmark

Barack Obama skal både genskabe amerikanernes optimisme og vænne USA til en ny international rolle

Opgaven for den genvalgte præsident Obama er langt større, end de tørre økonomiske tal antyder.

Ud over at bringe væksten tilbage og trække USA ud af budgetunderskuddets skruestik skal han forsøge at genskabe amerikanernes optimisme og placere landet rigtigt i en ny global virkelighed. Og hvad værre er: Det hele skal håndteres samtidigt.

LÆS OGSÅ: Amerikanerne skriver historie igen

Krisen falder sammen med, at USA mentalt befinder sig nede i en bølgedal, og der breder sig en fornemmelse af, at det centrale element i den amerikanske drøm at i morgen altid bliver bedre end i dag ikke længere er inden for rækkevidde.

Angrebet af terror i 2001 og et had udefra, som amerikanerne stadig finder helt uforståeligt, og mærket efter fem års økonomisk tilbageslag, er USA præget af en mangel på selvtillid, som landet ikke er vant til.

Særligt middelklassen føler sig hårdt ramt. Trods den flid og arbejdsomhed, som middelklassen er kendt for, må millioner af amerikanerne konstatere, at de ikke kommer videre. De opnår ikke den fremgang, der blev både deres forældre og bedsteforældre til del.

LÆS OGSÅ: Anden periode er den sværeste

Gennem hele sin historie har USA vist en enestående evne til at genopfinde sig selv. Ikke mindst krisetider har været anledning til, at amerikanerne trods politiske, økonomiske, etniske og religiøse skel har evnet at løfte i flok. Undervejs har de sammen skabt en supermagt.

Det bliver på Obamas vagt, at amerikanerne skal prøve at få optimismen tilbage og finde melodien igen. USAs leder har mange roller. For den genvalgte præsident kan den vigtigste meget vel blive rollen som inspirator-in-chief.

LÆS OGSÅ: Amerikas uforenede stater

Denne udfordring falder sammen med, at USA presses internationalt. Militært vil man være alle andre overlegen i adskillige år frem. Men politisk og økonomisk er man ved at miste positionen som den, der svinger taktstokken alene.

Det er i løbet af Obamas første embedsperiode, at udflytningen af arbejdspladser for alvor har taget fart. Man har mærket konkurrencen, først og fremmest fra Kina naturligvis, men også fra adskillige andre lande, der gør sig gældende på den internationale scene.

Amerikanerne vil i stigende grad blive tvunget til at samarbejde med andre, også lande, man ikke er bundet sammen med i fasttømrede, værdibaserede alliancer. Fra at være den, som svinger taktstokken, vil USAs præsident mere blive en slags overdirektør for skiftende alliancer på ad hoc-basis.

Det vil stille helt nye krav til internationalt lederskab, men det bliver også en særskilt opgave at italesætte denne forandrede rolle for USA på den hjemlige scene.

Hvor svær opgaven er, viser daværende præsident Jimmy Carters erfaringer, da han i 1977 under en af årtiets energikriser slog den pessimistiske tone an i en tv-tale. Behørigt iført en lun cardigan. Amerikanerne accepterede det ikke og nægtede ham genvalg.

Det bliver Obamas lod at formulere en ny international rolle for USA i et globalt verdensbillede under hastig forandring, samtidig med at landets selvforståelse om en amerikansk exceptionalisme som bannerfører for det gode ikke anfægtes.

Præsidenten bliver imidlertid ikke alene om at skulle nytænke. Mens Obama triumferede på valgnatten, måtte de amerikanske republikanere for anden gang indkassere et nederlag.

Mitt Romney havde ellers en i historisk forstand god mulighed for at vinde, fordi krisen kradser. At det gik anderledes, siger både noget om Obamas styrke og det republikanske partis svagheder i disse år.

Den demokratiske præsident fastholdt ved valget den koalition af de unge, de sorte og de spansktalende, der bragte ham til tops i 2008, og som i vælgermæssig forstand repræsenterer fremtiden, fordi USA bliver mere og mere etnisk opdelt.

For republikanerne viste valget, at partiet fortsat har stærkest appel blandt ældre, hvide vælgere, som udgør en stadigt faldende andel af det samlede vælgerkorps. Og det bliver svært for partiet at finde en balance i kampen om de nye vælgere.

Republikanerne skal både tiltrække de grupper, der denne gang stemte massivt på Obama, og samtidig fastholde partiets nuværende tilhængere. Uden opbakning fra de traditionelle kernevælgere kommer man ingen vegne.

Demokraterne har været i en tilsvarende situation. I 1980erne bevægede partiet sig mod venstre, mistede forbindelsen til midten og tabte valgene i 1980, 1984 og 1988, før Bill Clinton bragte det tilbage på hovedsporet og vandt i 1992 og 1996.

Hvordan den selvransagelse, der nu ventes i det republikanske parti ovenpå nederlaget, vil falde ud, er helt åbent. Foreløbig er der tegn på, at man vil anse eksperimentet med den midtsøgende Mitt Romney for strukturelt mislykket og bevæge sig mod højre.

Flere af partiets nyvalgte kongresmedlemmer kommer fra højrefløjen. De vil styrke den fløj i partigrupperne i Senatet og i Repræsentanternes Hus, som har talt for en uforsonlig linie overfor Obama og demokraterne.

Partiets nye generation af ledere er også generelt mere konservative end deres forgængere. Det gælder ikke mindst vicepræsidentkandidaten Paul Ryan, som er et godt bud på en mulig præsidentkandidat i 2016.

Det republikanske parti har tradition for heftige fløjkrige. Årene frem til næste præsidentvalg vil afgøre, om man skal bevæge sig videre ad det spor, som den nye generation af ledere anviser, eller bøje sig for den demografiske udvikling i USA og finde en helt anderledes frontfigur.