Prøv avisen
Interview

Eksmuslim: Kritik af islamisme er et forsvar for mennesker

Maryam Namazie mener, at den venstrefløj, som hun selv er en del af, siden den kolde krig har ladet kultur og religion overtrumfe de universelle menneskerettigheder. – Pressefoto.

Den iranskfødte debattør Maryam Namazie, der fører an i britisk kamp mod shariadomstole, mener, at der er en klar forskel på mennesker og idéer

Kritik af islamisme er ikke et angreb på muslimer, men et forsvar for dem, som lider under religiøs fundamentalisme. Det mener den fremtrædende iranskfødte aktivist og debattør Maryam Namazie, der er talsperson for den britiske kampagne mod sharia, One Law for All (En lov for alle), og Rådet for eksmuslimer i Storbritannien. I morgen er hun vært for en konference i London med blandt andre forfatteren Elham Manea om dennes nye bog om britiske sharia-domstole, som Namazies kampagne har blæst til kamp imod siden 2008.

Namazies uforsonlige kritik af islamisme skaber jævnligt overskrifter i Storbritannien og har flere gange gjort hende til centrum i debatten om spillerummet for religions-kritik i landet.

I efteråret sidste år aflyste studenterforeningen på University of Warwick således et debatarrangement med Maryam Namazie af frygt for, at hun ville skabe en hadsk stemning rettet mod universitetets muslimske studerende. Kort efter forsøgte en gruppe unge muslimer at spolere hendes oplæg ved et arran-gement på Goldsmith’s University med trusler og tilråb.

Episoderne på universiteterne illustrerer ifølge Mary-am Namazie, at kritik af islamisme i stigende grad bliver opfattet som racistisk og anti-muslimsk.

”Islam og muslimer kædes ofte sammen med islamisme, som i sig selv er en bevægelse langt ude på højrefløjen. Når begreberne sammenblandes, kan man ikke kritisere islamisme, uden at det opfattes som et angreb på alle muslimer. Det er et stort problem,” siger hun.

Og forklaringen ligger ifølge Maryam Namazie i en almen, men fejlagtig sammenkædning af mennesker og idéer. Når der sættes lighedstegn mellem muslimer som mennesker, islam som idé og islamisme som radikal bevægelse, giver det ekstremisterne mulighed for at indtage offerrollen på vegne af alle muslimer. Det spænder ben for kritikerne af radikale strømninger, siger hun og tilføjer:

”Det giver dem mulighed for at påkalde sig rettigheder, der kan forsvare deres fascisme.”

Maryam Namazie befinder sig selv på den yderste venstrefløj og har i mange år været medlem af centralkomitéen for det iranske kommunistparti. Men netop venstrefløjen bærer et stort ansvar for det indskrænkede rum for debat og kritik, mener hun, for mange venstreorienterede har i kølvandet på den kolde krigs afslutning glemt kampen for universelle menneskerettigheder.

”I dag ser mange på venstrefløjen forsvaret for menneskers rettigheder som noget, der først og fremmest handler om kultur og religion. Kultur og religion trumfer i den forståelse menneskerettigheder,” siger hun og uddyber:

”Vi kan ikke komme videre, før vi forstår, at der er en klar forskel på mennesker og idéer. Man kan sagtens være klar i sin kritik af islam og islamisme, men samtidig være utvetydig i sit forsvar for mennesker uanset deres religiøse baggrund.”

Bliver der gjort op med sammenkædningen af muslimer og islamisme, vil mange muslimer samtidig få mulighed for at tale frit, så de kan gøre det klart, at islamisterne ikke repræsenterer dem, tilføjer hun og nævner, at der findes masser af muslimske fritænkere og dissidenter uden taletid i dag:

”Lige nu kvæles de imidlertid af den restriktive kasse, der hedder multikulturalisme og kulturrelativisme.”

Spørgsmålet er grundlæggende, hvordan islamismen kan sameksistere med demokratiske frihedsbegreber. Ifølge Maryam Namazie kan det ikke lade sig gøre. Terrorismen og volden er en integreret del af islamismen, og derfor kan den aldrig blive kompatibel med demokratiske samfund, mener hun:

”Muslimer er fredelige mennesker som alle andre, og islam som idé kan endda være kompatibel med et vestligt samfund, ligesom kristendommen er det. Men islamisme kan ikke sameksistere med et fredeligt, demokratisk samfund. Islamisme er en fascistisk bevægelse, og fascisme er ikke kompatibelt med normerne i et demokratisk samfund. Der findes ikke moderat islamisme, ligesom der ikke findes nogen moderat højreradikal bevægelse.”

Hvis islamisterne fremstår moderate, er det udelukkende, fordi de er uden magt, siger hun og henviser til sit universitetsmøde, der blev forstyrret af unge muslimer:

”Islamic Society på Gold-smith’s University bruger trusler og repression i den grad, de kan tillade sig. Men de af deres brødre, som besidder reel magt, henretter og halshugger folk som mig. Det er en fejl ikke at betragte vestlige islamister som en del af en større international bevægelse. Det skal vi gøre noget ved, og det gør vi ikke ved at udelukke muslimer eller ved at stoppe flygtninge ved grænserne. Husk på, at mange netop flygter fra islamiske regimer, og at mange ekstremister samtidig er født i Europa.”

Ifølge Maryam Namazie kan religiøs fundamentalisme kun bekæmpes politisk og ved etablering af sekulære samfund. Det nytter derfor ikke, at de britiske myndigheder holder hånden over religiøs radikalisme ved eksempelvis at tildele shariadomstole velgørenhedsstatus, siger hun.

”Rådet for eksmuslimer i Storbritannien blev nægtet status som velgørenhedsorganisation, fordi man betegnede os som politisk, men omvendt har flere sharia-domstole opnået velgørenhedsstatus. Det samme har Islamic Education and Research Academy (Det Islamiske Uddannelses- og Forskningsakademi), som advokerer for dødsstraf til frafaldne. Det er vanvittigt, hvor meget støtte der gives til grupper, som man tror er bløde islamister. Der findes bare ikke blød eller hård på dette område. De vil have det samme: et kalifat og indførelse af sharia-lov.”

Når løsningen ligger i det sekulære samfund, handler det for Maryam Namazie ikke om at udelukke eller undertrykke religion. Det handler faktisk om at sikre den enkeltes tro:

”Religiøse minoriteter er bedst beskyttet i sekulære samfund. I islamiske teokratier står utallige borgere over for henrettelse, fordi de ikke abonnerer på en bestemt udlægning af Koranen. De er muslimer, men kan ikke leve, som de ønsker. Det kan kun lade sig gøre i en sekulær stat, hvor den enkelte har ret til sin tro, men hvor den ikke er forankret i en forfatning,” siger hun og understreger:

”Jeg foragter selv islam og religion. Verden ville være meget bedre uden, men jeg anerkender folks ret til at tro på det, de ønsker. Folk må også gerne synes, at mine overbevisninger er usmagelige. Det hører til i et samfund, hvor man må debattere og tale frit fra hjertet.”