Der bor omkring 650.000 israelere på den besatte Vestbred, men det har på ingen måde gjort Vestbredden israelsk. Derfor er bosættelsespolitikkens grundtanke om at flytte israelere ud på det besatte område for en dag at kunne annektere det og gøre det til en del af Israel, fuldstændig mislykkedes.
Det siger den israelske forsker i nyere israelsk historie, fredsprocessen og de besatte områder, Shaul Arieli, i anledning af Seksdageskrigen, der begyndte i går for 50 år siden, og hvor Israel undervejs i kampene blandt andet besatte Vestbredden.
”Bosættelsespolitikken er fuldstændig mislykket. Man skal bare læse Israels Statistiks tabeller for at se, at Israel på trods af 50 års besættelse ikke har været i stand til at ændre demografien på Vestbredden væsentligt. Over 82 procent af indbyggerne på Vestbredden er palæstinensere. Vi ser også, at Israels befolkning i dag er uinteresseret i at flytte til bosættelserne. I 1995 skyldtes langt størstedelen – to tredjedele – af tilvæksten i bosætterbefolkningen israelere, der flyttede over den grønne linje, fra Israel til den besatte Vestbred. I dag sker 80 procent af tilvæksten i indbyggertallet på grund af børnefødsler. Og tilvæksten er faldende år for år,” siger Shaul Arieli.
Der er 127 israelske bosættelser spredt over hele Vestbredden. Dertil kommer mere end 100 ulovlige bosættelser, der går under navnet udposter. De bliver ofte udpeget som en forhindring for en eventuel fredsproces, fordi de ligger spredt over hele Vestbreddens areal, og fordi de og de veje, der forbinder dem, er under fuld israelsk kontrol, og derfor rent fysisk splitter det område, der kontrolleres af det palæstinensisk selvstyre og deler det op i ”isolerede øer”.
Men selvom den israelske regering pumper penge i bosættelserne, er der i dag langt færre israelere, der flytter over den grønne linje til bosættelserne end for 10 og 20 år siden. Og de, der bor der, er fattigere.
”Tilvæksten sker især i de to store byer Beitar Elit og Modi’in Elit, hvis indbyggere er ultraortodokse. De to byer ligger lige op ad den grønne linje og vil i enhver form for fredsaftale blive en del af Israel. Folk flytter derimod fra de fjernere beliggende bosættelser. Alligevel vil bosætterbevægelsen gerne give indtryk af at være en stor succes,” siger Shaul Arieli.
Han peger på, at Israel alt i alt – inklusive Østjerusalem, bosættelser, industri og landbrug – kun sidder på tre procent af arealet, men for at sikre de tre procent kontrollerer Israel i dag to tredjedele af hele Vestbredden. Så meget land kan ikke annekteres, hvis Israel skal forblive demokratisk, mener Arieli, der i sin tid var leder af den israelske ministerpræsident Ehud Baraks fredsforhandlingsteam og ansvarlig for kortene og de streger, der blev tegnet på dem under forhandlingerne.
Shaul Arielis observationer bliver skarpt kritiseret af Yesha Council, det ledende råd for bosætterbevægelsen.
”Det er noget vrøvl, Shaul Arieli siger. Vi er i vækst. Arieli har kun ret i én ting, nemlig at væksten i dag hovedsagelig skyldes fødsler. Men det skyldes, at regeringen har indefrosset alt nybyggeri, siden Barack Obama kom til magten. Og stadig ikke tør tage byggeriet op. For hvert hus, der bliver bygget i bosættelserne, og som blev planlagt for snart 20 år siden, er der tre-fire købere,” siger Yigal Dilmoni, der er vicepræsident for Yesha Council.
”Vi er en succes, men der ligger stadig et stort arbejde forude. Vi skal gerne nå op på en million bosættere, før vi kan være helt sikre på, at situationen er irreversibel: at der ikke kan oprettes endnu et land her. Med en million israelere i Judæa og Samaria står vores tilstedeværelse her helt sikkert ikke til at ændre, og så vil palæstinenserne forstå, at de ikke får noget land, og så kan vi begynde at diskutere, hvordan vi skal leve sammen. Det står næsten klart i dag, at to-stats-løsningen er død. Ved en million vil ingen mere tale om den”, siger Yigal Dilmoni.