Eksperter: Facebook er til fare for demokratiet

Facebook lover forbedringer efter skandaler om falske nyheder og læk af personlige data. Men mediegigantens mål er at tjene penge, ikke at styrke demokratiet, og problemerne forsvinder ikke, mener chefforsker. EU-Kommissionen vil nu begrænse Facebooks magt forud for næste års EU-parlamentsvalg

”Det er et demokratisk problem, at en virksomhed, som er mere magtfuld end mange lande og reelt styrer en stor del af verdens politiske offentlighed, ledes af en datalog, som ikke i nævneværdig grad har forstand på moral og politik,” siger Jakob Linaa Jensen, der er chefforsker i sociale medier ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, med henvisning til Mark Zuckerberg (billedet).
”Det er et demokratisk problem, at en virksomhed, som er mere magtfuld end mange lande og reelt styrer en stor del af verdens politiske offentlighed, ledes af en datalog, som ikke i nævneværdig grad har forstand på moral og politik,” siger Jakob Linaa Jensen, der er chefforsker i sociale medier ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, med henvisning til Mark Zuckerberg (billedet). Foto: Nam Y. Huh/Ritzau Scanpix.

For 10 år siden blev Facebook betragtet som et oplysningens våben mod autoritære regimer, det sociale medie fik en stor del af æren for de politiske protester under det arabiske forår, og grundlægger Mark Zuckerberg erklærede for et år siden, at Facebook ”arbejder proaktivt for at styrke den demokratiske proces”.

Men skandalerne om Facebooks udbredelse af falske nyheder og senest lækken af personlige data fra millioner af brugere tegner efterhånden det stik modsatte billede: Mediegiganten, som har godt to milliarder brugere verden over, underminerer demokratiet. Det mener Jakob Linaa Jensen, der er chefforsker i sociale medier ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og som har skrevet bøger og artikler om Facebook og andre sociale medier.

”Det er et demokratisk problem, at en virksomhed, som er mere magtfuld end mange lande og reelt styrer en stor del af verdens politiske offentlighed, ledes af en datalog, som ikke i nævneværdig grad har forstand på moral og politik,” siger han med henvisning til Mark Zuckerberg.

”Facebook repræsenterer et afgørende sammenstød mellem demokrati og det frie marked. Virksomheden lover bod og bedring, men vil altid have en forretningsmodel, der handler om at tjene penge. Det er uforeneligt med idealet om at styrke demokratiet,” siger Jakob Linaa Jensen.

Facebook er havnet i sin største krise efter afsløringen af, at data fra 50 millioner brugere er endt i hænderne på konsulentfirmaet Cambridge Analytica, der arbejdede for Donald Trump under præsidentvalgkampen i USA i 2016. Nu arbejder EU-Kommissionen på et forslag, der vil slå hårdt ned på sociale medier såsom Facebook forud for næste års EU-parlamentsvalg. Kommissionen frygter, at spredning af falske nyheder og misinformationer vil påvirke valget, sådan som det ifølge kritikere skete ved USA’s præsidentvalg.

Det sociale netværk har skabt en global krise for demokratiet, mener også den britiske historiker Niall Ferguson. Facebooks algoritmer styrer, hvilke informationer den enkelte bruger modtager, og virksomheden har dermed nærmest monopol på viden- og nyhedsudveksling.

”Desværre er det i løbet af de seneste to år blevet tydeligt, at internettet muligvis udgør en større trussel mod demokratier end diktatorer,” skriver Ferguson i en kommentar i den canadiske avis The Globe and Mail.

Facebook har dog netop selv slettet hundredvis af sider og konti med forbindelse til russiske aktører, såkaldte trolde, som ifølge Zuckerberg har forsøgt at manipulere og bedrage mennesker i hele verden. Facebook oplyser, at mange af de slettede artikler og sider kommer fra det føderale russiske nyhedsbureau, og en såkaldt troldefabrik i Sankt Petersborg bliver i øjeblikket undersøgt for forsøg på at påvirke det amerikanske valg i 2016.

Men selvom Facebook tager skridt til at rydde op, er virksomheden blevet så stor og kompleks, at den er ude af stand til at holde styr på sig selv, mener Jakob Linaa Jensen.

”Medarbejdere har kun få sekunder til at forholde sig til, om en profil er falsk, og når de sletter 20 russiske trolde, kommer der 20 nye,” siger han.

Selvom Facebook aldrig kommer til bunds i mængden af falske nyheder og misinformationer, kunne virksomheden gøre langt mere, mener Benjamin Rud Elberth, rådgiver med speciale i digital kommunikation og indehaver af Elberth Kommunikation.

”Havde de brugt de 10 milliarder dollars, som de mistede på børsen den første uge efter lækage-skandalen, på at udvikle værktøjer mod falske nyheder, ville de have været nået langt. De kunne bruge eksterne eksperter til at undersøge, hvad der er op og ned i forhold til falske nyheder og deres indvirkning på den amerikanske valgkamp, og de kunne skabe fuld transparens omkring målretningen af annoncer til brugerne. Men det ville skræmme annoncører væk, og Facebook er ikke filantropisk, men vil først og fremmest tjene penge,” siger Benjamin Rud Elberth.

Mark Zuckerberg siger selv, at Facebook har fået en størrelse og en rolle, der minder mere om en regering end en virksomhed, og erkender, at det rejser uløste problemer.

”Med et fællesskab på mere end to milliarder mennesker over hele verden, i vidt forskellige lande, hvor der er meget forskellige sociale og kulturelle normer, er det ikke klart for mig, at vi, der sidder på et kontor her i Californien, er bedst egnet til altid at bestemme, hvordan fremgangsmåden skal være for mennesker over hele verden,” siger han til nyhedsmediet Vox.

”Det er en af de ting, jeg virkelig tror, vi har brug for at få på plads. For jeg er ikke sikker på, at den aktuelle tilstand er god.”

Den demokratiske forbruger har dog også selv et ansvar, mener medierådgiver Benjamin Rud Elberth. Han hæfter sig ved, at folk tilsyneladende ikke forlader Facebook trods krisen:

”Vi kan påvirke Facebook for eksempel ved at pege på de politikere ved næste års europaparlamentsvalg, som ønsker at lægge pres på virksomheden,” siger han.

Medieforsker Jakob Linaa Jensen peger ligeledes på den enkeltes ansvar. Melder man sig til Facebook, skriver man under på 300 siders brugerbetingelser, herunder fraskrivelse af rettigheder over egne oplysninger:

”Det, Facebook er allermest bange for, er brugerprotesterne, og at folk holder op med at bruge dem. Men selvom vi har data, der viser, at især unge bliver mere inaktive, har virksomheden i dag flere brugere end nogensinde før.”

Mark Zuckerberg skal i næste uge svare på amerikanske kongrespolitikeres spørgsmål om databeskyttelse og virksomhedens rolle i lækage-skandalen, når Facebook-chefen er indkaldt til høring i et udvalg i Repræsentanternes Hus.