Særinteresser og særlige hensyn fylder mere og mere i den offentlige debat, og interessegrupperne bliver stadig mere snævre. Det er konstateringen i hele den vestlige verden, hvor fællesskabet viger til fordel for enkeltgruppers særlige dagsorden.
I Danmark er det seneste eksempel Københavns Universitets besked forleden til de jurastuderende om, at de ikke må klæde sig ud som mexicanere, indianere eller andre etniske grupper ved introfester for ikke at virke stødende. På den måde udvander man ”begreber som krænkende og stødende og pakker de studerende ind i vat”, lød kritikken fra Jacob Mchangama, direktør i tænketanken Justitia, i denne avis tidligere på ugen.
Blandt de aktuelle eksempler er også det amerikanske Stanford Universitys beslutning om at fjerne den franciskanske 1700-talsmunk Junipero Serras navn fra flere af universitetets bygninger efter indiansk-amerikanske protester over, at missionærerne deltog i den brutale undertrykkelse af Californiens oprindelige folk.
”Fader Serra bliver ofret på den politiske korrektheds alter,” mener Bill Donohue, der står i spidsen for interesse- organisationen Den Katolske Liga.
I Frankrig har det vakt opsigt, at feministiske organisationer har afholdt seminarer, som var forbeholdt ikke- hvide kvinder, der betegner sig selv som ”raciserede”, altså diskriminerede som farvede kvinder i det franske samfund.
Og senest har veganere smadret vinduer i slagter- butikker i flere byer, hvorefter slagtere og jægere truede med at demonstrere foran en vegansk festival i Calais.
”Veganerne ønsker, at der tages større hensyn til deres værdier, der indebærer, at man ikke spiser eller forbruger animalske produkter. Men det er også en politisk kamp, der handler om at ændre samfundet af hensyn til dyrevelfærd. Det er provokerende for resten af samfundet, fordi kød er en del af vores fælles historie med familiemiddage omkring en steg,” siger Ophélie Veron, som selv er veganer, men også forsker i fænomenet ved det katolske universitet i Leuven i Belgien.
De demonstrative markeringer af særlige identiteter udløser i stigende grad bekymring for, at fællesskabet opløses i en mangfoldighed af stridende enkeltgrupper. Og disse grupper har en tendens til at blive mindre og mindre, samtidig med at de fokuserer på stadig mere specifikke enkeltsager, påpeger Eddy Fougier, der ved Iris, det franske institut for internationale studier i Paris, forsker i sociale bevægelser.
”Denne tendens forstærkes af de sociale medier, der har givet selv de mest marginale grupperinger en platform, hvorfra de kan gøre deres synspunkter synlige og skabe et virtuelt fællesskab mellem ellers isolerede enkeltpersoner. Modstanden mod at blive vaccineret interesserede for ganske få år siden kun meget en meget lille, marginal gruppe af mennesker. I dag er de blevet en virkelig pressionsgruppe,” siger Eddy Fougier.
Konsekvensen er, mener en række internationale iagttagere, at tanken om fællesskabet vakler under alle disse krav om særlige hensyn. For den slags demonstrative markeringer af særlige identiteter kan skabe en værdimæssig balkanisering med en mangfoldighed af stridende enkeltgrupper. Og det sker paradoksalt nok med kravet om lighed som murbrækker, påpeger for eksempel den franske filosof Pascal Bruckner i sin seneste bog, ”En indbildt racisme: islamofobi og skyld.”
”Man hylder forskelligheden samtidig med, at man vil gennemtrumfe ligheden. Der er en tvetydig selvmodsigelse i antiracismen, der ser menneskeheden som én stor familie, men også behandler de kulturelle forskelle som små fædrelande, der skal beskyttes,” skriver Pascal Bruckner.
Det er netop hele paradokset i den universalisme, som er vokset ud af oplysningstidens ideal om, at alle mennesker bør nyde samme rettigheder, påpeger Michael Böss, historiker og lektor emeritus ved Aarhus Universitet.
”Universalismen og kravet om lighed var drivkraften i 1960’erne, for eksempel i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse eller kønsligestillingen. Men siden 1980’erne er argumentet om lige rettigheder for alle blevet brugt til at legitimere en identitetspolitik med krav om rettigheder for en hel masse forskellige grupper. Den ene gruppe efter den anden har dermed skilt sig ud med en særlig identitet, og man søger længere og længere væk fra det fælles, så man ender med at opgive tanken om det universelle” siger Michael Böss.
I USA taler man således om identitetspolitik, hvor særlige undergrupper og pressionsgrupper søger at påvirke de offentlige myndigheders politik til netop deres særlige identitetskrav. Og hvor de offentlige myndigheder tager disse hensyn for sikre sig stemmer.
Identitetspolitik er med den britiske sociolog Frank Furedis ord blevet ”den dominerende kraft i det offentlige liv”. Den amerikanske professor Francis Fukuyama advarer i sin seneste bog ”Identity”, der udkom tidligere på måneden, om, at identitetspolitik nu har antaget dimensioner, der underminerer demokratiet. I USA, mener Fukyama, fører alle identitetspolitik, selv flertallene, der i stigende grad agerer som et truet mindretal.
Oplysningstidens universalisme er dermed blevet vendt til det stik modsatte, påpeger Ole Høiris, docent emeritus ved Aarhus Universitets Institut for Kultur og Samfund.
”Det modsatte af universalismen er partikularismen, som blev udviklet i romantikken som en lovprisning af de nationale kulturer. Universalismen udløser dermed en modreaktion i form af forsvaret for fælles national identitet. Men både universalisme og partikularisme kan benyttes til at argumentere for et splittet samfund, der udelukker de, der ikke anerkendes som medlemmer af klubben. Det er det, der sker nu,” siger Ole Høiris.