Eksperter: Forsvundne dokumenter er vigtige

De danske rapporter, som er forsvundet fra Forsvarets arkiver, kunne måske kaste nyt lys over den hemmelige og ulovlige våbenoprustning af kroaterne og de bosniske muslimer, som foregik under krigene på Balkan, mener historikere

arkiv, arkiver, filer, hemmelig, papirer
Arkiv, arkiver, filer, hemmelig, papirer.

Ifølge forskere er det et problem, at otte måneders førstehåndsskildringer af udviklingen i det tidligere Jugoslavien er forsvundet fra arkiverne hos Hærens Operative Kommando (HOK).

Der er tale om, at vigtige dokumenter fra Danmarks første deltagelse i krigshandlinger efter Anden Verdenskrig er forsvundet, og der er flere grunde til at kigge nærmere på de historiske kendsgerninger fra krigene i Jugoslavien.

"Det er meget beklageligt, at disse dokumenter er forsvundet. Indsatsen på Balkan i 1990'erne var en af de væsentligste danske militære indsatser i international sammenhæng, og den kostede også danske liv. Hvad enten man bevidst har forsøgt at skjule noget, eller det er sket ved skødesløshed, må man tage dette alvorligt. Og arkiverne må lokaliseres," siger Balkan-ekspert Karsten Fledelius.

De forsvundne arkiver dækker ifølge historiker Anders Bjørn en meget vigtig periode på Balkan, hvor drejebogen for en række af krigens centrale begivenheder blev sat i værk.

"Bill Clinton måtte opgive at få grønt lys fra de europæiske Nato-allierede til at ophæve våbenembargoen mod det tidligere Jugoslavien, så de bosniske muslimer og kroaterne lovligt kunne få våben som modvægt til den serbiske militære overmagt. I stedet rejste pensionerede amerikanske officerer i slutningen af 1994 på ferie til Kroatien, hvor de trænede de kroatiske soldater som et led i at styrke den kroatiske hær. Samtidig skete der trods våbenembargoen en hemmelig oprustning først af kroaterne og senere af de bosniske muslimer. Det blev et vendepunkt i krigen, hvor man indledte et felttog mod serberne og tvang dem til forhandlingsbordet om den endelige fredsaftale. Derfor kan arkiverne indeholde helt centrale oplysninger om krigen," siger Anders Bjørn, der sidste år udgav bogen "Jugoslaviens sammenbrud" om krigene på Balkan i 1990'erne.

Den opfattelse er balkaneksperten Karsten Fledelius enig i. Han peger på, at man endnu ikke ved præcis, hvordan de stridende parter blev forsynet med våben på trods af FN's forbud mod det:

"Derfor kunne det være utrolig interessant at vide, hvor meget man fra dansk side har vidst om denne militære opbygning, som foregik bag kulisserne," siger Karsten Fledelius.

stubbe@k.dk