Det er selve faconen på FN og internationalt diplomati, der er blevet udfordret med USA’s beslutning om at trække sig ud af FN’s Menneskerettighedsråd. Hvor USA og dets støtter mener, at de demokratiske lande gør sig selv til nar ved at støtte et råd, hvor en række af medlemslandene selv krænker menneskerettighederne og ikke evner at forfølge nogle af verdens værste regimer, ser andre rådet som et af diplomatiets nødvendige redskaber.
”USA har for så vidt ret i, at en del af rådet ikke selv respekterer menneskerettighederne, men det hjælper ikke at træde ud. Uden det forum ville vi bare råbe til hinanden,” siger Per Stig Møller, tidligere udenrigsminister for De Konservative.
Carsten Staur, Danmarks ambassadør ved FN i Genève, kalder FN’s Menneskerettighedsråd for en ”landvinding”.
”Det er det primære organ for menneskerettigheder i FN og en uvurderlig institution for den globale diskussion om menneskerettigheder. Det nytter noget at tale med hinanden om, hvordan vi ser på menneskerettigheder i forskellige dele af verden,” siger Carsten Staur.
”Men nogle gange er vi selvfølgelig uenige om vigtige ting, og selvfølgelig er der stadig situationer, hvor de politiske magtforhold er sådan, at de ikke kommer på dagsordenen. I den forstand er rådet et politisk organ, hvor det gælder om at kunne tælle til 24,” siger han med henvisning til, at det kræver 24 stemmer at vedtage en resolution.
Den amerikanske FN-ambassadør Nikki Haley og udenrigsminister Mike Pompeo fremhævede på et fælles pressemøde tirsdag aften dansk tid, at rådet kun gør det vanskeligere at fremme menneskerettighederne. Rådet kritiserer blandt andet ensidigt og vedholdende Israel, mens det holder hånden over verdens virkelige slyngler som blandt andet Venezuela, DRCongo og Iran, sagde Haley.
”Menneskerettighedsrådet har alt for længe været en beskytter af menneskerettighedskrænkere og en sump af politisk skævvridning,” sagde hun.
Den canadiske menneskerettighedsjurist Anne Bayef-sky, der har fulgt FN’s menneskerettighedsarbejde i en årrække, blandt andet som medlem af canadiske delegationer, har længe været kritisk over for menneskerettighedsrådet på grund af dets stærke kritik af Israels politik over for palæstinenserne. I et indlæg på Fox News’ nyhedsside i går skriver hun blandt andet, at lige rettigheder ikke kan bygge på ulighed over for jøder og den jødiske stat. Og i et tweet tidligere på tirsdagen roste hun Trump-regeringen for beslutningen:
”Trump gør klogt i at forlade FN’s Menneskerettighedsråd. Det er en selvmodsigelse, der ikke fortjener vores respekt eller støtte.”
Eduard Jordaan, lektor i politisk filosofi ved Stellenbosch Universitet i Sydafrika, har i flere år forsket i udviklingslandenes forhold til FN’s Menneskerettighedsråd. Han understreger, at der ikke er tvivl om, at rådet ikke er perfekt, og at der ikke mindst er brug for at dæmpe dets overdrevne fokus på Israel. Derimod er det mere uklart, i hvor høj grad der er behov for at ændre på medlemssammensætningen, siger han. For selvom det er givet, at der er autoritære lande, der stemmer mod menneskerettigheder, er der ingen entydig sammenhæng mellem et lands egne forhold og dets opførsel i rådet.
”Sydafrika – et liberalt demokrati – stemmer for eksempel ofte mod menneskerettighederne, mens Rwanda, som er et særdeles autoritært styre, har en stærk tradition for at støtte menneskerettighederne,” siger han.
I det hele taget er FN’s Menneskerettighedsråd et spejl af verden med dens blanding af topdemokratier og vildeste diktaturer, siger Jonas Chrisoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder. Han er enig med USA i, at rådet har slagside, men kan ikke se et bedre alternativ.
”Der er 47 lande i rådet, og de synes jo alt muligt forskelligt. Systemet er langtfra perfekt, men sådan er FN. Kampene må tages i systemet. Alternativet er, at vi nedlægger FN eller danner to råd, hvor de gode og de onde kan sidde i hvert deres ekkokammer. Men det er næppe en bedre løsning, selvom jeg godt kan forstå dem, der er trætte af at være tålmodige og vente på, at diplomatiet virker,” siger han.
Danmark er kandidat til at indtræde i menneskerettighedsrådet i 2019, og da kun tre lande fra den vesteuropæiske gruppe opstiller – foruden Danmark er det Østrig og Italien – synes pladsen sikret.