Øget antal teenagegraviditeter kan koste Afrika dyrt

Coronakrisen har medført en voldsom stigning i antallet af unge gravide afrikanere, hvilket kan øge kønsskel og fastholde kontinentets fattigdom. Når man først er blevet gravid, er det svært at vende tilbage til skolebænken

Ny undersøgelse skønner, at antallet af teenagegraviditeter i visse områder syd for Sahara kan stige med op til 65 procent. Arkivfoto.
Ny undersøgelse skønner, at antallet af teenagegraviditeter i visse områder syd for Sahara kan stige med op til 65 procent. Arkivfoto. Foto: Staff/Reuters/Ritzau Scanpix.

Kenyanske Cathy er 17 år og skulle efter sommeren være begyndt på tredje år af sin gymnasiale uddannelse. Men hendes skole lukkede ved coronakrisens udbrud, og mens skolen var lukket, blev Cathy gravid. I dag er hun i femte måned, og hun tvivler på, at hun nogensinde kommer til at gå i skole igen.

”Covid-19 har ødelagt alt. Hvis det ikke var for pandemien, så ville jeg have travlt med at gå i skole, og jeg ville ikke være gravid,” fortæller den 17-årige pige til den kristne humanitære organisation World Vision.

Cathys situation er langt fra et enestående tilfælde. Nedlukningen af skoler i forbindelse med coronapandemien har ifølge en undersøgelse foretaget af World Vision medført en voldsom stigning i antallet af teenagegraviditeter i store dele af Afrika. De unge piger har under nedlukningen haft mere fritid, hvor de overladt til sig selv har haft lettere ved at ses med folk af det modsatte køn uden deres forældres opsyn. Undersøgelsen skønner, at antallet af teenagegraviditeter i visse områder syd for Sahara kan stige med op til 65 procent.

Seniorforsker Lars Engberg-Pedersen fra Dansk Institut for Internationale Studier, Diis, finder undersøgelsens resultater foruroligende, selvom han ikke er overrasket.

”Vi har allerede set, at der har været en stigning i volden mod kvinder under coronakrisen, så det kommer ikke bag på mig. Men det er bekymrende, for mange steder vil man ikke acceptere, at piger går i skole, efter at de har født, og det er umådeligt vigtigt at få kvinder uddannet, hvis man skal sikre udvikling og fremgang,” siger han.

I Tanzania og enkelte andre afrikanske lande har man lovgivet imod, at mødre skal kunne vende tilbage til skolebænken, efter at de har født. World Vision konkluderer i undersøgelsen, at op imod en million afrikanske kvinder risikerer at blive udelukket fra at genoptage deres uddannelse, når samfundet genåbner på den anden side af coronakrisen. Ifølge undersøgelsen vil den tabte arbejdskraft komme til at koste de afrikanske lande 63 milliarder kroner på længere sigt.

”Det samlede billede er bestemt ikke opmuntrende. Det er et brud, som vil få langvarige konsekvenser,” vurderer Lars Engberg-Pedersen fra DiiS.

Generelt tyder meget på, at kvinder vil blive særligt hårdt ramt af pandemiens følgevirkninger.

En ny undersøgelse fra FN’s Udviklingsprogram, UNDP, viser, at skellet mellem, hvor mange kvinder og hvor mange mænd der på verdensplan lever i ekstrem fattigdom, forventes at vokse sig endnu større på den anden side af coronakrisen. Undersøgelsen viser samtidig, at kvinder har størst chance for at blive fattige, når de er i den fødedygtige alder.

I den danske ngo Oxfam Ibis, der særligt fokuserer på at skabe lige uddannelsesmuligheder for alle, bekymrer man sig også over den markante stigning i antallet af teenagegraviditeter.

”Det er klart, at vi bliver bekymrede, for det kan have store personlige omkostninger for de piger, som det går ud over. Én ting er at blive gravid som teenager, men når man ovenikøbet lever i fattigdom og ikke får nogen uddannelse, så er der ikke nogen stor chance for, at man får et særligt selvstændigt liv. Det styrker uligheden mellem kønnene og sætter landene tilbage i forhold til at nå verdensmålene,” siger generalsekretær Kristian Weise.

Han mener, at man bør fokusere på at tilbyde de unge undervisning, selv når skolerne er lukket. Og så er der brug for et opgør med opfattelsen i nogle lande af, at kvinder, der er gravide, eller som har født, ikke kan gå i skole, påpeger Weise.