Ekstremister optrapper kampen om Jerusalem. Men hvorfor nu?

En juridisk strid om tvangsforflyttelse kombineret med palæstinensernes skuffelse over annullerede valg har bragt en hel by på kogepunktet. Sammenstødene og Hamas’ raketangreb mod Jerusalem viser, at hverken den israelske ledelse eller det palæstinensiske selvstyre længere kan dæmpe gemytterne

Tempelbjerget i Jerusalem har de seneste dage været skueplads for voldelige sammenstød.
Tempelbjerget i Jerusalem har de seneste dage været skueplads for voldelige sammenstød. Foto: Ahmad Gharabli/AFP/Ritzau Scanpix.

I frustration over tabte valg og i et desperat forsøg på at hævde sig har israelske højrenationalister og den militante Hamas-bevægelse de seneste dage bragt Jerusalem på tærsklen til et voldeligt kaos med mindst 300 sårede alene mandag, hvor 228 palæstinensere blev indlagt på hospitaler, 21 israelske betjente kom til skade omkring Tempelbjerget, og Hamas sendte raketter mod Jerusalem og blev bombet som modsvar med 20 døde i Gaza til følge mandag aften.

Da den ekstreme højrenationale israelske politiker Itamar Ben Gvir i torsdags tog beslutningen om at flytte sit parlamentskontor fra Knesset til det palæstinensiske nabolag Sheikh Jarrah, var de efterfølgende sammenstød forudsigelige. Sheikh Jarrah har på det seneste været rammen om en juridisk strid, hvor jødiske bosættere forsøger at få en højesteretskendelse til at drive omkring 300 palæstinensere fra hus og hjem med henvisning til, at området blev købt af jøder omkring 1870.

Itamar Ben Gvirs ankomst til nabolaget var dråben, der fik bægeret til at flyde over, og siden har Jerusalem været fanget i en voldelig cyklus, som myndighederne ikke magter at dæmpe.

Lige så forudsigeligt var det, at de militante islamister i den palæstinensiske Hamas-bevægelse, der tidligere på måneden næsten druknede i frustration, da den palæstinensiske selvstyrepræsident udsatte de ventede valg til parlamentet og præsidentposten, nu benyttede lejligheden til at bringe Østjerusalems gader i kog. For Hamas havde sat næsen op efter at vinde parlamentsvalget, der var planlagt til den 22. maj. Og da præsident Mahmoud Abbas brugte Israels manglende tilladelse til at lade Østjerusalems palæstinensere deltage i valget som undskyldning for helt at aflyse den demokratiske øvelse, var det naturligt for Abbas’ rivaler i Hamas at rette fokus mod Jerusalem fra deres base i Gaza.

Siden aflysningen af valget har Hamas’ tilstedeværelse i Jerusalem været tydeligere end nogensinde før. Blandt de palæstinensiske demonstranter på Tempelbjerget i Jerusalem er det Hamas-bevægelsens ledere og ikke præsident Abbas, man ser på bannere. Det er Hamas i Gaza, der dagligt forsøger at skabe en magtbalance over for Israel ud fra formlen: enhver optrapning i Jerusalem er ensbetydende med en optrapning mellem Hamas i Gaza og Israel.

Hamas har indtil videre holdt sit løfte, og næsten hver dag i forbindelse med de seneste voldsomme sammenstød er raketter blevet affyret fra Gaza ind over Israel. I aftes blev situationen yderligere optrappet med seks raketangreb på Jerusalem, hvor borgere blev tvunget i beskyttelsesrum.

På den måde sender Hamas både et signal til Israel om, at man ikke vil finde sig en eskalering i Jerusalem, og samtidig signalerer man over for Mahmoud Abbas, at det er Hamas og ikke Abbas, der styrer gemytterne omkring de muslimske helligdomme i Østjerusalem.

Hamas’ angreb førte til, at en årlig march, der markerer Israels besættelse af Østjerusalem, blev aflyst i sidste øjeblik. Årsagen til, at Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, forinden nødtvungent havde ladet sig overtale af sikkerhedstjenesterne til at ændre marchruten er, at han ikke ville fremstå som ham, der bøjer sig for Hamas. Få dage forinden havde Netanyahu allerede tabt på point til Itamar Ben Gvir, da selviscenesættelsen i Sheikh Jarrah både mundede ud i mere vold og premierminsterens løfte om at udstationere flere israelske politibetjente i det arabiske kvarter. Ben Gvir fik, hvad han gik efter.

Dermed er den oprindelige og historiske israelsk-palæstinensiske konflikt omkring kontrollen over Jerusalem blevet opgraderet – eller nedgraderet, om man vil – til at lade sig styre af de mest ekstreme elementer.

Det er en af årsagerne til, at nedkæmpelsen af volden heller ikke opfører sig på samme historiske måde som under den tidligere selvstyre præsident, afdøde Yasser Arafat, og tidligere israelske premierministre. Begge sider kunne tidligere give en ordre, og så gik der ikke lang tid, før roen var tilbage i bybilledet. I øjeblikket kan hverken Netanyahu eller Abbas give sådan en ordre. For den vil ikke blive adlydt af de grupperinger, der trækker i trådene.

I dagbladet Haaretz går den israelske journalist Bradley Burston i rette med fejringen af Jerusalem-dagen, hvor tusindvis af israelere mandag ville marchere med flag gennem byen for at fejre Israels befrielse/besættelse af Østjerusalem i kølvandet på Seksdageskrigen i 1967:

”Krigsveteraner med posttraumatisk stress, millioner af palæstinensere under besættelse...altsammen fejes ind under gulvtæppet, mens vi bliver bedt om at fejre,” skriver han direkte henvendt til de fanatikere, som han ikke anser for at være en del af det jødiske folk.