Der er sket rigtig meget politisk i Sudan på halvandet år.
Den 10. april 2019 hed det nordafrikanske lands leder Omar al-Bashir, og sådan havde det været i næsten 30 år. Militærdiktatoren stod i spidsen for et land, der i Vesten mest var kendt for en uforsonlig anti-vestlig og anti-israelsk retorik, for i en periode i 1990’erne at have huset terrororganisationen al-Qaedas grundlægger, Osama bin Laden, for at have ført en blodig krig i landets vestlige region Darfur samt for at være et af fire lande, der stod på USA’s terrorliste.
18 måneder senere er al-Bashir efter omfattende folkelige demonstrationer sat fra magten og sidder fængslet i Khartoum. En overgangsregering bestående af militærpersoner og civile har underskrevet en fredsaftale med de fleste af landets oprørsgrupper, og der skal efter planen være demokratiske valg i landet senest i 2022.
Senest har USA’s præsident, Donald Trump, så meddelt, at han vil fjerne Sudan fra terrorlisten, hvor kun Syrien, Iran og Nordkorea så er tilbage. Det sker, efter at Sudan har indvilget i at betale en kompensation svarende til 2,1 milliarder kroner til amerikanske terrorofre. Og lederen af Sudans overgangsråd, Abdel-Fattah al-Burhan, har sagt, at landet agter at normalisere sit forhold til Israel.
Umiddelbart gode nyheder, men der er dog grund til at tage et par kraftige forbehold. Det mener Nils Carstensen, der er senior humanitær rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, og som har beskæftiget sig med Sudan siden 1988.
”Lige nu siger Sudans ledere på grund af landets elendige økonomiske situation ja til hvad som helst i håb om at blive fjernet fra USA’s terrorliste. Og skal man så betale en ’dummebøde’ i den sammenhæng, så tager man det med,” konstaterer han.
Kalkulen fra Sudans side er ifølge Nils Carstensen, at når USA fjerner landet fra sin terrorliste, og de økonomiske sanktioner dermed ophæves, at så vil det åbne for særdeles tiltrængte udenlandske investeringer og bistandsprogrammer i Sudan, der på det seneste har oplevet både hyperinflation, oversvømmelser og fødevaremangel. Samtidig er det vigtigt at handle nu, hvor der er momentum, fordi Trump-regeringen op til næste uges amerikanske præsidentvalg har brug for at kunne vise politiske resultater.
”Men det er en bitter pille at sluge for mange sudanere, der ikke forstår, hvorfor de skal undgælde for et tidligere regimes misgerninger. Eller i det hele taget ikke mener, at det er bevist, at Sudan spillede en rolle i al-Qaedas attentater mod USA’s ambassader i Kenya og Tanzania i 1998,” siger Nils Carstensen.
Samtidig kalder han dog milliarderstatningen ”den mindst bitre pille at sluge” og mener, at den nok skal blive accepteret i Sudan. Derimod risikerer Trump-regeringens sammenkobling af terrorliste og anerkendelse af Israel i hans øjne at sætte hele den positive politiske udvikling i landet over styr.
”I Sudan opleves den kobling som en slags afpresning, og du har for eksempel både islamister og kommunister, der er imod at anerkende Israel,” siger Nils Carstensen og bemærker, at nok har den sudanske overgangsregering nikket ja, men som han siger ”med fingrene krydset bag ryggen”.
Sudans ja til en normalisering med Israel er nemlig ikke kun betinget af opbakning fra landets parlament, hvor flere partier allerede har meddelt, at de vil stemme nej, men forudsætter også tilslutning fra et lovgivende råd, der endnu ikke er nedsat.
At det ikke er en folkelig vindersag at normalisere forbindelserne med Israel, understreges af en meningsmåling fra Arab Center for Research and Policy Studies i Qatar. Her siger 13 procent af de adspurgte sudanere ja til at oprette diplomatiske forbindelser med Israel, mens 79 procent siger nej.