Elitens topmøde er både overfladisk og vigtigt

Når det økonomiske forum i Davos åbner i morgen, har verdens politiske og økonomiske elite betalt store formuer for at blive set og hørt. Men mødet er samtidig et unikt sted at følge med i, hvor verden er på vej hen, og Davos har flere gange været afsæt for historiske begivenheder

Politifolk på vej til at rydde sne i den schweiziske bjergby Davos, der fra i morgen huser topmødet Verdens Økonomiske Forum, WEF.
Politifolk på vej til at rydde sne i den schweiziske bjergby Davos, der fra i morgen huser topmødet Verdens Økonomiske Forum, WEF. Foto: GIAN EHRENZELLER/ ritzau scanpix.

Den ligger højt – 1560 meter oppe – den schweiziske bjergby Davos, der fra i morgen huser Verdens Økonomiske Forum, WEF. Det gør prisen for at deltage også. Knap 115.000 kroner koster en entrébillet til årsmødet, medmindre man er særligt inviteret, og dertil kommer for de fleste af deltagerne også et årligt kontingent på mellem 380.000 og 3,8 millioner kroner, afhængig af hvor guldrandet et medlemskab, de ønsker at betale for.

Det er da heller ikke hvem som helst, der samles i Davos. Flertallet af de omkring 3000 deltagere hører til blandt verdens økonomiske og politiske topledere, og sammen med deres ankomst sænker der sig en umiskendelig atmosfære af glamour over skisportsstedet.

Men det økonomiske forum har meget andet at byde på end glimmer og stjernstøv, siger Christoph Ellersgaard, adjunkt ved CBS, Handelshøjskolen i København, hvor han forsker i magteliter.

WEF er først og fremmest et af de få steder, hvor ledere i erhvervsliv, organisationer og politik kan mødes og udveksle viden om, hvor verden er på vej hen – og hvilke problemer, de kan enes om, er vigtige.

”Det er en enestående chance for at stikke fingeren i jorden og få en fornemmelse af, hvordan andre indflydelsesrige personer ser på udviklingen og hvilke løsninger, de kan forestille sig,” siger han.

Man skal især ikke undervurdere, hvad det betyder, at personerne i den globale magtelite har muligheden for at mødes ansigt til ansigt i stedet for at være henvist til e-mails, telefon eller skype, pointerer Christoph Ellersgaard:

”Det fysiske møde er noget helt andet, og det giver noget helt andet. Vi får flere facetter af hinanden, og det skaber en bedre dialog.”

Risikoen kan dog være, at forummets deltagere bliver så optaget af sig selv og hinanden, at de glemmer, hvem de repræsenterer.

”Den type arrangementer kan skabe en vi-følelse, som er positiv, fordi verden kan bruge den til at finde løsninger sammen, men den kan også være negativ, hvis gruppen ender med at lukke sig om sig selv,” siger Christoph Ellersgaard.

Christian Hyldahl, direktør for ATP – Europas fjerdestørste pensionskasse med en kapital på 750 milliarder kroner – er en af dem, der rejser til Davos. Det er hans andet besøg, og kalenderen er tæt pakket. Der er møder med store udenlandske pensionskasser og andre samarbejdspartnere, og der er de fælles seancer, hvor fremtrædende oplægsholdere kommer med deres analyser af aktuelle temaer.

”Davos er først og fremmest hårdt arbejde. Folk er der jo ikke for at stå på ski eller drikke cocktails,” siger han.

For hans eget vedkommende er der to grunde til at tage af sted. For det første er det en effektiv og mindre kostbar måde at mødes med mange forskellige samarbejdspartnere frem for at skulle rejse hid og did i verden. For det andet giver det ham chancen for at få et indtryk af tidens strømninger.

”Jeg ved ikke, om Davos har gjort verden til et bedre sted, men det er i hvert fald et rigtig vigtigt sted at begynde. En diskussion, der bliver taget i Davos, får stor indflydelse verden over,” siger Christian Hyldahl.

WEF nævner selv på sin hjemmeside, hvordan Davos også kan være stedet, hvor politiske forbrødninger ser dagens lys. Det var i Davos, at den østtyske regeringschef Hans Modrow og den vesttyske kansler Helmut Kohl i 1990 mødtes for at drøfte genforeningen, og året før havde Nord- og Sydkorea holdt deres første møde på ministerniveau. Det var også i Davos, at den sydafrikanske præsident F.W. de Klerk og Nelson Mandela i 1992 havde deres første fælles internationale fremmøde.

”Man skal ikke forestille sig, at verdens problemer bliver løst i Davos, men hvis man tror på, at dialog er godt, gør Davos en forskel,” siger Lars Jannick Johansen, stifter og direktør i Den Sociale Kapitalfond Invest, der investerer i virksomheder, der løser sociale problemer.

Lars Jannick Johansen er inviteret til Davos af WEF for at fortælle om fondens arbejde. Det er 15 år siden, at han sidst var der, men han husker forummet som en guldgrube af muligheder.

”Det er et unikt sted at blive klogere. WEF har altid været god til at sætte de problemer på dagsordenen, der befinder sig lige rundt om hjørnet,” siger han.